Forleden dag kunne man i morgenradioens ’klassisk musik’ høre musik, der havde med påske at gøre.
Eet af stykkerne var passionsmusik og blev af studieværten introduceret nogenlunde sådan: ’...foran en port på en større plads er en masse folk stimlet sammen. Et optog er undervejs. En mand på et usselt udseende trækdyr – et radmagert æsel kommer ridende. Selv er han simpel og jævn at se til af udseende. Benene slaskende ned langs siderne, de berører næsten jorden. Omkringstående folk har skåret palmegrene af og smidt dem foran ham, og de tiljubler manden, der stille og roligt ridder ind ad porten.....’.
Uden introduktion fik denne skildring i mine øren et skær af komik. Der var noget latterligt og grinagtigt over den måde, studieværten fik fremstillet Jesu indtog i Jerusalem på. Og jeg ved ikke, hvordan Jeres forestillinger om indtoget er. Men da jeg gik billederne efter, som jeg selv har set fremstillet af indtoget, dukkede der langsomt flere scener op, hvor man trækker på smilebåndet. Man ser scenariet foran sig: en uforholdsmæssig stor mandsskikkelse, befordret af et lille hovdyr, og så al den postyr og virak.
Hvorfor smiler man lettere overbærende, finder det komisk, ja parodisk?

Vel ikke kun i kraft af sceneriet? Men vel også fordi vi, der sidder her 2000 år efter sidder med den viden, at vi kender slutningen på det indtog og tænker kynisk: at han ikke vidste bedre. Men vi smiler også lettere overbærende, fordi vi selv har set så mange optog – enten i virkeligheden eller på film – hvor vi også sidder med en blandet fornemmelse af ærefrygt, respekt, alvor p.d.e.s. og tilbagelænet overbærenhed, en lille kynisme, der hvisker: vi ved bedre!!

En gud kommer ridende igennem en port – et tegn på kroning, ophøjelse – på et lille trippende æsel. Og så tænker jeg på børnene, der leger eller spille ’æsel’, og den der bliver æsel, dét er den dumme, som de klogere kan grine ad eller grine ud. Og man kan være stædig som et æsel, og det er i grunden også komisk.

Det lattervækkende, det komiske og kristendommen ligger ikke fjernt fra hinanden. Op igennem kirkens historie har der været fester, hvor komedien var i centrum. Ved disse komediefester var klovnen eller narren hovedfiguren Man gjorde nar af magten. Som om det ophøjede ikke kan komme til udtryk på anden måde end på den bagvendte, den omvendte måde. På ironiens og humorens betingelser. Med den bløde og opfindsomme humor – den underfundige bemærkning, det sjove kostume, den snedige og påhitsomme tanke – har man afvæbnet magten – den religiøse såvel som den politiske.

De første fremstillinger af Kristus er også et billede, der vrænger af det ophøjede, nemlig en grafitti, der skildrer den korsfæstede som et æsel hængt op på et kors. Sådan var de kristnes gud, sagde hedningerne ”En æselgud”. Æselet – det lave dyr, det kortbenede dyr, det sagtmodige dyr. Det dyr, der hører jorden. Jord på latin = humilis – af jorden.

Vi griner af den skæve. Af den der er på sidelinjen. Den utilpassede. Vi griner af den dumme, den anderledes, den der ser forkert ud. I latteren og med grinet distancerer vi os til det, vi ikke vil være. Vi er ikke de dumme, ikke de anderledes, ikke udenfor. Nej, vi er de kloge, de rigtige, dem som er indenfor. Latteren er spottens sted. Den er med til at cementere fællesskabet af kloge. Med en ironisk bemærkning eller det sarkastiske grin får vi hurtigt sat skel mellem os og dem, indenfor og udenfor.

