Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, Redaktion: R. Schmidt-Rost

Jubilate (3. Sonntag nach Ostern), 11. Mai 2003
Johannes 15, 1-8, Asta Gyldenkærne
(-> zu den aktuellen Predigten / www.predigten.uni-goettingen.de)

Midt i verden står der et træ. Et træ med rødder, der rækker langt ned i jorden og med grene, der strækker sig op mod himlen. Et træ, der forbinder jord og himmel. Fortællingerne om dette træ er mange. Man hører om det i Det gamle Testamente, hvor vi kender det fra Paradisets Have og siden hen i Johannes Åbenbaringen som Livets træ, der står ved Livets flod. Men det kendes også fra den nordiske mytologi med Ask Ygdrasil, ja, det kendes også i mange andre såvel nærorientalske og indianske religioner, hvor træet er det, der forbinder jord og himmel.

Træet kan også være et billede på slægtens historie. Træet med dets vidtforgrenede krone kan rumme hele slægter med talrige slægtled og vise deres indbyrdes forbundethed, og hvor hver enkelt kun er en lille del af den større sammenhæng, en lille del af den større slægt.
Et træ kan således være et billede, der fortæller noget om historien, om tiden, men samtidig viser det også, hvordan tiden er forankret i evigheden.

”Jeg er vintræet, I er grenene” siger Jesus til sine disciple, og han siger det her mellem påske og pinse, hvor det er væsentligt for ham at få dem fortalt, hvor dybt forbundne han og disciplene er, selv når han om kort tid vil forlade dem.
Billedet med Jesus som vintræet og disciplene som grenene indeholder overordentligt meget. Der er noget fantastisk smukt og glædeligt i det. Men der en også skarphed i Jesu ord : ”Skilt fra mig, kan I slet intet gøre”. En skarphed, som kan lyde mærkelig i vore ører. For her troede vi lige, at Jesus var den, der viste væk fra sig selv, og i stedet viste os hen til vort medmenneske, som er det menneske, vi skal hjælpe. Er det ikke netop livet med vor næste, som er den vigtigste pointe i kristendommen ? Hvorfor stiller han sig nu op og farer så hårdt frem ?

Vi lever i en kultur, hvor kristendommen har sat sig mange spor, og hvor meget af det som Jesus sagde og gjorde, nu lever sit eget liv. Skilt fra ham, kunne man være tilbøjelig til at mene.
For det er en kultur, hvor medmenneskelig omsorg er noget velfærdsamfundet tager sig af. Håber vi da. Hvor næstens nød bliver afhjulpet over de offentlige skatter. Regner vi med. Hvor et menneskes værdighed er skrevet ind i vore grundlæggende juridiske rettigheder. Mener vi da.
Jo, vi har hørt, hvad det var, Jesus sagde. Vi har forstået det til fulde. Se bare hvor praktisk og viseligt, vi har indrettet os.
Men er det nu så sikkert, at vi nu også har forstået det ? Man kan godt komme i tvivl, for det er som om, vi har glemt hvor det er, vi skal hente vor næring fra. Vi tror, at grenene kan leve sit eget liv og bære frugt, selv når de er adskilt fra træet.
Men ved at kappe båndet over til den kristne tro, ved ikke at kunne høre Jesu ord bare som en svag efterklang i det vi gør og i det liv, vi lever, så mister vi hurtigt perspektivet. Rummet bliver så uendeligt småt omkring os. Vi mister ydmygheden over for det, vi har med at gøre. Vi bliver til en selvoptaget, selvretfærdig og sentimental kultur. Vi glemmer, at kærligheden er noget, der kommer ude fra og ikke er noget, vi skal hente i vort eget følelsesliv. Vi bliver benovet over det, vi opnår og kuldsejler på det, der ikke lykkes for os, for hvad er man så værd ? Ikke ret meget, er det nådesløse svar, hvis vi ikke et eller andet sted i fællesskab bevarer erindringen om, at vi skal se Jesu ansigt i ethvert menneskes ansigt.
Alt hvad vi holder for at være sandt i et menneskes liv må derfor kende sin oprindelse i noget, der er guddommeligt, for at det kan bære frugt i os. Ellers bliver for det småt, for rethaverisk eller for ubarmhjertigt.
For det er fra det træ, vintræet som også er korsets træ, som vi er podet ind på ved dåben, at vi skal finde næring. Det er dér vi skal finde håb, fortrøstning og livsmod ved at lægge øre til dets fortælling om Jesu liv, død og opstandelse og lade det blive en del af vor egen livsfortælling. Det er fra det træ, at vi skal hente modet og viljen til at hjælpe vort medmenneske. Det er det træ, der ved at knytte os så stærkt til sig, frigør os fra os selv.

Amen.

Pfarrer Asta Gyldenkærne
Skovkirkevej 21
DK-3630 Jægerspris
Tel: ++ 45 - 47 53 00 33
E-mail: agy@km.dk

 


(zurück zum Seitenanfang)