|
1. Sonntag nach Weihnachten,
29. Dezember 2002
Lukas 2, 25-32, Jørgen Demant (Dänemark) (-> zu den aktuellen Predigten / www.predigten.uni-goettingen.de) |
De mødte jævnligt hinanden - de to gamle mennesker
- oppe i templet. Altså Simeon og Anna. Anna - Fanuels datter. Hun
fik aldrig andet navn. Hun vedblev at være sin fars datter hele
livet, som om hun aldrig havde været gift. For hun fik ingen børn.
Men hun havde været gift engang. Og var blevet enke. Kun syv år
varede ægteskabet, og det var så længe siden, at ingen
længere huskede, hvem manden var. Og nu var Anna 84 år gammel,
og hun kaldtes stadig Fanuels datter, skønt heller ingen huskede,
hvem Fanuel var. Annas eget liv havde været et underfuldt billede af denne nyskabelse.
Først havde hun været barn og ung hjemme i sin fars hus.
Så var hun blevet giftet bort, og en helt ny verden havde åbnet
sig for hende sammen med manden og med en hustrus og husmors pligter.
Da hendes mand døde, troede hun, at livet var forbi, at nu var
der ikke mere at vente på. Men der var mere. For hun var mere end
hustru og husmor. Folk kaldte hende profetinde, fordi hun så langt og tydeligt. Hun
så Guds vilje, eftersom hun altid grundede over og granskede den.
Hun talte med Gud. Lyttede til hans stemme. Og i denne gudsoptagethed
blev hun fri for at tænke på sig selv. At være henvendt
på Gud, søge ham, det giver frihed fra egne ting og tanker.
Det giver frihed til at virke og til at se tilværelsens rette sammenhæng. Det var noget andet med Simeon. Anna havde mærket det på det sidste, når de var i templet sammen. Før de to fra Nazareth var kommet med deres barn. Anna vidste, at den gamle Simeon var blevet urolig på det sidste. Urolig og bekymret for fremtiden. En rastløshed var kommet over ham. Simeon var ellers en stor og stærk mand. Han hvilede i sig selv.
En retfærdig mand. Levede traditionelt og rodfæstet. I overenstemmelse
med loven. Men så var der alligevel sket noget med ham. Forandringen
var kommet kort tid efter, at der i synagogen var blevet læst op
om den gamle patriark Jakob. Han kendte historien så ganske godt.
Både om Jakobs bekymring for sin yndlingssøn Josef og hans
drømme. Om katastrofen der ramte Jakob, da han mistede sin søn,
fordi brødrene ikke tålte, at han blev begunstiget og derfor
havde solgt ham til ægyptiske købmænd. Om hvordan Jakob
havde klædt sig i sæk og aske. At han med eet var blevet gammel. Det var dette, som forvirrede Simeon mest. At den gamle Jakob var taget til Ægypten og mødt sin velsignelse og glæde i sønnen dernede, så at han kunne sige:" Nu vil jeg gerne dø, for nu har jeg set min søn igen i live". At denne gamle patriark, udvalgt og velsignet af Gud, at han var draget ud fra sin hjemstavn! At han havde brudt med traditionerne. At han havde kappet forbindelsen til det gamle og begivet sig ud i det nye. Til uvished, fremmed hed. Det foruroligede ham. Han gik til Anna, Fanuels datter for at tale med hende om det. Han måtte have klarhed på, hvad det betød, dette at Jakob skulle til Ægypten. Da Simeon så ind i værelset, hvor Anna var, så han hende bøjet over Skriften. Det klare morgenlys faldt ind ad vinduet. Ind på Skriften, som lå på bordet og på karaflen. Den stod med sin smukt svungne tud. Tuden pegede lige på Anna. Karaflen var fyldt med klar væske, og gennemstrålet af lys som den var, var det svært for Simeon at se, om det var vand eller klar vin i den. Han tøvede et øjeblik med at gå ind til Anna, for det var som om han i et øjeblik så noget mere, men han vidste ikke hvad. Som om han stod bag et forhæng, bag hvilket han anede noget større og sandere. Anna lyttede tålmodigt til Simeons fortælling. Hun hørte på hans bekymring og hans uro med stor tålmodighed. Lyttede fortroligt og indlevende til Simeons overvejelse over dette, at patriarken Jakob var rejst til Ægypten - til uvisheden og fremmedheden. Og hun beroligede ham ved at sige, at uvisheden var den ene side af at give sig sine længsler i vold. Det hører med til forventningen - uroen og usikkerheden. Og den havde Jakob også levet med . Men bekymringen jog aldrig troen og forventningen ud. Uroen kunne ikke skygge for det forventningens lys, der kaldte Jakob til Ægypten. For forventningen og kaldet er pantet på, at det var sandt, hvad han troende. Han fik stor fred og glæde ved at møde sin søn Josef i live og god behold. Hun gjorde en pause, profetinden Anna. Og sagde roligt og stille frem
for sig: "At tro, det er bestandigt at vente det glade, det lykkelige
og det gode". Simeon fattede nu, hvad der lå i historien med Jakob i Ægypten. Den gamle mand fandt sin største fred i livet hos sin yngste søn. Borte fra det hjemlige og rodfæstede. I det fremmede og ukendte land havde Jakob vovet sig. Og dér havde han fundet den mistede søn. Simeon blev rykket ud af sin uro og tvivl. Det var som om et forhæng var trukket til side. Skyggerne i sindet var væk, og han så lysende klart. Han kom i tanker om det barn, der var blevet bragt til templet, om hvilket det var blevet profeteret, at det var Messias. I et moment af opklarethed og barnlig enfold så Simeon meningen med historien om Jakob og Josef. Historien handlede jo om ham og det barn, som var blevet født i Bethlehem for nogle dage siden, og som idag blev fremstillet i templet. Han gik tilbage til templet. Fandt forældrene til det lille barn. Tog det i sine hænder og hviskede roligt frem for sig: Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. Den gamles frygt og uro var borte. Bekymringen som forduftet. Han vidste nu med klarhed, hvor hans længsler boede. I det barn, som han havde i sine hænder. Han så i dette barns øjne en styrke vokse i, en beroligende tillid og forventning. Og dog var Simeon i livets aftentime. Og her er vi. En sen tids børn. Vi har hørt om Anna og
Simeon, hvis forventning og længsler holdt sig frisk og åben.
Længslen og forventningen var pantet på håbet. Og det
blev ikke gjort til skamme. En gammel kone sagde engang, at det er godt, at barnet og den gamle er
med ved de voksnes juleaften. Hvis det ikke var for børnene, ville
juleaften forsvinde. I de voksnes sorg over, hvad de har mistet, er deres
barndom nærværende for dem samtidig med deres egne børn,
og de mennesker, der engang tændte træ for dem, er dem ganske
nær. Deres egen barndom er til stede og blander sig med deres glæde
over den nuværende juls børn. "At tro, det er bestandigt at vente det glade, det lykkelige og det gode" Amen Jørgen Demant |
(zurück zum Seitenanfang) |