Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, Redaktion: R. Schmidt-Rost

2. søndag i advent, 8. 12. 2002
Lukas 21, 25-36, Hanne Sander (DK)
(-> zu den aktuellen Predigten / www.predigten.uni-goettingen.de)

En kollega nævnte forleden, at i det første bind, der lige er udkommet af det store leksikon, encyklopædien, er artiklen om angst en af de artikler, der fylder flest spalter. Da g kommer så meget længere henne end a er det jo endnu ikke til at sige, hvor mange spalter glæden får.

Men den får nok ikke så mange spalter som angsten. Det er symptomatisk for vores tid, at glæden ikke indrømmes så megen plads som angst og bekymring, tomhed og meningsløshed.

Underligt nok betragtes sortsyn som klarsyn - ja, man skal nærmest være dum for at kunne være glad eller i hvert fald hjælpeløst naiv.

For hvis man ser realistisk på verden - og hvordan det står til - hvordan skulle man så kunne glæde sig ?

Næh, siger Helmut Friis: "Talen om det negative er anderledes på højde med det moderne tab af naivitet og umiddelbarhed... Glæden er for børn, spejdere, tumper og naturfolk. Man skal være dum for at være glad og naiv for at tale om den."

Men Helmut Friis gjorde det faktisk - talte om glæden. Her i sidste uge udkom der en lille bog, hvor han har samlet sine tanker og overvejelser. Han har kredset om emnet i foredrag og radioudsendelser i nogle år - også kort før sin død her i sommer, men nu foreligger de altså i bogform og hedder: Glæden. Om laster og dyder.

Hovedtanken er, at glædesløsheden med rette må kaldes for synd og vantro, det vil sige manglende tiltro til Gud, som den bærende magt i vores liv.

Jeg tager det med nu, fordi den evangeliske tone, som jeg hører i det lægger sig op ad teksten fra Lukasevangeliet.

Jesusordene bekræfter rigtignok det, som vi ved og ikke kan være i tvivl om, nemlig at himmel og jord skal forgå.

Da Lukas skriver ordene ned er det på baggrund af, at romerne har indtaget og ødelagt Jerusalem nogle tiår i forvejen - og ødelæggelsen af templet var for jøderne et tegn på, at de sidste tider var kommet.

Men siden gik også romerriget under - og andre riger rejste sig.

Zarens Rusland er heller ikke mere - så lidt som en samlet Sovjetunion. Margrethe den førstes samlede Norden ligeså lidt som Hitlers tredje rige. Sådan vil verdener gå under - og det er ikke svært at få øje på de mange ødelæggende forhold i vores verden, så man kan få lang tid til at gå med at tælle og udlægge undergangstegn.

På samme måde i det personlige liv. Angsten er velbegrundet, fordi vi har opløsning og forvirring og sammenbrud helt inde på livet.

Alene på den måde, som tiden arbejder - og tager det fra os, som vi holder af: helbred, ungdom, kræfter - så også på den måde er vores verden altid på vej mod undergang.

Med teksten til i dag ville det derfor ikke være så vanskeligt at mane en undergangsstemning frem - men det har aldrig været og kan aldrig blive evangeliets ærinde.

Men det er heller ikke det der er brug for - og truslerne og tegnene er der jo under alle omstændigheder og har altid været der - har egentlig aldrig været til at overse.

Nej, det der er vigtigt at høre er de forunderligt trøsterige og løfterige ord:

Midt i sammenbruddet og forvirringen og angsten - inde i mørket er der en anden virkelighed der gør sig gældende: "så ret Jer op og løft jeres hoveder, for Jeres forløsning nærmer sig..... Guds rige er nær ..... mine ord skal aldrig forgå."

Jesusordene spænder en horisont ud, der omfatter både glæden og dens modsigelse, dens "tildængning og nedfræsning". Tvetydigheden slipper vi ikke for - alt andet ville være løgn- og glæden skal vi til stadighed kæmpe for og insistere på.

Der findes en gammel skildring ad denne dramatiske kamp mellem Kristus som befrieren og forløseren på den ene side og djævelen og undergangen på den anden side.

Den tillægges Gregor den Store, der levede i 5oo-tallet - og han beskriver kampen, som var den et folkeeventyr:

"Menneskene var kommet i djævelens vold, fordi de havde syndet. Det gjorde Gud ondt for menneskene, men hvad kunne der gøres. Djævelen var jo i sin gode ret, synderne hørte ham til. Da fandt Vorherre på en list: Hr. Djævel, det skulle vel ikke være muligt at handle med dig og få menneskene tilbage. Jeg kan tilbyde dig min søn i stedet for.* Djævelen fandt tilbuddet godt. Kunne han få Guds søn i sin magt, det var mere tillokkende end at have magt over menneskene. Men i sin begejstring herover gik han for vidt. Han pinte og plagede sønnen og lod ham til sidst lide en pinefuld død. Til straf mistede djævelen alt. Menneskene havde han mistet ved den handel han havde afsluttet og da Kristus stod op fra de døde, mistede han også ham. Trods sin snedighed var djævelen blevet overlistet.

Der ligger en underfundighed i historien - og det bobler ikke så lidt af glæde over den "dumme djævel", der lader sig narre.

Det er det samme glædesoverskud, evangelieteksten rækker til os - med ordene: Ret jer op, løft jeres hoveder - bliv advendtsvendte - vendt mod Kristus.

Amen.

Pfarrer Hanne Sander
Prins Valdemarsvej 62
DK-2820 Gentofte
Tel.: 39 65 52 72
e-mail: sa@km.dk


(zurück zum Seitenanfang)