Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, Redaktion: R. Schmidt-Rost

4. Sonntag nach Epiphanias, 2. Februar 2003
Markus 4, 35-41, Erik Høegh-Andersen
(-> zu den aktuellen Predigten / www.predigten.uni-goettingen.de)

I Bibelens allerførste vers kan man læse: ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene.”
Man kan se det for sig, det mørke bølgende hav, urdybet der strækker sig så langt øjet rækker. Men over vandene svæver Guds ånd. Helt gudsforladt er verden altså ikke. I tomheden svæver Guds ånd som en fugl over sin rede, eller Ånden blæser hen over vandene som en mild forårsluft der varsler grøde og liv.

Det er et smukt billede. Som står skrevet i næsten alle de oversættelser af Bibelen vi kender. Men det er slet ikke sikkert at det er den rigtige gengivelse af den hebræiske tekst. Der kunne nemlig ligeså godt stå: ”Der var mørke over urdybet, og Guds storm piskede hen over vandene.” Så er det ikke en mild forårsbrise der er tale om, så er det mægtige kræfter som er sluppet løs, og som pisker vandene op til et tilintetgørende, frådende hav.

Vi er vant til at Ånden svæver over vandene, men det kunne også være et Herrens vejr som er brudt løs. Og grunden til at begge oversættelser lader sig gøre, er at det hebræiske ord ruah har en meget bred betydningsvifte, lige fra ånd til åndedrag, og fra luftning og vind og til den blæsende storm. Ånden blæser hvorhen den vil , hedder det også. Men det gør altså en forskel om det er en mild, næsten svævende luftning, eller det er voldsom storm som lægger landet øde og pisker havet op til fråde og skum.

Da man i 1980erne for alvor gik i gang med at nyoversætte Bibelen til dansk, var et af de store stridspunkter netop spørgsmålet om hvorvidt Guds Ånd svævede over vandene eller piskede hen over dem som en storm. I prøveoversættelsen, som i udkom i 1985, lod de gammeltestamentlige oversættere Guds storm piske over urdybet, og det affødte så igen en storm af reaktioner - fra folk som gav udtryk for at nu havde Ånden svævet roligt vandene så længe de kunne huske og endda længere endnu, så hvorfor i alverden skulle det nu ændres til en uhyggelig, gudsforgående storm. I nyoversættelsen, som blev autoriseret i 1992, lod man så igen ånden svæve yndefuldt over vandene, idet man dog nederst på første side tilføjede en note som fortæller at man også kan læse verset som Guds piskende storm. I kan selv slå op og se efter når I kommer hjem.

Begge læsemåder er altså mulige, og jeg skal ikke kunne sige om det er bedre at bruge den ene eller den anden. Men jeg synes det er fascinerende at det samme vers kan fortolkes på så forskellige måder. Og jeg synes det er tankevækkende at Guds ånd både kan svæve hen over os som en himmelsk luftning og kan vælte os omkuld som en hærgende storm.
Det er tankevækkende, fordi det faktisk svarer til de erfaringer vi har i vores liv. Ikke bare vores erfaringer med det danske vejrlig. Som jo er så foranderligt og forskelligartet som tænkes kan. Men også i forhold til vores åndserfaringer, som jo netop rækker fra den stille umærkelige bevægelse i sindet til erfaringen af at mægtige kræfter tager fat i os, og vi ved ikke hvad vi skal stille op.

Én ting er sikker – uden ånd går det ikke. Uden ånd intet liv. Vi kan tale sammen, vi kan være bænket til middag eller fest - hvis der ikke er ånd i det vi siger og er sammen om, så går vi derfra uforandrede. Intet i os eller imellem os har bevæget sig. Det er forudsigeligt, det er uden liv. Mens omvendt - hvor ånden svæver over os, da sker det næsten umærkeligt, men befriende at vi løftes ved at være sammen. I den grå dis, vi måske ankommer med, ser vi små lysninger. Bekymringer fortager sig. Spekulationer fejes til side. Glemte følelser vækkes. Og vi går fra hinanden, om ikke med et forklaret sind, så dog med en vis klarhed i sindet, en åbenhed, en fortrøstning vi ikke havde da vi kom.

