Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, Redaktion: R. Schmidt-Rost

Septuagesimae, 16. Februar 2003
Mathæus 20, 1-16, Jan Ulrik Dyrkjøb
(-> zu den aktuellen Predigten / www.predigten.uni-goettingen.de)

Jesus vil have os til at se alting på en ny måde. Han vil have os til at se alting som Gud ser det. Han vil have os til at opdage at Gud er anderledes.

Gud handler anderledes og ser anderledes end vi handler og vi ser. Gud er vores skaber og livgiver.

Gud åbenbarer sig for os og giver sig selv til os. Men han kæmper også med os. Om nødvendigt kæmper han direkte imod os.

Han kan nemlig ikke bare lade os være. Gud vil noget med os. Han vil forvandle os. Han vil tvinge os væk fra os selv. Han vil have os til at glemme os selv. Han vil flytte vores centrum væk fra os selv. Han vil selv være vores centrum.

Sådan er det for Jesus. For ham er Gud centrum. Han er ikke noget for sig selv, og netop derfor bliver han alt. For Jesus handler alt om hans Far i Himlen. Og sådan vil han at det også skal være for os.

Men for at det skal kunne lade sig gøre, må han drage os ind i sin virkelighed. Han må prøve at få os til at se som han ser, være som han er, bede som han beder, give os selv som han giver sig selv.

Jesus vil have os til at se alting på en ny måde. Han vil have os til at se alting som Gud ser det. Flytte os væk fra os selv. Så Gud bliver centrum. Så er vi nemlig dér hvor Jesus selv er. Så er vi hos Gud.

Det er det Jesus vil. Og det han vil, det gør han. Han gør det på mange måder. Han kalder disciplene til at følge sig. Han stiller mennesker over for Guds krav.

Men han er også barmhjertig. Hans barmhjertighed er uendelig. Han opsøger de fortabte og udstødte. Han besøger de foragtede. Han helbreder de syge. Han tilgiver det menneske som ingen kan tilgive, og som heller ikke kan tilgive sig selv. Han giver alt. Han giver sig selv.

Men dermed drager han også alle ind i sin virkelighed: ”Kom til mig alle I som er trætte og tyngede af byrder, og jeg skal give jer hvile!”

Og hvad gør så vi? Vi mener at der må være en verdensorden, og at vores liv må have en mening. Der må være et system. Der må være rettigheder. Der må være pligter. Der må være retfærdighed.

Peter og de andre apostle siger til Jesus: ”Se, vi har forladt alt og fulgt dig. Hvad får så vi?” Og Jesus lover dem at når verden fuldendes, og alt bliver nyskabt, og den gamle verden skal dømmes, da skal apostlene sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer. Og han siger at den der har forladt alt for at følge ham, skal få det hundreddobbelt igen og arve evigt liv.

Det lyder jo godt! Men så tilføjer Jesus: ”Men mange af de første skal blive de sidste, og mange af de sidste de første.” Selvom Jesus lover apostlene en vigtig plads på dommens dag, så skal de lige have at vide at det godt kan gå anderledes. Der er ingen sikkerhed. De er i fare!

For de er jo allerede begyndt at tænke på deres egen placering i den store sammenhæng: ”Se, vi har forladt alt og fulgt dig. Hvad får så vi?”

I det udsagn ligger faren gemt. Det de siger, viser at de stadigvæk har sig selv som centrum! Jesus er nødt til at advare dem. Han er nødt til at fortælle dem en historie der rydder alle menneskelige forestillinger om system og retfærdighed af vejen - én gang for alle.

Den historie som Jesus fortæller, kalder vi lignelsen om arbejderne i vingården. Evangelisten Matthæus genfortæller den, og vi har lige hørt den endnu engang - for det tilfældes skyld at vi skulle have glemt den.

Arbejderne henholder sig til et system og en bestemt form for retfærdighed. Det er den form for retfærdighed vi er nødt til at have i et samfund. Det er den form for retfærdighed som handler om os, og om hvordan vi skal leve sammen i denne verden. Det er retfærdigheden som den ser ud fra vores synsvinkel.

Mens det er noget andet der er det vigtige for Jesus. Han viser apostlene - og os - hvad der er Guds synsvinkel. Vingårdsejeren siger til de arbejdere der beklager sig: ”Har jeg ikke lov at gøre hvad jeg vil, med det der er mit?”

Gud har magten. Hans er magten og æren og riget - eller ”kraften og herligheden og riget”, som det hed i en ældre oversættelse af fadervor. Og Gud giver frit og suverænt: ”Jeg vil give den sidste her det samme som dig,” siger vingårdsejeren til den arbejder der tror at han skal have mere fordi han har arbejdet længere.

Fuldstændig suverænitet. Fuldstændig hensynsløs gavmildhed. Det fuldstændige brud med alle menneskelige forestillinger om retfærdighed - hvor rimelige de end ellers kan være. Sådan er Gud!

Det er den Gud Jesus taler om. Det er den Gud Jesus har som sin Far i Himlen. Det er den Gud han åbenbarer. Det er den Gud han vil drage os hen til.

