Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, Redaktion: R. Schmidt-Rost

Reminiscere, 16. März 2003
Markus 12,1-12 ( Matthæus 21,28-44), Hanne Sander
(-> zu den aktuellen Predigten / www.predigten.uni-goettingen.de)

Lignelsen her om de vinbønder, der bliver kaldt onde, har sin parallel i Matthæusevangeliet, hvor Matthæus sætter den sammen med lignelsen om de to sønner i vingården, der også kaldes jabroderen og nejbroderen. Lignelsen viser en far med to sønner, hvor faderen først beder den ene om at gå hen for at arbejde i Vingården og sønnen siger nej, men fortryder sit nej og går alligevel hen i vingården og arbejder. Så beder faderen den anden, der siger ja, men ikke går derhen. ”Hvem af de to” spørger Jesus, ”gjorde deres fars vilje?” Da de to lignelser støtter hinanden, vil jeg gerne inddrage begge lignelser.

Jeg kan stadigvæk huske en studiekammerat i Aarhus, hvor jeg læste, der ligesom alle vi andre med jævne mellemrum fik besøg af bogsælgere, der prøvede at overtale os til at købe så den ene så det andet 10-bindsværk, der skulle helt uundværligt, hvis vi gjorde os håb om at få eksamen. Men den her kammerat fandt ud af, at den hurtigste måde at komme af med bogsælgerne på, var at byde dem indenfor, høre lidt på deres anbefalinger og så bare skynde sig at sige ja og skrive under – for så bagefter så snart de var gået at fortryde og afbestille det hele ved at sende et postkort.

Det er ikke et system, jeg kan anbefale – men historien kan godt få en til at spekulere over, hvorfor der så godt som aldrig bliver spurgt efter en begrundelse, når vi siger ja – mens vi skal forklare og, ja nærmest undskylde, når vi siger nej til nogen.

Hvor tit siger vi ikke ja til noget samtidig med at vi lader andre muligheder stå åbne, så hvis der kommer andet imellem – og jeg får andet for, så bliver mit ja til et nej.

Men jasigeren glemmer, at han har vakt nogle forventninger hos den, der spurgte. Den der spurgte kunne ikke høre, at ja’et var fyldt med forbehold – kunne måske heller ikke høre, om det var et ja, der kun havde til formål at komme nemt og høfligt ud af sagen.

Det ligger fristende nær at overføre billedet på megen folkekirkekristendom. Når vi ser på medlemstallet i Danmark ,er der mange jasigere – men når ja’et skal leves ud i virkeligheden, i dagligdagen, så viser det sig, at der var et nej i ja’et. Forleden var deren fjernsynsudsendelse, der viste to afrikanske studerendes indtryk af kirke og samfund i Danmark. De afrikanske studerende var rystede over, at er for eksempel kun var fire børn i en 3.klasse med 22 elever, der kunne Fadervor, og at der i den samme klasse kun var seks, der en gang imellem havde været i kirke. Børnene blev spurgt, hvorfor de ikke gik i kirke, og en del af dem sagde, at det havde de ikke lyst til. Andre sagde, at det gjorde deres forældre heller ikke. Men alle i klassen var døbt. Der var altså sagt ja.

Set på den måde er nej-sigeren mere sympatisk. Han skaber i hvert fald ikke forventninger, som han så siden ikke indfrier. Tit skal der mere mod til at sige nej – til at gå imod strømmen, til at bryde med det vedtagne – til at gå sin egen vej ved at sætte sig ud over det forventede.

Men lignelsens nejsiger holder jo heller ikke fast ved sin beslutning. Heller ikke hos ham hænger ord og handling sammen – så i det stykke har jasigeren og nejsigeren ikke noget at lade hinanden høre. Og ingen af dem føler sig forpligtede på det fælles liv og det fælles arbejde i vingården. Jeg ser dem begge udtrykke en holdning, der siger, at jeg gør hvad jeg har lyst til og hvad der passer mig – og begge overser de, at der er forventninger til dem. En gang for længe siden hed det at mennesker har et kald – at der er noget vi skal – at tilværelsen/ Gud og andre mennesker regner med os – og vil os noget.

Sådan synes jeg da også de to billeder i teksten hænger sammen, billedet af jasigeren og nejsigeren og billedet af vingårdsejeren, der forpagtede sin vingård ud.

Hvad der ligger indirekte og underforstået i det første billede kommer klart frem i det andet billede:

Hverken jasigeren og nejsigeren er tilstrækkelig opmærksomme på, hvordan deres liv hænger sammen med andres og påvirker andres liv, mens forpagterne af vingården lever deres liv, som om det er dem, der bestemmer og er herrer. Som om vingården og frugten var deres – og som de derfor ikke vil dele med nogen. På en måde er det utrolig naivt: at leve som om de har ret til vingården/verden – frem for andre – og derfor voldeligt prøver at holde andre ude for at beholde høsten/udbyttet for sig selv - men konsekvenserne er voldsomme og frygtelige.

Da lignelsen blev tolket i samtiden blev den forstået ret lokalt, nemlig som en voldsom kritik af jøderne, der ville beholde vingården for sig selv og betragtede Gud som deres Gud – og hvor de i forsvar gik så vidt som til at slå sønnen Jesus ihjel for at sikre sig arven.

Set sådan har lignelsen ført meget antisemitisme med sig.

I 1500-tallet blev lignelsen tolket i opgøret mellem den katolske kirke og den protestantiske bevægelse. Maleren Lucas von Cranach har malet et fantastisk billede, der viser, hvordan paven og hans folk misrøgter vingården og lægger den øde, mens Luther og dem, der stod på hans side, passer og plejer vingården som den skal, for at der kan blive en god høst.

I en nutidig tolkning kan man overføre billedet på flere måder:

socialt –politisk: og se os selv i den vestlige verden, som dem, der har sat os på verden som vingården – og gør alt hvad vi kan for at holde andre ude.

Religiøst: se os selv som dem, der siger at Guds rige som vingården er vores.

I alle tilfælde ender lignelsen her: med nogle ganske forfærdelige konsekvenser , men sådan kan vi ikke gå hjem fra kirke.

Så kan jeg måske bebrejdes, at jeg ikke vil lade den sviende kritik af vores måde at leve på stå som det sidste, men inde i det sidste billede er der et andet billede, nemlig af sønnen, der både sagde ja og gik hen i vingården – og lod sig slæbe udenfor og slå ihjel - men som fastholdt sit ja, til sin far, til verden, til os.

Hans ja bliver et modbillede til alle vores tomme jaord og trodsige sigen nej.

Og vi kan høre Guds ja til os gennem ham – for at der kan peges på nye veje, åbnes nye muligheder, for at vi kan komme til ny indsigt og selverkendelse.

Amen.

Pfarrer Hanne Sander
Prins Valdemarsvej 62
DK-2820 Gentofte
Tel.: ++ 45 - 39 65 52 72
e-mail: sa@km.dk



(zurück zum Seitenanfang)