Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, Redaktion: R. Schmidt-Rost

Letzter Sonntag nach Epiphanias, 9. Februar 2003
Matthäus 17, 1-9, Jan Ulrik Dyrkjøb
(-> zu den aktuellen Predigten / www.predigten.uni-goettingen.de)

Apostlene har forladt alt for at følge Jesus. De har været med ham i byer og på landeveje. De har været vidt omkring. De har hørt hans ord. De har set ham møde mennesker: Mænd og kvinder og børn. Fattige og udstødte. Syge og besatte. De har set hans barmhjertighed.

Men de har også været med ham på ensomme steder. De har været med ham på søen og i bjergene. De har set ham alene. Alene med sin bøn. Alene med sin Far i Himlen.

Og det er netop det der er det afgørende: Dette mennesker lever ikke for sig selv. Han lever i inderlig bøn til sin himmelske Far. Hans hjerte er rent. Hans tanke rummer kun sandhed. Hans vilje er ikke hans egen.

Han er Guds menneske på jorden. Han er Guds åbenbaring. Guds virkelighed kommer til syne i ham. Han er herligheden i menneskeskikkelse.

Og det sker en dag da de er ved Kæsarea Filippi - lidt nord for hjemegnen Galilæa - at Jesus spørger apostlene hvem folk mener han er. Og de svarer at folk taler om at han er Johannes Døber eller en af Israels store profeter der er kommet igen.

Og så stiller Jesus spørgsmålet til dem: ”Men I, hvem siger I at jeg er?” ... Folk kan sige så meget og mene så meget, men hvad mener I?

Og Peter svarer på alles vegne: ”Du er Kristus, den levende Guds Søn.”

Ja, han er netop Sønnen. For hans liv er et samliv med Faderen, uden forbehold og uden ophør. Han lever i et og alt fra Gud og til Gud.

Peter og de andre ser det. Det er ufatteligt for dem, men de ser det. Derfor må de sige som de siger: Han er den levende Guds Søn.

Men Jesus afkræver ikke blot apostlene en bekendelse. Han taler også til dem om sin lidelse og sin død og sin opstandelse. For i og ved det liv han har med sin Far i Himlen, skal døden overvindes. Det er derfor han er kommet til verden.

Han skal udslette den magt der river os fra hinanden. Han skal nedbryde alt hvad der skiller os fra Gud og hans herlighed. Han skal i sandhed føre os fra mørket og ind i lyset.

Det Jesus siger om sin lidelse og død, er uforståelig og forargelig tale for apostlene. Men Jesus fortsætter sin vej. Og seks dage efter tager han tre af dem, Peter og Johannes og Jakob, med op på et højt bjerg. Og de ser ham blive forvandlet for deres øjne. De ser ham i lysende klarhed. Og de hører Guds stemme over ham.

Det er en vigtig beretning - beretningen om forklarelsen på bjerget. Alle de tre første evangelister har den med. Og også i en lidt senere overlevering, i Peters Andet Brev, omtales forklarelsen på bjerget. Vi har hørt det i dagens epistel:

”Han modtog ære og herlighed af Gud Fader, da der lød en røst til ham fra den ophøjede herlighed: ’Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.’ Denne røst har vi selv hørt lyde fra himlen, mens vi var sammen med ham på det hellige bjerg.”

Og da Jesus forvandles for øjnene af Peter og Jakob og Johannes, er det igen hans bøn og hans samliv med Faderen det handler om.

Det er måske knap så tydeligt i Matthæus’ udgave af beretningen. Men hos Lukas er det direkte fremhævet. Dér hedder det: ”Mens han bad, ændrede hans ansigt udseende, og hans klæder blev blændende hvide.”

”Mens han bad...”: Da Jesus står for de tre apostle i forklaret skikkelse, er det hans bøn der bliver synlig. Han er så tæt ved sin himmelske Far, han er så dybt forbundet med ham - at det pludselig kan ses!

Peter og Jakob og Johannes ser at Jesus er helt gennemsigtig for Guds herlighed. De ser at han er uden skygger og uden mørke. De ser at han er verdens lys.

Det skete engang. Det blev fortalt. Lang tid er gået. Og så kommer vi til kirke som de usikre nutidsmennesker vi er. Vi kommer til kirke.

Og vi hører om Jesus. Vi hører apostlenes bekendelse: ”Du er Kristus, den levende Guds Søn.” Vi hører om forklarelsen på bjerget. Vi kan se det for os. Vi kan fornemme apostlenes dybe forundring. Vi kan høre Guds stemme der lyder til dem.

Men er det sandhed? Er det sandhed også for os? Er det sandhed for dig?

Den stærkeste kraft i vores tid og i vores samfund det er den kraft der drager alt ind i tidens strøm. Det er den kraft der gør al sandhed til noget historisk, noget der engang var, noget der så at sige kommer og går, noget der blot gælder på en bestemt tid og et bestemt sted.

Tiden siger til os: Ja, der var mennesker der levede og troede sådan og sådan. Men det var dengang. Og nu er det en anden tid. Og vi har kun overleveringen, og den er lige så usikker som alle andre overleveringer.