Hvorfor er det så vigtigt, det med Gud? Oldtidens store kirkefader Augustin siger et sted: ”Gud og sjælen begærer jeg at kende. - Intet andet? - Intet andet.” Augustin levede fra 354 til 430. Han blev født i en af de romerske provinser i Nordafrika, i det nuværende Algeriet. Dér var han også i de sidste mange år af sit liv biskop.

Denne nordafrikaner fra en længst forsvunden tid blev en af de største skikkelser i kristendommens og den vestlige verdens historie. Hvis man skulle udpege en håndfuld mennesker der tydeligere end andre har sat deres præg på åndshistorien, så ville Augustin være blandt dem.

Og hvad var Augustin optaget af? Gud og sjælen - og intet andet. Virkelig intet andet? Nej, intet andet!

At vores sjæl er værd at være optaget af, det burde ikke overraske. Vil vi ikke gerne vide det afgørende om os selv? Vil vi ikke gerne vide hvem vi virkelig er? Vil vi ikke gerne kende målet for vores inderste stræben?

Det vil vi nok. Men Gud? Hvorfor er Gud vigtigere end alt andet? Vi kan jo ikke se Gud. Jesus fortæller en historie om noget som apostlene ikke kan se. Og som vi heller ikke kan se.

Gud er vigtig. Gud er livsvigtig for os. For Gud er livet, og Gud er friheden.

Alt andet går jo mod døden. Vi går selv mod døden. Vi kæmper for livet mod døden. Det er det vores liv med hinanden går ud på. Men det er en kamp vi er dømt til at tabe.

Men Gud er livskilden. Gud er livet. Og naturligvis kan vi ikke se Gud. Vi kan kun se hans lysende skaberværk. Lysende er det - selvom alt er forgængeligt og dødeligt. Det er det han vil at vi skal leve i og være i og virke i, skaberværket, jorden, fællesskabet, omsorgen, kærligheden.

Lysende - og farligt og dødeligt er det. Og gennem dette farlige og dødelige liv vil han drage os til sig, for han er livet selv. Han vil vinde den sejr som vi ikke selv kan vinde, og han vil give os del i sejren.

Gud er livet. Og Gud er friheden. I alt menneskeligt er vi jo bundet af vores retfærdighed, vi er bundet til ret og uret, til magt og eftergivenhed, til det vi kalder godt og det vi kalder ondt. Vi er bundet af vore egne ideer og forestillinger og systemer. Og vi jagter hinanden.

Uden Gud kan vi ikke andet end bemægtige os livet og jagte hinanden.

Men alt det gælder ikke hos Gud. Hos ham er vi ikke bundet til alt det der ellers gælder. Hos Gud er vi kun bundet til Gud selv. Og han er et uendeligt dyb af skaberkraft og kærlighed. Det er den højeste frihed.

Gud er hinsides ret og uret - vores ret og uret - ja, hinsides godt og ondt - vore forestillinger om godt og ondt. Han gør vores visdom til skamme. Sådan siger Paulus det. Og han siger at Gud indsætter en helt ny visdom. ”For dem der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom.”

Ikke menneskers visdom. Men Guds kraft og Guds visdom. I dette menneske, i Kristus Jesus, ham der kom til os i tidens fylde, ”åbenbaret i kødet, retfærdiggjort i Ånden, set af englene, prædiket blandt folkene, troet i verden, taget op i herligheden.” Også det siger Paulus, så smukt og storslået som han kan.

Vi kan ikke se Gud. Men vi kan lytte os til ham. Kan I ikke høre den kraft der er i de første vidners ord? Apostlene, Paulus især, kirkefædrene. Kan de virkelig have haft den kraft, den visionære storhed, fra sig selv? Er det ikke en stærkere kraft? Er det ikke Gud der åbnede deres øjne og udvidede deres sind og gav deres ord styrke? Er det ikke den opstandne og himmelfarne Kristus der greb dem?

Vi kan ikke se Gud. Men vi kan lytte os til Gud. Og vi kan bede os til Gud. Den lignelse Jesus fortæller apostlene om vingårdsejeren og arbejderne i vingården er en advarsel og et forsøg på at rydde grunden. Hør hvem Gud er! Hør hvad jeg er kommet for at vise jer! Hør hvor storslået og gavmild og anderledes Gud i virkeligheden er!

Og det er den Gud Jesus selv lytter til og beder til. Han lever i lytten, i lydighed, og i bøn. Hans inderste væsen er lytten og lydighed og bøn. Og han vil ikke andet end drage os ind i sit væsen. Han vil ikke andet end drage os ind i sin lytten og lydighed og bøn. Det er det eneste der virkelig kan forvandle os. Det er det eneste der virkelig er liv. Det er den eneste sande frihed. Amen.

Jan Ulrik Dyrkjøb
Knud Hjortsøvej
DK-3500 Værløse
Tel.: ++ 45 - 44 48 06 04
jukd@vaerloesesogn.dk



(zurück zum Seitenanfang)