Adventstid er ikke alene ventetid. Adventstid er også overgangstid. Overgang fra et kirkeår til et andet, fra gammelt år til nytår. Advent er skæringspunkt og mødested mellem noget som er, og noget, som kommer, mellem tid, som er og tidens ende, mellem øjeblik og evighed, mellem himmel og jord, Gud og menneske.

I fadervor er der et tilsvarende skæringspunkt i vendingen: som i himlen, således også på jorden. "I skæringspunktet mellem bønnerne, som taler om Gudsriget og bønnerne, som taler om menneskelivet står ordene: som i himlen, således også på jorden." (Niels Henrik Arendt) Ordene knytter sig til de tre første bønner: helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje - og i det perspektiv, at Guds navn bliver helliget, at hans rige kommer og Guds vilje sker ses derefter menneskelivet, dagligdagen, som vi lever den med hinanden, hvor vi har brug for og må bede om dagligt brød, om tilgivelse, om omsorg og beskyttelse.

Som i himlen, således også på jorden udtrykker på sin måde meget tydeligt advents tanke, at jorden og os som jordens mennesker er bestemt for noget, der endnu ikke er fuldt virkeliggjort, men som er på vej. "Guds navn er ikke helliget på jorden, Guds rige er ikke kommet her på jorden, Guds vilje sker ikke her på jorden - endnu" (Niels Henrik Arendt). Jeg tror det er Benny Andersen, der et sted drejer ordet endnu frem og tilbage. Når man lægger trykket på endnu, kan der høres noget modløst og opgivende og utålmodigt: hvorfor bliver verden ikke snart et bedre sted at være ? Der er stadigvæk alt for meget mørke, fore megen ondskab og nød. Hvor længe skal vi blive ved med at vente på, at der indtræder forandring ? Utålmodigheden høres gennem endnu. Lægger man derimod trykket på endnu lyder det anderledes håbefuldt. "Nok er vores liv usikkert. Det er ustandseligt truet. Jorden er ikke et sikkert sted og menneskelivet ikke et sikkert liv... endnu. Så kan man høre, at det er noget i gære, så giver det mening at vente og håbe og arbejde hen imod forandringen. Det er i det samme skæringspunkt lignelsen om de ti Brudejomfruer kan ses.

Lignelsen bliver et billede, der vipper/balancerer på punktet: allerede og endnu ikke.

Der er allerede inviteret til bryllup. De inviterede har længe levet i forventningen og mærket, hvad forventning kan gøre ved en. Man forbereder sig, spekulerer og overvejer, hvordan festen mon bliver og gennem forberedelserne til festen - når tøjet gøres klart, gaver købes, der skrives sange og taler, er de indbudte allerede i gang med at opfylde festen og bidrage til, at det bliver fest.

Glæden kan allerede slå rod, når invitationen kommer og vokse og brede sig længe inden festen skal holdes, for så at blive fuldbyrdet og omfattende på dagen.

Men så lykkeligt er billedet her ikke. Festen bliver udsat så længe, at det kommer frem, at fem af brudejomfruerne ikke har været så forventningsfulde, at det har smittet af på deres forberedelse/ deres liv - og fornærmetheden melder sig.

Fornærmetheden, der melder sig som snydthed: hvordan kunne vi vide, at alting skulle være så besværligt? Det er i hvert fald ikke vores skyld, hvis festen/livet ikke lykkes. Og fornærmetheden stiller straks krav om, at de er de andre, der skal sørge for at bringe tingene i orden.

De fem, derimod, der kaldes forstandige og kloge kan glæde sig over invitationen til brylluppet og det giver dem overskud og jeg vil påstå også munterhed under forberedelserne. Selvom de ser frem til festen, så mister øjeblikket ikke i betydning, tværtimod: som i himlen, således også på jorden. Håbet og forventningen om det, der skal komme, giver kræfter og glæde og munterhed til det, som er nu.

I billedet af brudejomfruerne i lignelsen spejles vores liv og det gøres tydeligt, at vi må leve vores liv spændt ud mellem det som er nu - og det, der skal komme.

Lignelsen viser, at vi hverken skal forråde øjeblikket til fordel for evigheden eller omvendt miste evighedsperspektivet til fordel for øjeblikket.

Der er ikke nogen modsætning mellem at leve intenst i nuet, fylde minuttet ud og glæde sig til tiden bliver helt fuld.

Det siges også i den gamle danske salme (DDS 233):

Lad brænde mit hjertes lampe beredt, i tro, i håb og i kærlighed.
Jeg sover eller våger, da være jeg din, jeg lever eller dør, da være du min.
Og når du kommer, kom mild og blid, og gør mig salig til evig tid.

Amen.

Pfarrer Hanne Sander
Prins Valdemarsvej 62
DK-2820 Gentofte
Tel.: 39 65 52 72
e-mail: sa@km.dk