Somme tider svæver ånden over os og det gode liv vokser i os, men så skjult og så dybt i os at vi slet ikke lægger mærke til det. Somme tider trænger Guds ånd ind i sindets sprækker , og vi fornemmer en klarhed, en friskhed vi længe ikke har haft. Og somme tider er Guds ånd som et blæsevejr der rusker i os. Vi vægrer os måske. Vi vil ikke høre det der bliver sagt. Vi vil ikke være med. Og så alligevel - hvis vi overgiver og stiller os i vinden, så er der intet der giver styrke som at kæmpe sig frem og lade sig gennemblæse af kræfter som er større end os. Det er det der får Grundtvig til i en sang at vælge livets storme for gravens stille ro.

Og så kan Guds ånd være som en storm hvor det næsten er så vi rykkes op med rode. Vi bringes ud af fatning. Vi tumler rundt. Vi ved ikke mere hvem vi er. Vi er på gyngende grund. Vi kan ikke mere overskue tilværelsen. Det er sjældent det stormer sådan i vores liv, men det sker. For nogle sker det. Det kan være affødt af kærlighed, af sorg, af tro eller mangel på tro. Og stormene kan være pragtfulde og storslåede, men også voldsomme og ødelæggende og fylde os med utæmmelig angst.

Det er storme som vi måske helst vil undgå, men de hører alligevel med. Livet ville ikke være hvad det er, uden dem. Det ville ikke grundlæggende kunne forandres. Det ville være fattigere, mere ordinært, hvis der ikke indimellem var storme der rykkede i os.

Selv om der er også frygtelige storme som slår vores liv i stykker. Jeg husker at jeg ved et middagsbord med folk jeg ikke kendte, gav udtryk for min fascination af orkanen der hærgede den 3. december for nogle år siden. Tænk at her i vores velordnede og gennemorganiserende samfund, der var det alligevel muligt for en mindre orkan at afstedkomme sammenbrud eller kaos. På en måde var det da befriende at vide at det kunne lade sig gøre. Og bortset fra at jeg var lidt bange for at det store birketræ i haven skulle falde ned over os, så var det da imponerende at mærke og se vindens enorme kraft. Overfor mig sad imidlertid en kvinde som havde svært ved at dele min fascination. Hendes mand var ejer af flere temmelig store skove. Det meste var tilplantet med gran. Men ved orkanen knækkede granerne midt over som pindebrænde. Store skovarealer var ganske enkelt lagt ned. Næsten et helt år efter var der stadig ikke ryddet op, og træet kunne allerhøjest finde anvendelse som brænde.

Sådan kan storme også være, også livets storme. Der er mennesker som ved skilsmisser, sorg, sygdom går så meget frygteligt igennem at der er noget som knækker i dem. Det splintrer. De kommer ikke ud så hele som de var. Der er storme som er så frygtelige at vi kun kan håbe på aldrig at blive udsat for dem. Og alligevel - så er der også efter de storme muligheder for liv. Ikke det samme liv. Men der er måske andre ting vi lægger mærke til. Der er nye veje som viser sig. Der er sider af livet vi kommer til at lægge vægt på, og som vi måske ikke har ænset før. For nu at blive i billedet: I de væltede granplantager sker der nu det, at hindbær, brombær og mange andre buske og planter vokser frem , og det vildtvoksende krat tiltrækker et fugle- og dyreliv som der faktisk ikke var plads til i den velordnede skov. Stormen er nok ødelæggende, men skaber også grobund for et nyt og anderledes liv.

