Måske ved vi ikke meget om, hvad faste er, nu om dage.
Det med at udelade noget for at noget andet kan vokse eller træde
tydeligere frem, det er ikke just moderne Men fra naturen, vejret, årstiden
kender vi fasten.
Fastetiden er den tid, hvor vinteren strides med forårets kræfter.
Det kan selv en bybo ikke undgå at opdage.
Dermed er det lettere end vi regner med at foretage et spring i retning
af fasteforestillinger.
Fastetiden er den tid, hvor lys og mørke, liv og død, det
gode og det onde, kærlighed og had, sandhed og løgn kæmper
med hinanden - og hvor det - ligesom vores langtrukne forårsgennembrud
- længe er uvist, hvem der vinder.
Og her ved begyndelsen af denne kamptid er det så vi hører
om Jesu dåb.
Fortællingen om den er gengivet fuld af undren over at det skulle
være nødvendigt at døbe Jesus.
Han var jo den, han var, og behøvede ikke dåben
Samtidig med, at når fortællingen er hørt til ende,
så ved vi ganske godt, hvad dåben skulle til for.
Jesu liv var så stort, at en indvielse måtte til, så
det gode kunne vinde.
Det, han stod over for var at leve et menneskeliv.
Et almindeligt menneskeliv med menneskelige behov: mad og søvn.
Og dog et ualmindeligt liv, fordi det liv på enestående vis
skulle udtrykke Guds vilje med mennesket.
Alle mennesker - som vi er skabt til at være, men som fejler eller
ikke foldes ud som det var Guds tanke.
Nu står han foran sin offentlige fremtræden, og da må
han døbes.
Den dåb, Johannes døber ham med er på én gang
en almindelig dåb, der fremhæver den guddommelige, åndelige
side af menneskets identitet.
Og samtidig er det den begivenhed, hvor himlen åbnes og Gud vedkender
sig ham som sit ansigt.
Siden har dåben været en af kristenlivets vigtigste handlinger.
En måde at skrive Jesu guddommelige ind i ethvert menneskeligt liv.
Ligesom fasten da bliver en måde at indøve Jesu liv i dit
liv og i mit.
Men hvad er det da dåben kan give, som et menneske ikke har i sig
selv?
Den kan give mennesket en identitet.
Nu vil vi nok indvende, at det har ethvert menneske i forvejen.
Ethvert menneske er født ind i en sammenhæng,
Familien, slægten folket, det geografiske sted, hvor et menneske
vokser op og bor - alt er med til at danne det menneskes identitet
Et menneskets plads i slægt og folk sætter på forhånd
en identitet.
Dertil kommer så identitetens anden side: den måde det enkelte
menneske svarer sit udgangspunkt på.
Hvordan det takler de udfordringer, krav og muligheder, der får
givet i løbet af dets liv.
Det er et forhold som er bestemt af gener, af behov, men også af
livsholdning.
Det gør en forskel om du anerkender en virkelighed større
end din, - eller du mener at måtte danne din egen virkelighed forfra.
Det gør en forskel om du opererer med begrebet pligt eller om du
udelukkende styrer efter lystprincippet.
Med dit udgangspunkt får du givet det ene lag i din identitet, hvad
du gør med dit liv udgør den anden.
Men hvad nu om identiteten ikke er til at bære.
Hvad om du har ting med i din bagage, som du ikke vil kendes ved, som
handikapper dig eller som kommer i modstrid med det, du vil med livet.
Hvori består da din identitet?.
Den livshistorie, vi ser afrundet for os, er som regel et livsforløb,
hvis faser harmonisk følger kroppens vandring mellem fødsel
og død.
Men i realiteten opløser vores liv sig i enkeltsituationer, i stumper
og fragmenter uden sammenhæng eller i direkte modstrid med den sammenhæng,
vi ønsker.
Sådan er det tilfældet i H.C. Andersens eventyr: "Dyndkongens
datter".
Pigen Helga er et dobbeltvæsen, der i sig har to naturer.