Men latteren kan også være et rungende ekko af håbløshed og opgivelse over for det mørke, som vi pludselig ser ind i. Vi griner skingert og lidt hysterisk, når det pludseligt går op for os, at det som vi forventede af fremtiden ikke blev til noget. At det som vi håbede på, endte i håbløshed. Latteren ligger gråden nær. Vi oplever pludselig tilværelsens meningsløshed eller absurditet, og vi græder, men nogen gange kan vi heller ikke lade være med at grine af det hele. Som et skrøbeligt værn imod afgrunden.
Kender vi det ikke fra os selv og vore egne erfaringer, så kender vi det i hvert fald fra læsningen af bøger eller når vi ser film. Tænk bare på Chaplin eller Gøg og Gokke: det går dem skidt og forkert hele tiden, og vi sidder og slår os på låret af grin. Dybest set griner vi af os selv – af vor egen ubærlige fejltagelser, vor egen håbløshed, vor egen udsigtsløshed.

Men så er der også et tredje grin. Ikke den hånende og spottende latter. Ikke den desillusioneredes og håbløses latter. Men overskuddets og generøsitetens latter. Den latter, der bobler af glæde og livsoverskud. Det grin, der ser igennem fingre med alting. Det grin, der på trods af alle fremtidsudsigter alligevel tror og håber. Det utopiske grin. Det er den latter, som ser fremad og som er født af at have været noget grueligt igennem.

Måske vi skulle se indtoget i Jerusalem fra denne side. Ikke med den bedrevidende og overbærende latter. Ikke med desillusionens og håbløshedens grimasse. Men med den tredje latter. Indtoget kalder på den latter, der opstår, når et menneske, med eet, efter stor krise, tvivl eller efter uoverskuelig modgang sander, at der øjnes et lys for enden af den mørke langfredagstunnel.
Måske er evangeliet i pagt med den befriende latter, som man kan gennemrystes af, når alt er vendt. Den guddommelige latter, der kender sin bestemmelse, sit overskud – sin frihed – også hvor modstanden, lidelsen og døden rammer. Den guddommelige latter kender til en større helhed, konfronteret med tilværelsens dæmoniske kræfter.

I julen bringes vi i kontakt med billedet af Jesus-barnet i krybben. Det er højtiden for den gode begyndelse, om paradiset på jorden. Det er uskyldens og barndommens tid. Og vi overgiver os let og hengivent til den barnlige glæde og lykke. Eller vi føler os udenfor og græder over ikke at kunne finde den naive og enfoldige glæde længere. Men barnedrømmen og længslen efter paradis vil være der.

I påsken fortælles ikke en barndomsfortælling, her er ingen drømmerier om det tabte paradis, her er ingen længselssukke, der kan forsødes i fortiden. Påsken er for de voksne, og vel og mærke de voksne, der i mødet med modstand, lidelse og død ikke vender blikket mod barndommens og tryghedens tabte dage, men er i stand til at bevare forventningen om, at det i sidste instans ikke er mig det kommer an på men Gud, der kommer mig i møde i min fortabthed. Det gælder så at sige om at kunne slippe sig selv og tro på, at frelsen og befrielsen kommer et andet sted fra, fra Gud. Den befriende og frigørende latter eller humor kommer lige dér, hvor jeg troede at have mistet alt, og så alligevel vundet alt.

I påsken fortælles om et underligt indtog, der som vi alle ved ender i tumult, i kaos, i helvede, men som alligevel bærer forventningens og håbets overskud: der kommer et andet tidspunkt, der kommer engang. At forventningen ikke gøres til skamme. Og det er lige dét, der er til at le ad eller grine ad.
Det er troens latter – håbets latter, den stærke forventnings latter. Troen, der er i stand til at rumme skærtorsdags forræderi, langfredags mørke, lørdagens nedstigning til helvede. Denne tro er pantet på opstandelsens befriende latter. Den bærer jo bud om håb.

På sit lille æsel rider Gud altså ind i den store by. Dér går det ham forfærdeligt. Men han vil det sådan – for at vise mennesker sin vej hen til mørket, men også ud af mørket og hen til påskemorgen, hvor alt vendes til det bedste – det vil sige vendes til befrielse og dermed befrielsens frelsende latter fra det mørke, der er døden midt i livet.

Så rider vi da alle på æsler for herren. Men det er vel ikke det værste, der kunne ske, når man betænker, at Herren selv, så sagtmodigt, rider forrest på sit.
” Med venner i lys vi le”. Amen.

Pfarrer Jørgen Demant
Hjortekærsvej 74
DK-45 88 40 Lyngby
Tel.: ++ 45 - 45 88 40 75
E-Mail: j.demant@wanadoo.dk