Det er de lyse nætters tid. Drømmenes tid. Når man synger de danske sommersange, så er der altid noget sært drømmeagtigt over den danske sommernat. Som om naturen har taget pinseprædikanten Peter på ordet. Apostlen Peter siger i beretningen om pinseunderet: Når Guds ånd kommer over os, da skal de unge se syner og de gamle drømme drømme. Det er det som ifølge Grundtvig netop skal ske i den lyse sommernat:

I sommernattens korte svale
slår højt fredsskoven nattergale,
så alt, hvad Herren kalder sit,
må slumre sødt og vågne blidt,
må drømme sødt om paradis
og vågne til Vor Herres pris.

Hvor dejligt at vågne en sommermorgen, med drømme i os som åbner vores sind, og med en hel verden omkring os med farver og stemmer og liv som vi skal være med i og sanse og se. Det er dejligt at kunne sove og så vågne udhvilede med nye syner og kræfter som skal blive til liv.

Men det er jo slet ikke sikkert det er sådan vi vågner. Det sker at ubehagelige drømme slår ned i os og kaster en mørk skygge hen over vores liv. Det sker at natten sidder i os, ikke som søde drømme, men som et knugende mareridt vi ikke kan gøre os fri af igen. Vi vil helst glemme det, men vi kan ikke få det ud af vores krop, ud af vores sind.

Man kan godt opfatte lignelsen om den rige mand og Lazarus som sådan en mareridtsagtig, højst ubehagelig drøm den rige mand havde engang. I drømmen så han den tigger som daglig lå ved hans port og rakte hånden frem, uden at han reagerede. Selvfølgelig havde han lagt mærke til tiggeren når han passerede ham, men han havde alligevel ikke ænset ham som et menneske der vedkom ham. Han havde set ham sådan som han havde set gaden med alt det skrald som ligger og flyder, og sådan som han havde set hundene som var overalt, og som slikkede tiggerens sår. Men et menneske der kaldte på ham havde han ikke set.
Jo, han havde måske nok tænkt at det var forfærdeligt, tragisk, at et menneske bare sad dér og rådnede op. Men hvad skulle han gøre ved det? Manden, Lazarus hed han, var jo kun én blandt mange fattige. Og den rige mand havde sit liv at tænke på, ligesom tiggeren havde sit. Han havde et par gange fået sine tjenestefolk til fjerne tiggeren, men næste dag var han der igen. Så den rige mand gik forbi ham, så forbi ham, han ville ikke lade sit liv forstyrre af en stakkel som ham. Hvis han begyndte at hjælpe her, så var der jo ingen ende på hvad han måtte bruge tid på og foretage sig i sit liv.

Det sker at det pludselig går op for os hvordan tingene hænger sammen. Det sker at et klarsyn slår ned i os, og vi ved med det samme hvor blinde og tåbelige vi har været. Det sker at vi med eet ved at vi har svigtet, og at vi ikke kan gøre det godt igen.
Det kan være at vi på samme måde som den rige mand dag efter dag er gået forbi et menneske som om vi ikke så det. Og så en dag er det der ikke mere. Måske var det ikke ligefrem vores opgave at se og hjælpe. Men det var åbenbart heller nogen andres. Og vi ved at vi med vores uopmærksomhed og seen væk har været med til at opbygge en mur af ligegyldighed og kulde imellem det ensomme menneske og os.
Eller det kan være et menneske vi faktisk har haft en del med at gøre. Men vi holdt ikke kontakten, vi ringede måske én gang, men så heller ikke mere, fordi det var for besværligt, og det var måske heller ikke i situationen videre givende. Så der gik måneder og der gik år, imens det med tiden blev mere og mere unaturligt og pinligt for os tage kontakt, fordi vi burde have gjort det for længst. Og en dag får vi at vide at vores bekendte eller ven er forsumpet. Der var ingen der ringede. Ingen der kom. Der var ingen der for alvor følte at det vedkom dem. Den slags historier kender de fleste af os vist på den ene eller anden måde til.

Og så er det vi måske i et ubarmhjertigt klarsyn ser hvordan vores liv er blevet. Hvordan vi passer vores eget, arbejde, fritid, måske familie og venner. Mens vi i øvrigt omgærder os med en dyne af ligegyldighed. Og måske forstår vi at når vores medfølelse og medleven i andres liv ikke er der, så er vi i virkeligheden også i færd med at isolere os selv. Så er der måske i sidste ende heller ikke nogen som vil os noget, som lever med i vores liv, som føler med os, men vi har installeret os i en verden, hvor vi bare går forbi hinanden, uden at standse, uden at lade os involvere, uden at se.

