"Løft Jeres hoveder, I porte, løfte Jer, I ældgamle døre, så ærens konge kan drage ind"
(Sl. 24)

"Lad op din port så vid! Din Jesus kommer hid; han agter dig at gæste, din salighed til bedste".
Sang vi for lidt siden. (DDS 68:'Fryd dig du Kristi brud'; ukendt forf. 16.årh.)
Og Jesus rider ind gennem porten til Jerusalem, hørte vi i evangeliet.

Vi tolker vort liv ved hjælp af billeder. Porten er billedet til denne adventssøndag. Døren eller porten er billedet på overgangen, på mellemtilstanden.

Vi kender portene eller dørene i vort eget liv.
Hjemstavnens dør. Døren på overgangen fra den hjemlige til den fremmede verden.
Man står i døren og bliver fanget af erindringen om det, der har været i hjemstavnen: tryghed, omsorg, kendthed. Dette at der ikke blev stillet spørgsmålstegn ved noget .Alt hviler i sig selv. Væggene står hvor de står. Og menneskene er som de plejer at være. Hvem ville ikke ved denne hjemstavnsdør føle et stik i hjertet af smerte ved at træde over tærsklen til det nye og ukendte.

Og så er der længslens dør. Kender I ikke billedet af pigen ved vinduet. I ser hende bagfra. Hun står på tæer og strækker hovedet og læner sig ud af vinduet. Og hvad ser hun? Ja, vi som står bag ved hende, ser en blå himmel og en del af en skibsmast. Et skib på vej forbi i kanalen nedenfor. Vi ser ikke hele skibet, men kun en del af det. Nok til at give os selv den fornemmelse pigen har: fornemmelse af udlængsel og udvé.

Hun har forlængst overskredet det kendte og hjemlige. Hun er derude i den fremmede havn. I den anderledes og frie verden. Længslen er pantet på, at løftet taler sandt: lykken er større end du aner og drømmer om. Du skal få større ting at se. Længslen er forlovet med løftet.
Løftet har længslen som drivkraft, og den bevarer sansen for et andet syn på tilværelsen. Der vil altid være en skibsmast bag vinduet og en blå himmel.

Og så var der kvinden, der satte en stenport. Skæbneporten En stenstøtte over sig selv. Fordi hun ikke turde forlade. Forlade sin fortid, sin historie. Sin skyld og skam. Porten over Lots hustru. Hende der kiggede tilbage over skulderen for at se på, hun havde forladt. Hun kunne ikke overholde budet om ikke at se sig tilbage. Hun var ikke i stand til at give slip på fortiden. Kredsede om det, der var, og evnede ikke at rette sit blik på noget andet nyt. Hendes port står som porten over det forstenede menneske - det menneske som er låst fast af skæbnens tyngde. Ude af stand til at overskride det baghold, som livet har fanget hende i. Fængslets port.

Og så er der kærlighedens port. Det er den port, som jeg danner sammen med det andet menneske. To mennesker over for hinanden i undren og hengivelse, given og tagen. I porten rækkes der ud efter hinanden og gives tilbage. I nærhed, der får livet til at strømme.

Og endelig er der dødens port. Porten ind til det sted, hvor livsrejsen holder op. I en sønderjysk by har de den skik, at når kisten bæres ind på kirkegården for at komme til kirkens begravelse, da standser man i kirkeporten og lader kisten hvile i portåbningen på overgangen fra de levendes til de dødes sted. På tærsklen fra menneskenes verden til gravhaven lader man evighedens fred sænke sig over den døde. Den døde er nu kun hos Gud.

Vi rejser porte i vort liv. Store og små porte. Smalle og brede porte. Konge- og dronningeporte. Drømmeporte. Fængselsporte. Kærlighedsporte. Dødsporte. Vi er i en konstant bevægelse fra en tilstand til en anden. Fra den eksistentielle situation til den anden. Fra liv til liv.

Ser man til religionshistorien, vil man se, at porten er et alment brugt billede i næsten alle religioner. Symboliserende den grundlæggende tanke om den menneskelige eksistens: mennesket er et ufærdigt og åbent væsen. Det fødes gang på gang, nemlig åndeligt. Mennesket er i langt de fleste religioner skildret som et væsen, der er undervejs. Fra en ufuldkommen til en fuldkommen tilstand.

Kristendommen deler den elementære tanke i denne religiøse livsopfattelse. Og føjer så til: Den ældgamle porte får med Kristus en ny betydning. Den vigtigste er indeholdt i dagens evangelium. Om Jesu indtog i Jerusalem. Om Jesus der på et æsel rider igennem een af portene til Jerusalem.

Jesus iscenesætter et æselridt gennem en port. Porten er det hellige sted. Og i porten mødes den hellige - Guds søn - med menneskene. Gud på æselryg gennem porten. Til mennesker i øjenhøjde. Hvor porten før Jesus var en port for den ophøjede konge, der skulle tilbedes i ærefrygtens begær og i frastandens afstand, da kan vi nu møde Gud ansigt til ansigt. I kærligheds nærvær og nærheds tilstedeværelse: hvor du er, der er jeg også. Og hvor du er, er jeg hos dig med mig selv: du taler, og jeg hører og svarer. Jeg taler og du hører og svarer. Det er forholdet mellem Gud og mig efter det optog.

Den dag, Jesus red gennem porten i Jerusalem, forvandlede arkitekturens indhold sig ikke på grund af en ombygning, men på grund af en person: frygtens port blev til kærlighedens port.

Mødet mellem Gud og mig i nådens eller barmhjertighedens port er nu derefter: det handler ikke længere om, at Gud er den ophøjede og jeg den ydmyge. Vi er kommet i øjenhøjde. Kristushøjde Det handler ikke længere om, at den anden har magt og jeg har ingen. Vi har begge magt - magt til at give og modtage.

Advent betyder komme. Der er bevægelse. Uafladeligt. Uafslutteligt mellem Gud og mig, Mellem mig og min næste. Komme i kærlighed er udleverethed til hinanden - at hengive sig i åbenhed uden forbehold. Høre på Gud og på Næsten. Lytte intenst og svare. Se det andet ansigt og aflæse dets sprog. Uforbeholdent. Uden at være bange eller fejg.

Hvad så med vore egne porte, som vi sætter. Forsvinder der hermed efter Kristi komme?
Nej. Der er stadigvæk hjemstavnens port, længslens port, skammen og skyldens port, kærlighedens og dødens port. De står også efter at du har forladt kirkeporten idag.

Men advent betyder altså komme - bevægelse. Han komme til dig, Kristus. Og du kan komme til Ham. Han er der sagtmodig ved hver port, om du vil komme og give møde.
Skriger du af længsel og udvé: han taler sagte til dig, så du ikke bedrages. Han taler løfterige ord til dig.
Plages du af skylden og skammens tyngde, han ser dig som mere end skyldig og skamfuld. Ser dig som var det første gang han så dig, hvor du kiggede ligefremt, uden at slå øjnene ned.
I kærlighedens port mellem dig og din Næste mærker du ham slet ikke, for da er det som det skal være.
Og ved dødens port kan du være sikker på hans tilstedeværelse. Hans egen far og vor far tog selv stenen fra dødens dør. Påskens budskab om stenen, der var væltet fra indgangen til dødens grav, er pantet på, at vi sidder her idag og holder adventsfest og kan synge:

Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!

Amen

Jørgen Demant
Hjortekærsvej 74
DK-2800 Lyngby
email: j.demant@wanadoo.dk