Og den er heller ikke den eneste. Vi er omgivet af livstolkninger og overleveringer af mange slags. Det er altsammen opstået i historiens løb. Det er menneskers erfaringer og tanker og ideer. Meget af det kan have noget for sig. Men det har altsammen sin begrænsning.

Gud åbenbarer sig i Jesus. Han er Kristus. Apostlene og disciplene erfarer det, og de kalder ham Sønnen. Den levende Guds Søn. Deres erfaring og deres tro samles i den bekendelse.

Men vi er naget af usikkerhed. Hvordan skulle vi kunne sige som apostlene siger? Hvordan skal vi kunne gøre deres bekendelse til vores bekendelse?

Sådan kan vi spørge. Men der er noget vi glemmer. Vi glemmer at det hele går tilbage til Jesu samliv med Faderen. Vi glemmer hans bøn.

Og det er jo det der er sagen! Også for os! Vi kan ikke høre os til evangeliets sandhed! Heller ikke selvom Paulus siger at troen kommer af det der høres. Vi kan ikke kun høre os til sandheden. Vi kan slet ikke vurdere os til sandheden. Vi kan ikke finde frem til sandheden ved at blive stående på sikker afstand og høre og vurdere.

Vi kan kun finde sandheden ved at gå den i møde. Og Jesus - sandheden om Jesus: at han er Kristus - går vi i møde ved at gå ind i hans bøn.

Vi kan kun bede os til sandheden!

Vi kan kun finde sandheden i bønnen! I Jesu bøn til Faderen. Han har jo selv lært os den! I bønnen i hans navn. I bønnen sammen med ham. I bønnen til ham!

”Vor Far, du som er i himlene...” Det er hans ord. Det er hans Far. ”Det er min elskede Søn. I ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!” Sådan lyder Guds stemme på bjerget.

Han er Guds Søn. Gud er hans Far. Men han lærer os at sige: ”Vor Far”. Vi er ikke alene om Gud. Vi har Gud som vores Far sammen med Jesus. Sammen med hinanden. Sammen med alle mennesker.

Vi er det nye gudsfolk. Vi er Jesu brødre og søstre. Vi er Guds børn sammen med ham. I bønnen. Og i livet. Men først i bønnen. Kristenlivet udspringer af bønnen - ligesom Jesu liv udspringer af bønnen.

Det er dér sandheden er. I bønnen er den sande erkendelse. Af ham. Og af Faderen. Og af Ånden, kraften, inspirationen, klarheden, kærligheden.

Det er en anden erkendelse end verdens og tidens erkendelse. Det er en anden måde at se og høre og sanse og begribe på. Det er - om man vil - evangeliets erkendelsesteori.

Der er ingen afstand. Der er kun medleven, deltagelse, samliv, dialog. Det er at være nær ved selve det underfulde, ved verdens hemmelighed. Med Jesus hos Faderen. Det er personligt. Der bliver lagt helt beslag på os. Ligesom Jesus lagde helt beslag på apostlene og disciplene.

Læg bare mærke til hvad der senere sker med Paulus! På vejen til Damaskus bliver han omstrålet af himmelsk lys og kastet til jorden, og den opstandne taler til ham. Og han mister synet og må føres ind til Damaskus.

Og i Damaskus er der en discipel som hedder Ananias. Og Jesus viser sig for Ananias og siger til ham: ”Rejs dig og gå hen i Den lige Gade og spørg i Judas' hus efter Saulus fra Tarsus. For han beder, og han har i et syn set en mand, der hedder Ananias, komme ind og lægge hænderne på ham, så han igen kunne se.”

”Han beder...” Mens Paulus er blind, beder han. Og allerede hans bøn er vejen til at se. Han er blevet blændet af lyset fra den opstandne Kristus for at han skal komme til at se sandheden. Og i den forvandling, i den proces, bliver han draget ind i bønnen.

”Han beder...” Ja, i bønnen bliver Paulus’ omvendelse i fuldbyrdet. I bønnen begynder det nye liv. I bønnen lærer han at leve med Kristus. I bønnen bliver der lagt helt og holdent beslag på ham. Han må give alt, og han får alt.

Vi har hørt henvisningen til forklarelsen på bjerget i Peters Andet Brev. I indledningen til samme brev læser vi det forunderlige ord at vi har fået mulighed for at få del i guddommelig natur: ”Gud har skænket os sine store, dyrebare løfter, så I ved dem kan slippe fri af forkrænkeligheden i denne verden med dens begær - og få del i guddommelig natur!”

Det betyder ikke at vi bliver guder, eller at vi bliver som Gud. Men det betyder at det liv som Sønnen har med Faderen, det får vi lov at være i. Vi bliver draget ind i bønnen. Det er hans bøn og vores bøn. Dér er al frygt drevet bort. Dér er alting lys og herlighed og glæde. Amen.

Jan Ulrik Dyrkjøb
Knud Hjortsøvej
DK-3500 Værløse
Tel.: ++ 45 - 44 48 06 04
e-mail: jukd@vaerloesesogn.dk


(zurück zum Seitenanfang)