Om natten er hun en grim frø, men god og mild og sørgmodig,
og om dagen er hun selveste vildskaben og ondskaben, men i skikkelse af
en smuk ung pige.
Hun er nemlig datter en ægyptisk prinsesse, som for at redde sin
syge far er fløjet til det høje Nord for at finde moseurten,
lotusblomsten, som er det eneste, der kan helbrede ham.
Men onde kræfter har trukket hende ned på bunden af mosen
til dyndkongen, som er pigens far.
Intet menneskeligt kan nå Helga, heller ikke hendes gode vikingeplejemor.
Men en dag røver hendes vikingeplejefar, som er høvding
en ung kristen præst og bringer ham hjem som bytte.
Han vil være særlig god at ofre til Odin og Thor, men da forberedelserne
sker om natten, opdager Helga i paddeskikkelse, hvad der er ved at ske.
Med stor møje befrier hun han for sine bånd, han ser hendes
godhed og glemmer hendes grimhed og sammen rider de bort, ud over heden
til en kilde, hvor præsten døber hende ved solens første
stråler, da hun igen bliver til den onde, smukke Helga.
Men vand alene gør det ikke. Dåbens vand er ikke et tryllemiddel.
Dåbens betydning må trænge ind i hjertet og omforme
hende.
Naturen hjælper præsten med at binde hendes fødder
med grene, så hun ikke kan løbe bort. Og langsomt mister
dæmonien sit tag i hende, så hun i det mindste den dag forholder
sig i ro.
Da det stunder mod aften kommer røvere forbi deres gemmested, disse
betages af pigen, og dræber præsten.
Og efter solnedgang er kun en grim tudse tilbage.
Denne tudse prøver at begrave præsten, hvis er svært,
når man er padde, og hun er ikke færdig med sit forehavende,
da solen står op, og hun forvandles til den smukke kvinde. Da strides
hendes to naturer frygteligt i hende, og dagen igennem forholder hun sig
passivt hvad angår handlinger - i toppen af et træ.
Da hun igen bliver padde, får hun øje på det kors af
sammenbundne grene, præsten havde haft med sig på færden.
Da hun på hans grav ridser dette tegn, tegn, falder svømmehuden
af hende. Hun bliver menneske. Og beholder sin menneskeform.
Senere bliver hun lotusblomsten for sin gamle bedstefar i Ægypten,
men det er en anden historie i historien.
"Kærlighed føder liv. Den højeste kærlighed
føder det højeste liv! Kun gennem kærlighed er livets
frelse, skriver digteren.
Det var da Helga indoptog dåbens betydning, at hun blev den, hun
var: et menneske.
Men hvorfor har dåben da den evne, når det ikke er vandets
tryllemagt, det kommer an på?
Det har den fordi den er vores tredje identitet - foruden de to første,
den givne og den besvarede -
Det er den historie, vi sættes ind i, som ikke er vores eget og
ikke har os selv som subjekt.
Den historie, som er Guds historie og som har Gud som subjekt, men som
går igennem vores liv.
At vi ikke er subjekt for vort eget liv, men er overladt en magt, større
end os, giver os en uhyre frihed. Vi er ikke længere i klemme mellem
egne og andres forventninger til vort liv og så det, der kommer
ud af det.
Du kan i stedet fokusere på Guds fremtid og hvad Gud vil møde
dig med i dette nu.
For dåben er det løftet, der siger, at Gud bruger netop dit
hjerte at skrive på, når han handler,
Og det er ham, der tæller historierne sammen ved dit livs fuldendelse.
Det kan kun den hvis klarhed er nåde.
"Dit råb ud af dybet foran verden
har opfyldt mørket med din Ånd
Og kaldt mig med det navn, jeg bærer,
Og derfor ved jeg hvem jeg er.
Og Dine Øjne ser mig.
(Olov Hartmann: Den Korsfæstade skapelsen)
Amen.
Pfarrer Birte Andersen
Emdrupvej 42
DK-2100 København-Ø
Tel.: ++ 45 - 39 18 30 39
e-mail: bia@km.dk
|