Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
6. søndag efter påske (Exaudi), 04.05.2008
Predigt zu Johannes 17:20-26, verfasst von Marianne Christiansen
At være ét er det modsatte af at være ene.
At være ét er at være i fællesskab med nogen, der ikke er en selv. Ja, næsten mere end fællesskab. Vi bruger udtrykket ved brylluppet - og ved nadveren. At blive ét er den tætteste forening, vi menneskeligt set kan udtrykke:
Kærlighedsfavntaget, hvor to flyder sammen. At blive ét er et kærlighedsudtryk.
Det, vi har hørt, er Jesu allersidste ord, inden han går ud i Getsemane have og bliver taget til fange. Det er en bøn. Vi kalder bønnen Jesu ypperstepræstelige bøn. Ypperstepræsten var i det jødiske tempel den eneste, der måtte gå ind i det lille rum allerinderst i templet, hvor Pagtens Ark stod - det lille rum, der kaldtes Det Allerhelligste, som var dækket af et forhæng - og stænke blodet fra offerdyret på sonedækket, eller nådestolen, låget på Pagtens Ark.
Når Jesu sidste bøn kaldes ypperstepræstelig er det dels til minde om det offer, som han selv bragte med sit eget blod for at afslutte alle ofringer, og dels er det fordi bønnen er i det inderste, i det allerhelligste i en inderlig samtale med Gud. Det er en bøn om, at den kærlighed, der binder Faderen og Sønnen sammen, også må binde mennesker sammen med Gud og med hinanden.
Det kærlighedsbånd er Helligånden.
"Jeg beder for (..) at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig."
Du i mig, jeg i dig, jeg i dem, som du i mig. Ordene i Jesu sidste bøn flyder sammen - mellem Gud og mennesker med Jesus som formidleren, og slutter med bønnen om at den kærlighed, Gud har elsket Jesus med, skal være i dem ...i hvem? I disciplene, dem, der tror hans ord og det vil i sidste ende sige os.
"Jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem."
Tættere kan det ikke være - foreningen i kærlighedens bånd. At Gud og Jesus flyder sammen og flyder sammen med os i det navn vi har lært at kende og er blevet døbt på - Fader, Søn og Helligånd.
At kende Gud og blive ét med Gud.
Det kunne være et udtryk for den religiøse oplevelse, hvor man pludselig kan føle eller opleve en forening med Gud.
Men det er langt mere, for at blive ét er det modsatte af at blive ene - også ene med sin egen Gud. Når Jesus "taler os sammen" til ét med Gud, så er det en overdragelse af ansvar og af kraft til at leve i kærligheden. Den bliver til i mødet mellem mennesker og mellem mennesker og Gud.
Det har ikke nødvendigvis med store religiøse eller åndelige oplevelser at gøre, men om et liv i møde med andre mennesker - og derigennem med Gud.
Nogle mennesker oplever en eller flere gange i deres liv en pludselig vidunderlig følelse af enhed med Gud - det vi kan kalde en mystisk oplevelse eller en stor religiøs oplevelse - skønt den i grunden ikke er særlig mystisk og kan forekomme de mærkeligste steder uden varsel og uden forberedelse. Nogle mennesker søger den oplevelse, og mange mennesker møder den i bønnen, som hjertets fred og hvile i Gud.
Men enheden med Gud i Kristus er endnu mere end mystik, mere end det enkelte menneskes følelser, skønt de kan være vidunderlige nok.
Jesu ord er et tilsagn til alle de små, alle os, der prædikes for gennem alle tider, at vi i Jesus må være ét med Gud - ikke på grund af vores oplevelse af, men fordi Gud elsker os og kalder os sine børn, taler til os som sine børn.
I er ét med Gud. Intet kan skille os fra Guds kærlighed, som Paulus siger - ikke død eller liv eller engle eller magter eller kræfter eller noget som helst kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus.
Det er et fast favntag, som giver livet en ny målestok - fordi det ikke længere drejer sig om at lykkes, at blive god nok eller rig nok, eller sund nok. Dybest set drejer det sig om at lytte til kærlighedssproget og høre, at vi er elskede og favnede som vi er.
Og i det favntag er vi ét med hinanden. Bevægelsen strømmer som Helligånden hele tiden fra Gud gennem Jesus ud i alle os små grene og videre mellem os. Vi må altid prøve at få det ind og leve på - og leve med - , at det menneske, vi til enhver tid står over for, også er Guds elskede, og min bror eller søster.
Det er det, det betyder, når vi bekender troen at vi er én hellig almindelig kirke. Almindelig betyder for alle - og det gør den jo også helt almindelig, sådan i almindelig forstand: Ikke særlig eksklusivt og ophøjet, men almindeligt er det fællesskab, Jesus kalder os til at leve i. Det er ikke vores medlemskab af den ene eller anden kirke, der bestemmer det. Det er Guds kærlighed gennem Jesus, der gør os til ét på tværs af alle skel, på tværs af racer og rigdom og raseri mellem mennesker. Vi er ét og er sendt ud for at behandle hinanden som hellige og almindelige med ganske almindelig menneskelig kærlighed.
Sådan er denne søndags kærlighedserklæring til os som Guds børn og Guds elskede, Jesu hilsen til os gennem Helligånden. Fra det Allerhelligste sendes vi ud for at være hellig almindelig kirke i verden, bundet og holdt sammen af den treenige Gud i kærlighedens bånd. Amen.