Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, Redaktion: R. Schmidt-Rost

Exaudi (6. Sonntag nach Ostern), 1. Juni 2003
Johannes 15,26 - 16,4, Asta Gyldenkærne
(-> zu den aktuellen Predigten / www.predigten.uni-goettingen.de)

Mellem påske og pinse er prædiketeksterne hentet fra Johannesevangeliet, hvor Jesus tager afsked med sine disciple. Jesus giver i sine afskedstaler disciplene et billede af hvem de er i forhold til ham og i forhold til verden. Han prøver på at bygge dem op.
Han prøver på at give dem en forståelse af hvem de selv er. Sådan så de vil kunne klare den modsigelse, som han ved, de vil stå i den dag, han ikke længere er hos dem.

Det Jesus forbereder dem på, er den modsigelse, de vil opleve ved at leve i verden. De vil på grund af deres kristus-tro være forandret. De vil ikke uden videre kunne vende tilbage til det, de er kommet fra. De vil måske endda blive forfulgt, selv af nogle som de regner for deres egne. Eller måske især af dem. For deres tro har nogle omkostninger. De vil opleve en splittelse. Mellem den verden, som de på grund af deres tro er blevet revet ud af, men som de også fremover stadig skal leve i. Modsigelsen vil være hård, så hård så de måske ikke magter at holde fast i og huske på det han har sagt til dem, fordi der i deres hverdag vil være så meget andet, der vil tale imod det og tale dem fra det.

Selvsagt så afspejler talerne den konflikt, de første kristne stod med i forhold til den jødiske tradition, men det er samtidig også en konflikt, som mange i løbet af kristendommens historie har kunnet spejle sig i. Ikke mindst de, der gennem tiderne har ønsket at reformere eller forny den kirkelige tradition har gjort sig den erfaring, at den tradition, som de selv mente at stå inden for og som de opfattede sig selv som en naturlig forlængelse af, har vendt sig imod dem og opfattede det som et frafald, hvilket så ofte er kommet til at betyde, at det der var ment som en fornyelse blev til et opgør eller måske ligefrem førte til et brud.

I vor tid og i vor del af verden hører det til sjældenhederne, at man blive forfulgt, fordi man bekender sig til kristendommen. Her er vilkårene snarere, at den kristne tro måske mest bliver mødt med ligegyldighed eller uforståenhed. For hvorfor skulle det lige netop være kristendommen, som man skal lade sit liv fortolke af, når der er så mange andre livstydninger, der byder sig til ? For man kunne vel lige så godt være blevet det ene som det andet ? Og sandt er det, at hvis man var blevet født i Indien blandt hinduer, så var det sandsynligvis hindu, man var blevet. Men det tilfældige i det, medfører jo ikke nødvendigvis, at den kristne dåb, som vi nu engang er blevet døbt med, og den kristne tro, som vi er vokset op med, at det så bliver uden betydning for én. Sådan en slutning kan man ikke umiddelbart drage. Heller ikke i sit eget liv. For tro er noget man vokser ind i, og som ens liv bliver spejlet i og vævet sammen med, sådan så tro i den enkeltes liv kan blive lige så grundlæggende som åndedrættet er det.

Denne tætte sammenhæng og sammenvævning ligger også i de ord, som Jesus siger til sine disciple, ordene om at Helligånden, sandhedens ånd skal vidne om ham over for disciplene, ligesom disciplene selv skal vidne om ham, for de har jo kendt ham fra begyndelsen af, som han siger. Han har været med i deres liv længe. De har allerede en historie sammen. Det er ikke noget nyt bekendtskab. De har fulgtes ad i lang tid, og nu er de nået dertil, hvor han om ganske kort tid vil forlade dem, og derfor er det, at han prøver at give dem et billede af hvem, de er i forhold til ham, men også i forhold til den verden, der omgiver dem.

Før kaldte ham dem sine tjenere, men nu kalder han dem for sine vidner, ja, ligefrem for sine venner. Noget af det særlige ved et venskab er netop det, at man har fulgtes ad og været vidner til de omskiftelser, der måtte have været i hinandens liv. Man har kendt hinanden, delt fortrolighed og måske hjulpet hinanden i et væld af afgørende situationer. Så tæt og så fortroligt et bånd knytter Jesus til sine disciple, til sine venner, mellem dem og ham, den korsfæstede og opstandne selv, og det er dette tætte bånd, de skal finde deres forankring i, når de møder modsigelsen. Når de står i den uundgåelig splittelse mellem hvad de oplever og møder i deres dagligdag og så deres tro.

I en af de forordnede indledninger til nadverritualet i Den danske Folkekirke henvender præsten sig til menigheden med ordene : ”Kære Kristi venner”. Det er ikke særligt almindeligt, at denne indledning bliver anvendt. Hvorfor man ikke hører det så ofte, det kan man undre sig over, men der kunne meget vel være fordi nogle ville mene, at der vil melde sig en vis forlegenhed hos menigheden, hvis man tog denne indledning i brug : ”Kære Kristi venner”. Men hvorfor dog ikke ? For som menighed har vi jo netop del i de fortrolige og nære venskabsbånd, som Kristus knytter til sin menighed. Det skal jo ikke opfattes som selvovervurdering eller selvtilstrækkelighed at blive kaldt for Kristi venner, for det er jo ham, der er hovedpersonen og ikke os, men det er jo alene en påmindelse om, at alle døbte har fået noget særligt ved at have del i det tætte bånd til Kristus selv.

Det kunne vi måske ofte have brug for at blive mindet om - at vi er Kristi venner. Brug for at blive mindet om, at så højt har han sat os. Så tæt har han knyttet sig til os. Som den sande ven, han er, kender han os, som dem vi er. Det kommer vi nemt til at glemme. Vi tror, at vi er overladt til os selv og vor egen stræben efter en vellykket tilværelse. Vi er tilbøjelige til at glemme, at der også midt i vor tids modsigelse og ensomhed, lyder et ord, der forbinder os med Kristi liv, død og opstandelse. Et ord om et guddommeligt bånd, der er knyttet til os som et venskabsbånd.

Amen.

Pfarrer Asta Gyldenkærne
Skovkirkevej 21
DK-3630 Jærgerspris
Tel: ++ 45 - 47 53 00 33
E-mail: agy@km.dk

 


(zurück zum Seitenanfang)