Download (284 KB)

I de situationer, hvor der skal siges farvel og tages afsked, får det der siges naturligt en særlig vægt, og ikke mindst når et menneske ved, at han skal dø, fordi det så er uigenkaldeligt sidste gang.
Hvordan skal man nu få sagt det, der virkelig ligger en på sinde, så det både bliver forstået og husket ? Hvordan kan man hjælpe dem, der efterlades ? Og man kan synes, at man bare gentager sig selv - hør jer selv på banegården, hvis toget er forsinket og afskeden trækker ud ! – man har jo sagt det hele allerede. -
Og man kan have fornemmelse af, at der skal mere end til end ord, at ordene i sig selv ikke er tydelige nok. Så kan man holde om hinanden, eller den, der bliver tilbage, kan få en gave, der først må åbnes senere, når den anden er væk. En slags pant på den andens nærvær – til ihukommelse af mig…..
Jesus sætter noget bag ved sine ord den sidste aften, han er sammen med sine nærmeste. Han sætter handling bagved, da han under måltidet rejser sig for at vaske disciplenes fødder. Det var vel at mærke slavens eller tjenerens opgave, men da Jesus tager opgaven på sig, får det en anden karakter.
Det er ikke alene det, at han ikke holder sig for god eller stor til at tage den noget ydmyge rolle på sig, men prøv at forestille jer det – og jeg gætter på, at I kan mærke, hvor megen omsorg og ømhed, der ligger i at vaske en andens fødder og hvor meget velvære, der ligger i, at der er nogen, der tager sig af en.
Sidste år holdt vi påskevandring her i kirken med nogle 3.klasser. Jeg vaskede ikke deres fødder, men deres hænder, og alene det kunne fornemmes som noget, der bragte os tættere sammen.
I og med at Jesus sætter handling bag sine ord bliver det tydeligt, hvor meget han holder af disciplene, men også hvor meget han bekymrer sig om dem. Han forudser – og med god grund – hvordan de vil begynde at diskutere for ikke at sige skændes om arvefølgen, når han er død. Hvem skal være leder? –hvem skal bestemme og styre i gruppen ? Hvordan kan han hjælpe dem med at holde sammen ?
Så er det, han får ideen med at vaske deres fødder, at bytte herre- og tjenerrollerne om for at give dem en model og et forbillede på, hvordan et fællesskab kan være, et herredømmefrit, hvor der ike er nogen, der sætter sig over andre, hverken fordømmende eller dominerende eller undertrykkende.
Men også det måltid, de spiser sammen, er en måde at sætte handling bag ordene på.
I alt hvad der sker den aften, har Jesus sine forudanelser om det, der vil komme, forrædderiet og døden, og han prøver at komme begivenhederne i forkøbet.
I år har jeg valgt at inddrage nogle billeder, der er malet af den danske maler Arne Haugen Sørensen – både i aften og påskedag. Arne Haugen Sørensen er en af de kunstnere, der i sine billeder har arbejdet meget med betydningen af påskeevangeliet. Selv mener han, at de fleste kunstnere har hver deres lille historie, som de gentager hele livet. For ham er det ” noget med kærligheden og alle tings flygtighed” – og ”noget med håb og noget med at fange skønheden og holde den fast.”
Nadverbilledet, som han malede i 1997 er altertavle i Hindborg kirke i Salling. Som betragtere kommer vi ind, da måltidet er ved at være forbi. Påskelammet har de spist, og de er kommet til frugt og nødder. Der er stadig brød og vin på bordet. Arne Haugen Sørensen har ikke placeret Jesus hverken i lyset eller i centrum, men Jesusskikkelsen tiltrækker sig alligevel klart opmærksomheden. Vi kan bare følge disciplenes blikretning.
Men jeg lader maleren selv kommentere billedet:
” Det er ved at blive mørkt, måltidet er ved at være forbi. Den blå time. Man sidder og nipper til en frugt eller en nød. På bordet ligger der stykker af vandmelon og andre frugter. Stemningen er lidt trykket. Skæbnessvanger. En person rejser sig og går ud ad døren længst til venstre. Det er Judas. Han har altid interesseret mig. Hans person og den utaknemmelige skæbne, han er blevet påtvunget af Gud. Der er sikkert gået mange, lange og triste overvejelser forud, før han rejser sig fra fællesskabet. For at udføre sin tunge samfundspligt – ligesom Brutus over for Cæsar. Den utydelige, lidt dobbelte figur på bænken tættest ved udgangen er måske samme Judas, bare lidt før tidsregningen, hvor han uroligt begynder at gøre sig klart, at han ikke vil være med længere…”
” Det er det øjeblik, hvor Jesus siger de voldsomme ord, der indstifter nadveren. De selvsamme chokerende ord, som har lydt op igennem tiderne i vores kirke i dag. Disciplene bliver overvældede, da det rigtig går op for dem, at enden er nær. Nogle protesterer, andre rækker ud efter det brød, han byder dem. En enkelt rejser sig bestyrtet op, og en anden sidder endnu med kniven i hånden, mens han forsøger at forstå rækkevidden af det, der foregår.”
Det er tydeligt, at det Jesus siger og gør vækker bestyrtelse: tag nu brød og vin. Det er mit legeme og blod, det er mit liv, jeg rækker jer. Ordene bliver til kød, og det bliver til en del af dem, der tager imod det.
Disciplene ser og gør erfaringer med det Jesus mente.
Med fodvaskningen og fællesmåltidet vil Jesus så tydeligt han kan gøre op med forestillingen om, at fællesskab mellem mennesker altid skal være præget af magtkampe og illoyalitet.
Ikke fordi han gør sig nogen illusioner om, at det holder op – i inderkredsen er det ikke bare Judas, der unddrager sig fællesskabet og forråder livet og kærligheden. Også de andre disciple benægter siden, at de er Jesu venner, og de svigter ham og flygter.

Men Jesus opgiver ikke fællesskabet af den grund. Han mistror ikke kærligheden, selvom den forrådes igen og igen. Han resignerer ikke over for livet, selvom der bliver begået overgreb mod det.
Han insisterer tværtimod på, at disciplene som hans efterfølgere skal huske, at det som de har modtaget fra ham, skal de nu selv være i verden. De skal lægge krop til Guds tanke, de skal være Kristi krop i verden og give sig selv, som han gav sig selv , elske som han elskede.
Amen.
(menigheden får udleveret en lille kopi af nadverbilledet)

Hanne Sander
Prins Valdemarsvej 62
DK-2820 Gentofte
Tel.: 39 65 52 72
E-Mail: sa@km.dk