Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. pinsedag (Pfingstmontag), 12.05.2008
Predigt zu Johannes 6:44-51, verfasst von Arne Simonsen
"Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød" - siger Gud her hos profeten Ezekiel om nogle, der helt er stivnede i deres eget.
Et hjerte af sten har det menneske, som ikke ejer den mindste følelse, og som intet udefra kan påvirke. Et menneske, der urokkelig og ikke til at bevæge.
Det menneske er i stand til alt. Det menneske kan se på andres ulykke uden at fortrække en mine. Det menneske kan selv forårsage lidelser, uden at det anfægter det mindste.
Det menneske er uden menneskelighed og moral.
Billeder af Stalin viser ofte en smilende mand, undertiden også med et barn på armen, men han havde et hjerte af sten og millioner af mennesker måtte undgælde for hans magtvilje og grusomhed.
Intet kan nå det menneske. Ingen lidelse, nok så stor, kan skabe bare en lille sprække i stenpanseret. Overalt stod der statuer af despoten - lavet af sten. Tavse og utilnærmelige. Men en dag blev alle disse monumenter væltet - og fjernet, og forbandelsen var brudt for en tid.
For mennesker med stenhjerter er der overalt, og det handler altid om magt, stor eller lille.
Bøddelen med døde, udtryksløse øjne var måske engang et menneske med følelser for andre, men noget skete og alt forandrede sig og indeni stivnede det hele til en hård masse.
Engang var han et lille barn, og en mor vuggede ham i sine arme. Nu er han bare kold og udfører sit arbejde uden at fortrække en mine.
Hvad skete der med de amerikanske soldater, som udøvede tortur mod irakiske fanger?
Hvad sker der med mennesker i det hele taget, når de handler sådan?
Vi ved, at det kan ske - overalt, også hvor vi aldrig ville have troet det. Kan det også ske for os selv?
"Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød" - siger Gud om mennesker, der har mistet enhver følelse for anderledes tænkende.
De er sig selv nok - tyder det på.
Et hjerte af kød derimod - det banker, det er varmt og alt hvad vi føler og oplever forbinder vi med det hjerte. Vi kan mærke det i glæde og sorg. Altid banker det, undertiden heftigt når noget fylder os helt og påvirker os, enten i glæde eller angst.
Hjertet forbinder vi med følelser.
Mit hjerte banker for dig! Mit hjerte er knuget af sorg! - siger vi.
Han har et varmt hjerte - og der menes, at han er et rart og kærligt menneske.
Hjerte betyder alt det, der bevæger os og henrykker os. Også troen har med hjertet at gøre:
"Med hjertet tror man til retfærdighed!" - skriver Paulus.
Grundtvig taler om hjertesproget - i modsætning til forstandens sprog, som kun accepterer det, den kan indse og regne sig frem til. Tro og følelse hører sammen. Det handler om det, vi ikke kan indse og forudse på forhånd, men som bevæger os, griber os og åbner os og får os til at "se".
Og han har aldrig levet,
som klog på det er blevet,
han først ej havde kær.
- skriver Grundtvig og mener jo, at med forstanden fatter vi kun så lidt; kun hvor der er følelser og hvor vi engagerer os med liv og hjerte, "forstår" vi noget om os selv og livet og Gud.
Det handler pinsen jo også om: at nu kan livet begynde.
Helligånden er ikke noget fremmed. Den har kød og blod i verden, for det er Jesu ånd.
Jesus levede. Han satte sig ikke bare ned og ventede. Han fandt det værd at komme til verden og han fandt det værd at leve, lige meget hvad livet bød ham. Han var livet selv, og den, som kom til ham, stødte han ikke bort.
Hans ånd er det ord om ham, der lever og fylder os.
Helligånden er ikke noget, der gør livet finere - nej, Helligånden gør livet muligt.
Ånden - det er at vi ikke bare går igennem livet med flade dumme ansigter og matte øjne, men at vi oplever, ser, elsker - at vores liv bevæges ved ord, vi hører, ved skæbner, der rører ved os. At vi ikke bare er støv, men ånd.
"Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre!" - siger Gud her hos Ezekiel og ordene gælder de landflygtige jøder i Babylon, og her i modsætning til de jøder, der er blevet tilbage i Jerusalem, for de sidste mener om sig selv, at de har den rette tro og at de andre: de landflygtige i Babylon - skal blive, hvor de er og aldrig komme tilbage til Jerusalem, for dér hører de ikke til mere.
