Denne lignelse om arbejderne i vingården handler om to ting. For det første sætter den ord og billeder på noget af det mest fundamentale i et kristent menneskesyn: nemlig at mennesket altid er og vil være en skyldner. Alt, hvad vi har, og hvad vi er, det er vi kun på grund af Guds gavmildhed. For det andet handler lignelsen om, hvor glædeligt det i virkeligheden er, ikke at skulle nøjes med hvad der strengt og retfærdigt tilkommer os.

Det er en lignelse, som bryder ind og kaster en ny dimension ind i vores senmoderne hverdag: i vores opfattelse af, hvad der styrer verden, i vores opfattelse af hvad retfærdighed er, og i vore forestillinger om, hvorledes der er et forhold mellem Gud og mennesker.

I

Retfærdighed er lige for lige, siger vi. De gamle havde et princip, der hed: øje for øje, tand for tand, liv for liv. Det ligger stadigvæk dybt i de fleste mennesker.

I en bog om dødsstraffens genindførelse i Danmark fra 1930erne står der som bogens motto: Enhver humanitet mod forbryderen er en forbrydelse mod offeret! - Lige for lige. Det er et strengt princip. Men alligevel synes de fleste, at det er det bedste. Sådan skal der dømmes. Det er kun retfærdigt. Alle skal vide, at vi fra samfundets side ikke tolererer den grove vold, sagde den danske statsminister i sin nyårstale i år. Og det var jo godt sagt, mente mange, og rigtigt, mente lige så mange. Ingen skal kunne være i tvivl om, at vi er på ofrenes side, siger Danmarks justitsminister. Anderledes kan det ikke være. Det er kun retfærdigt. Hvordan skulle det ellers være?

Men hvordan er det med retfærdigheden uden for politikernes og domstolenes verden, nemlig i den verden, hvor vi selv er hovedpersonerne. Her dømmer vi så fantastisk hurtigt efter, hvad øjnene ser og hvad ørerne hører. Somme tider behøver det endda kun være et rygte. En avishistorie. Det kan være et menneske, der bare er under mistanke og måske senere bliver sigtet i en sag, og vi har allerede dømt ham. Og viser det sig så, at vedkommende endda er skyldig, så ser vi kun den skyldige i det menneske. Du har gjort sådan og sådan ... altså skal du kunne regne med at blive behandlet sådan og sådan. Du har kun arbejdet så og så længe, altså har du kun fortjent så og så meget. Anderledes kan det ikke være. Det er kun retfærdigt.

Sådan tænkte også de daglejere, som var blevet hyret tidligt om morgenen. De var blevet enige med vingårdsmanden om en dagløn på en denar. Og det var de tilfredse med. Da dagen er omme får de så deres aftalte løn. Og det havde de sikkert også været tilfredse med, hvis ikke det var fordi de som de sidste i betalingskøen nu så, at der IKKE blev gjort forskel på nogen ved udbetalingskøen. Det er værd at bemærke sig. De blev ikke vrede fordi der blev gjort forskel, men fordi der ikke blev gjort forskel. Alle den samme løn. Disse daglejere bliver vrede, fordi de ikke mener, at de andre har gjort sig fortjent og alligevel får. Det er uretfærdigt.

Jamen er det nu det? Er det kun uretfærdigt? Er den eneste form for retfærdighed den, hvor enhver får, hvad der strengt taget og retfærdigt tilkommer ham eller hende?

II

Med daglejernes reaktion rører lignelsen ved noget af det dybeste i menneskelivet. En drivkraft med uanet styrke, som vi ofte ikke hvad vi skal stille op med, og som fører i ulykke gang på gang: misundelsen.

Det er også et tilbagevendende tema i den bibelske litteratur. Allerede i Bibelens første fortælling om Paradis og syndefald dukker misundelsen op i slangens mund som et ubestemt, men forbudt ønske om at blive ligesom Gud. Kundskabens træ er Guds, men vi vil også kunne spise med. Her udpeges misundelse som roden til alt ondt: med misundelsen falder mennesket ud af paradiset. Med misundelsen bliver det hjemløst, udstødt.

Videre i den bibelske fortælling gør misundelsen mennesket til brodermorder. Kain så, at Abels ild steg til himlen, mens hans egen kun krøb ynkeligt langs jorden. Kain blev misundelig. Kain myrdede Abel, og pointen er, at der en Kain og en Abel i ethvert menneske. Når vi bliver set på med misundelsens blik eller når vi selv ser med misundelsens blik. Så bliver vi som mennesker udstødte og oversete,

Det er dybest set også misundelsen, der driver daglejernes opfattelse af retfærdighed. Hvorfor skal de, som har arbejdet lidt, have lige så meget som os?

III

Overfor vores opfattelse af retfærdighed som lige for lige, øje for øje, og overfor misundelsens énøjethed stiller lignelsen kærligheden, som den stærkeste kraft: der skal komme én, som ikke dømmer efter, hvad øjet ser og efter hvad øret hører. Og det er ham, Jesus af Nazareth, der fører ordet her med sin lignelse om, hvordan det er med Himmeriget og med Guds syn på mennesker. Kan Gud som en anden vingårdsejer da ikke regne og tælle arbejdstimerne sammen? Jo, men han dømmer ikke efter fortjeneste. Han ser ikke disse mennesker kun som daglejere, der har gjort sig fortjent eller ikke fortjent. Gud ser dem først og fremmest som de mennesker, med hvem han har indgået en aftale, en pagt. Dette her handler ikke om arbejderens forhold til arbejdsgiveren, men om menneskets forhold til dets skaber. Han dømmer ikke efter, hvad øjet ser eller øret hører, men efter sin egen retfærdighed. Gud er altså den, der som vingårdsejeren giver alle en lige stor dagløn. de får ikke som forskyldt - og det skal de være glade for alle sammen. Det er en anden vigtig pointe i lignelsen: at de alle sammen skal være glade for, at de ikke får som forskyldt: både dem, der blev hyret sidst på dagen, men også de vrede daglejere, som ganske vist havde arbejdet flittigt hele dagen og som derfor kunne se ud som om de havde svaret hver sit, men som alligevel ender med at falde for misundelsens kraft og dermed være lige så skyldige som alle de andre.

Gud giver altså ikke efter, hvad øjet ser og øret hører. Hvorfor? Fordi han vil. Har jeg ikke lov at gøre, hvad jeg vil, med det som er mit? - siger vingårdsejeren.

Det er evangeliet i denne lignelse, at vi ikke skal nøjes med det, som strengt og retfærdigt tilkommer os. For Guds retfærdighed er bundet til den kærlighed, der samler alt tabt op. Fordi han vil. Amen.

Dr. theol. Gertrud Yde Iversen
Fasanvej 21
DK-6240 Løgumkkloster
Tel: 74 74 55 99
gyi@mail.tele.dk