Men vi ved aldrig hvad der sker når det stormer. Vi ved ikke i hvilken forfatning vi kommer ud på den anden side. Og når vi er ude på havet, ved vi ikke om vi synker og går til bunds eller redder os igennem, så vi igen en dag kan stå på faste land. Derfor kan det ikke undgås at vi i visse storme bliver bange, sådan som disciplene var det.

De befandt sig, som vi hørte det, ude på Genezareth sø. Efter sigende er den noget af det mest stille og tilforladelige. Vandet ligger med en lysende, blank overflade, og inde ved bredden er der meget lavt. Men kommer man langt ud, er der umådelige dybder, og undertiden opstår der ude på den stille sø voldsomme kastevinde som kommer ned fra bjergene. Og så er søen med eet i et voldsomt oprør. Stormen pisker bølgerne op, og det er bestemt ikke ufarligt at befinde sig i en båd derude.

Så voldsomt kan stormene slå ind over os. Så pludselig kan de indfinde sig i vores liv. Og vi ved ikke vores levende råd. Vi kan ikke andet end i vores angst at anråbe Gud om at være hos og hjælpe os igennem. Men hvordan vi kommer igennem, det ved vi ikke. Vi ved ikke, om troen viser sig som en planke vi kan gribe fat, eller om vi synker i undergang og angst.

Vi ved blot at det sker at midt i stormen, dér hvor det svimler for os og undergangen truer, der sker det at vi bæres igennem. Der viser Gud sig som den bærende magt der, uden at vi rigtig kan forklare det, bringer os i havn igen. Sådan som det skete for disciplene. Som ude på dybet erfarede at i sidste ende var det Gud som havde magten til at tæmme stormen og frelse dem i det uvejr de var havnet i.

Det er det fine ved den lille fortælling. Den anerkender på én gang vores angst, samtidig med at den viser os Gud som den der er hos i angsten, og som holder os oppe. Ja netop i stormen kan vi erfare Gud som altings uafviselige og bærende magt.

Derfor skal vi ikke bare blive på land for at undgå tilværelsens bølgegang og vindens susen. Heller ikke stormene skal vi undgå. Uden livets storme og åndens blæsevejr ville vores liv blive til et stillestående, dødningeagtigt liv. Men vi skal modigt og håbefuldt sætte ud på den sejlads som fører hen over tilværelsens uendelige hav. Vi skal indimellem mærke svimmelheden. Vi skal høre stormene suse, og samtidig vide at Gud er der som den der holder os oppe når vi ikke kan klare os selv.

Det er selvfølgelig ikke noget vi sådan lige vupti kan tage til os og lære. Det er noget vi stadig må erfare og kæmpe med i gennem vores liv. Troskæmpen Grundtvig, der som sagt anbefalede livets storme for gravens stille ro, blev med at skælve for de storme han stod overfor. Selv som gammel mand, fortrøstningsfuld og afklaret, med troens vished om Guds nærvær og frelse siddende i sig, selv da gruede han for rejsen ud på det bundløse dyb som døden er. I sit allersidste digt, knap 90 år gammel, skriver han:

”Stormene er frygtelige,
stille staaer her Mandevid,
nærmest er de Dødes Rige,
nemt det er at stevne did;
men, o vee for Ugle-Sangen!
Bundløs der er Undergangen!”

Men i angsten for stormene hvor alt liv går til grunde, har Grundtvig alligevel i sig en fundamental tillid til at Gud står ved roret, og på den sidste sejlads vil han føre os ind til evighedens himmelske havn.

Ånden kan svæve fredfyldt over vandene, og Guds storm kan jage hen over dem. Men det hører med til at være menneske at turde lægge fra land og lade sig drive ud på dybet af vindens susen og møde stormene når de kommer. Det kan vi gøre fordi Gud er hos os og holder os oppe ude på tilværelsens dyb. Amen.

Erik Høegh-Andersen
Prins Valdemarsvej 40
DK-2820 Gentofte
Tel. ++ 45 - 39 65 43 87
erha@km.dk

(zurück zum Seitenanfang)