|
2.
Weihnachtstag, 26. Dezember 2002
Johannes 1, 1-14, Erik Høeg-Andersen (Dänemark) (-> zu den aktuellen Predigten / www.predigten.uni-goettingen.de) |
Nede under varmere himmelstrøg end her, nede i Efesus i Lilleasien, sad der engang for mange år tilbage en gammel mand. Ja så gammel var han at man godt kunne kalde ham for en olding. Og han tænkte og talte da også som kun meget gamle mennesker kan. Der var en dybde i hans ord. Der var et langt livs erfaringer lagt ind i dem. Og så talte han på sådan en sær rullende måde, hvor et ord eller et billede kom til at betyde mere og mere efterhånden som tanke på tanke føjede sig til. Rundt omkring den gamle, som i øvrigt nærmede sig de halvfems, sad der en række unge mennesker. De hørte ham fortælle, de skrev ned og spurgte ham ud. De var kristne, de unge, de kendte hinanden godt. Og den gamle mand, ja han hed Johannes og havde i sin ungdom mødt et menneske som forandrede alt. Johannes havde været en af Jesu disciple, og det var det han nu fortalte om, om hvad det alt sammen så betød. - Jamen hvordan begyndte det i grunden? spurgte en af de unge så.
Hvordan det begyndte? - det havde de selvfølgelig læst om
hos Markus og hos Mattæus og Lukas og hvad de nu ellers hed, dem
som havde skrevet historierne ned. De havde hørt om kejser Augustus
og folketællingen og om barnet som var af Davids slægt og
som blev født i en stald. Og de havde hørt om hyrderne på
marken og om englenes sang. Men nu sad de altså her med Herrens
egen discipel midt iblandt dem. De ville hellere høre det af hans
mund, end læse det hos folk de ikke havde mødt. Johannes har for længst sprunget alle profeter og fødselshistorier og fortællinger om Betlehem og Nazareth over da han taler igen: "Jo ser I", siger han, " I begyndelsen var Ordet" , så langt tilbage var det, før skabelsen, hos den evige og usynlige Gud. Og Johannes fortsætter så i sin rullende, stadigt udbyggende talestil: " Og Ordet var hos Gud. Og Ordet var Gud. Dette var i begyndelsen hos Gud." De nu velkendte ord lyder så et efter et - i en bevægelse der går fra det fjerne, fra Guds evighed ind imod denne verden. "Alt er blevet til ved det", siger Johannes og foretager på den måde sin egen udlægning af hvad der skete på skabelsens første dag. Og han fortæller så om verdens mørke og Gudsordets
lys, og mørket vil kvæle det hvor det skinner, men kan ikke
få bugt med lyset. Og Johannes taler videre om lyset, langsomt og med sin egen indre begejstring,
sådan som han ynder det, om det sande lys hvis mål det er
at oplyse ethvert menneske. Det var det afgørende han i sin alderdom havde at fortælle. At han havde set Guds herlighed, fuld af nåde og sandhed. Han havde i Kristus set alt det som havde været hos Gud fra evighed af. Han havde set lyset bryde frem, lyset fra skabelsens morgen. Han havde set ind i evigheden selv. - Hvordan begyndte det egentlig? det var hvad de unge i kredsen havde
spurgt den gamle Johannes om. Og de havde vel regnet med at han så
ville fortælle dem historier og anekdoter fra ungdommens dage. Men
det var ikke et sådant svar de fik. De fik et svar som gik langt,
langt ud over hvad de på nogen måde havde forestillet sig.
Han havde fortalt dem om en begyndelse som var større end de nogensinde
havde tænkt. - Hvornår det hele begyndte? Det begyndte før alle tider, og det var begyndt nu igen. Det var i verden , det var i dem. Hvor meget Johannes' unge venner og efterfølgere forstod når han fortalte, er det selvfølgelig ikke til at vide noget om. Men sådan fortalte han altså, den gamle mand i Efesus, om begyndelsen dengang og begyndelsen nu. Og vi hører så ordene igen, her midt i den allermørkeste tid hvor vi fejrer jul. Det giver god mening. For netop julen har jo så langt tilbage som vi over hovedet kender den fest, været festen for den nye begyndelse. En solhvervsfest hvor man fejrede at lyset vendte tilbage. Dagene blev fra da af længere. Året var igen på vej mod forår og sommer. Og som for at mane lyset frem tændte de gamle blus på højene - mørkets magt skulle ikke vare ved. Indenfor drak man jul, en højtidelig skål for år og fred blev udtalt, og alle mænd drak af hornet og fik på den måde ny kraft i sig. Hvorpå der blev fortalt om verdens tilblivelse, om den første begyndelse. Det blev fremstillet i dramatisk form. Og da julefesten var ovre, vidste man at nu var begyndelsen gjort. Nu rørte skabelsens kræfter på sig igen. Lyset i mørket, som mørket ikke kan få bugt med, den nye begyndelse, det er på en måde hvad både julefesten i det gamle Norden og vores kristnede julefest handler om. Men man må selvfølgelig have med at Johannes har set og taler om noget større og helt andet end vores forfædre tænkte på. Johannes taler ikke om solens lys eller månens eller stjernernes lys, men han taler om det lys som stråler ind over os fra Guds evighed, og som skal oplyse ethvert menneske som er til . Han taler om det sande lys, kærlighedens lys, som brød så fuldstændigt igennem da Kristus gik på vores jord, og som vi nu bærer i os som lysets børn. I det begynder vores liv, i lyset fra Kristus skal vi lære at se som Gud så på skabelsens første dag. Selv om mørket er der stadig. Mørket med dets falskhed, løgnagtighed, nedrighed, blindhed trænger på så mange måder ind i vores liv. Det ved Johannes mere end nogen, og hans fortælling om Jesus udvikler sig derfor også til et drama hvor lys og mørke og liv og død er i stadig kamp med hinanden. Ja mørket bliver efterhånden som handlingen skrider frem mægtigere og voldsommere, indtil lyset endelig bryder igennem i opstandelsessolen påskedag. Sådan vil vi også erfare mørkets magt. Men trods mørket og alt hvad det fører med sig, så skinner lyset igennem den korsfæstede og opstandne, Jesus fra Nazareth, og intet mørke kan få bugt med eller slukke lyset som stråler fra ham. Ind i det lys skal vi se, lyset som er kærlighed og sandhed i eet, og i det lys skal vi leve vores liv. Mørket med dets hårdhed og ubarmhjertighed og kynisme findes ganske vist stadig, i os og imellem os, i de store sammenhænge og helt ned i små, men det er i lyset vi skal leve og vokse og blive til de mennesker Gud fra begyndelsen har set os som. Og julen er den første begyndelse hvor vi på ny ser evighedens lys i det nyfødte barn. Og med barnets hjerte bankende i os, med lyset i os, skal vi da vandre gennem vinterens mørke. Mod påskemorgen. Og mod pinsens mildhed og den sommerlyse dag. Ja engang skal mørket forgå og vi skal se i klarhed, ansigt til ansigt i nådens og sandhedens lys. Det begyndte engang, i evigheden hos Gud. Det fuldendes til sidst i Guds
evighed igen. Men det begynder igen og igen i dig og i mig. (Den indledende fortælling om den gamle Johannes i Efesus er inspireret
af en artikel af Niels Thomsen) Erik Høeg-Andersen |
(zurück zum Seitenanfang) |