Men Gud mener noget andet.
"Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre!" - og her mener han de landflygtige i Babylon.
Gud vælger side. Normalt ville Gud have forlangt, at de skulle angre, gøre bod - men ikke her. Her handler han selv uden videre.
Spørgsmålet er da: Hvem er de udvalgte?
Det er det, striden handler om her: Er det dem i Jerusalem eller er det dem i Babylon?
Den strid er overalt - og til alle tider, måske også i fortællingen om den første kristne menighed i Jerusalem, der lever i fuld enighed og holder fast ved det, de har fået overleveret. De holder nadver og tager dermed Jesu ord om, at han har givet sig selv som det levende brød til verden, alvorligt. Og de giver Gud æren gennem stadig lovsang.
Men! - havde Peter ikke appellerende sagt til tilhørerne i sin pinseprædiken: "Lad jer frelse fra denne forkvaklede slægt!" - og var det ikke, hvad de gjorde: Skilte sig ud fra "de andre" ?
Kan man danne menighed uden at markere, hvem der er indenfor og hvem der er udenfor?
Spørgsmålet er ikke til at komme udenom.
Al erfaring viser, at fællesskabet har en tendens til at udstøde andre. Og hvordan med os selv?
Har vi et stenhjerte eller bevæges vi af Guds levendegørende ånd?
Er vi åbne for det, vi ikke kender eller lukker vi os inde i selvstrækkelighed?
Men: Om menigheden i Jerusalem hører vi også, at de havde hele folkets yndest, og at der hver dag blev føjet nogen til.
De lukkede sig altså ikke inde i en sammenspist gruppe.
Og alt hvad Jesus i øvrigt siger her i evangeliestykket, taler da også kraftigt imod det.
Jesus taler jo om sig selv som det levende brød, der kommer ned fra himlen og at den der spiser af det, ikke skal dø, men leve.
Det brød bliver en lignelse på ham selv og hvad vi forstår ved gudstjeneste og ved at tage del i nadveren.
Han efterlod os et måltid, som er så fyldt af alt det skete og nu er for alle.
Kun ved Ånd kan det ske. For ånden gør livet muligt.
Han taler om sig selv som det levende brød - i modsætning til den manna, der faldt ned til de vandrende israelitter i ørkenen. Det var kun føde for en enkelt dag - det var kun for at overleve.
Her taler han derimod om sig selv som "det levende brød", og at det er for alle. Så meget næring er der i det brød, at aldrig skal det menneske "sulte", der har spist af det, og aldrig skal det dø, men leve evigt.
Det levende brød - i modsætning til alt det, vi selv samler sammen og bygger vores liv på: den åndløse materialisme, hvor vi kun lever for os selv og har nok i os selv.
Vi kan godt ligne "fædrene i ørkenen", der spiste manna og gemte det, de ikke spiste, i stedet for at smide det væk, som Gud havde sagt, at de skulle. De ville selv - de ville ikke nøjes med det Gud gav dem hver dag. Og næste dag viste det sig da også, at hvad de havde levnet, var gået i forrådnelse.
De ligner Adam og Eva, der forsøgte at tilrane sig hvad der alene hører Gud til: alvidenhed og evigt liv - og de fik til gengæld døden som et vilkår. Ved at spise af Kundskabens Træ mistede de adgangen til Livets Træ.
Siden var det alles vilkår, men drømmen om de levendes land blev ved at leve et sted inde i mennesker, indtil den levende Gud steg ned til jorden i køds og blods skikkelse og til sidst døde den død vi alle dør, men dér, hvor alt ser håbløst ud, rejser livet sig igen af døde
"Livstræet skyde af korsets rod!" - synger vi i dag. Ud af døden voksede livet. Det evige liv.
Jesus sendt til verden af Faderen - det er den kundskab, der skal føre os til Jesus: Han ofrede sit eget liv for os - at vi ikke i forstenet hovmod skal række ud efter livet - som om det var noget vi havde ret til og som kun er for os selv.
Han ofrede sit eget liv for at blive det levende brød, han selv er - og som vi smager på, hver gang vi går til nadver og knæler så dybt i vort ler, at kun Gud os ser. Og vi ved - og må aldrig glemme det - at dette brød: Kristus selv er for alle.
Vi sang det jo før og da formet som en bøn:
"Livstræet skyde af korsets rod!
Smage lad alle, vor drot er god!"
Amen.