For den rige mand viste klarsynet sig i en mareridtsagtig drøm. Han så ikke kun Lazarus’ bedende blik, mens han selv var på vej til alt det hans liv var fyldt af, endeløse receptioner og overdådige fester, prægtige begivenheder. Nej, han så i en sum hvordan hans liv havde været, egoistisk, selvspejlende, han havde badet sig i de andres beundring og var selv gledet i eet med rigdommens pragt, men det var et liv uden det vi som mennesker lever af, uden kærlighed, uden oprigtigt nærvær, uden medfølelse. Og - under evighedens synsvinkel - hvad var det hele så egentlig værd?
Han så da i et syn sig selv i dødsriget som den fattige, som den tørstende, som den der ingen ting havde, og som alle de andre blinde og udeltagende gik forbi.
Han vidste at der var intet at gøre mere. Han vidste at det var for sent. Mellem ham og Lazarus var der nu en dyb afgrund, og Lazarus sad på anden side i Abrahams skød. Lazarus hvilede nu i den kærlighed som, når det kommer til stykket, er det eneste som tæller i vores liv.

Og kløften imellem dem, det var den rige mand på det rene med, havde han selv været med til grave. For hver dags kynisme, fejhed, og ligegyldighed var kløften blevet dybere. Og nu var den ikke mere til at passere. Lazarus sad ved den kilde vi skal leve af, men ikke engang en dråbe på fingeren kunne han bringe den tørstende rige mand.

Sådan et mareridt vil vi helst ryste af os igen. Vi vil helst kunne sige : Det var kun en drøm. Og det er det jo også, en højst ubehagelig drøm. Men derfor kan der alligevel godt være sandhed i den. En sandhed som vi ikke bare kan glemme, men som bliver ved med at forstyrre os.
Og den rige mand havde altså i drømmen set sandheden om sin egen kortsynede, egoistiske måde at leve på. Han havde set hvordan han havde installeret sig i et helvede, i et dødsrige, og nu var der ingen vej tilbage til kærligheden, til de levendes land igen.

Men så er der et mærkeligt træk i lignelsen eller drømmen som vi skal have med. Der sker nemlig det at den rige mand i sidste øjeblik faktisk bliver grebet af medfølelse. Med ham selv var det for sent, det vidste han. Men hvad med hans fem brødre? De var jo på mange måder som ham selv. Måske de kunne nå at besinde sig. I hvert fald beder den rige mand i drømmen Abraham om sende Lazarus til hans brødre for at advare dem, at de ikke skal blive ligeså kortsynede og kyniske eller selviske som han selv.

Men Abraham vil ikke hjælpe ham: ”De har Moses og profeterne”, siger han, ”dem kan de høre”. Men den rige mand ved at det ikke hjælper. De fem brødre har hørt de gamle profeter så tit, Moses, Esajas, Jeremias. Men til ingen nytte. Kun hvis der kommer én til dem fra de døde, vil de lade sig omvende, siger han. Og Abraham svarer til sidst, at hvis det ikke har hjulpet, og hvis de ikke i øvrigt har kunnet lære hvad livet drejer sig om, så hjælper det heller hvis man sender én fra de døde.

Og her kan man så forestille sig at den rige mand er vågnet. Det er et frygteligt syn han har haft. Et mareridt som har boret sin brod i ham så det ikke er til at ryste af sig. Det åbner bestemt ikke sindet, sådan som de søde drømme gør. Tværtimod: Det lammer os. Det spærrer os inde i det dødsrige vi har været med til at skabe. Det fortæller os med nådesløs konsekvens at som vi har sået, skal vi høste.

Men spørgsmålet er jo så: Er det virkelig kristendom? Det kan godt være der er noget sandt i sådan et syn. Men er det det Jesus vil fortælle os? Er det evangeliet?
Hertil må man ganske bestemt svare: Nej, det er ikke evangeliet. Det er ikke kristendom. Isoleret betragtet er lignelsen om den rige mand og Lazarus en ukristelig historie. Det er formodentlig en vandrehistorie som de jødiske farisæere allerede har kendt.

Men den er alligevel lagt Jesus i munden. Om han selv har brugt den, og hvordan det er sket, er ikke til at vide. Men når vi hører den, må vi under alle omstændigheder medtænke at det er Jesus selv der står som fortælleren. Han er den der er opstået fra døde og bringer os et budskab, vi ikke må overhøre. Han er den der ved at vi er uforbederlige som den rige mand og hans brødre, samtidig med at han fortæller om en kærlighed som holder ud med os, og som ingen mur eller afgrund kan holde tilbage.

Ja historien om Jesus, som vi kender den fra evangelierne, det er historien om en kærlighed som sætter hen over alle de afstande vi kender og ser og er med til at skabe i vores liv. Jesus er den der på Guds vegne kaster sin rigdom bort, for at gå til den fattige og læge hans sår og stille hans sult og tørst. Og Jesus er den der ikke lader noget menneske, rig eller fattig, blive i den kærlighedsløse verden det har placeret sig i.

Vi hører altså i lignelsen om den rige mand og Lazarus om de afgrunde vi selv har været med til at skabe, og som vi ikke selv er i stand til at bygge bro over igen. Men samtidig vækker fortælleren, altså Jesus, en drøm i os om en kærlighed som rækker hen over alle de kløfter vi ser. Ja vendt tilbage fra de døde, forstår vi at her i Kristus er en kærlighed som også slår bro hen over den afgrund som døden er.

Det er kristendom. Det er evangeliet. At der er en himmelsk kærlighed som ikke vil vide af at det er for sent, og som når os, også når vi som den rige mand er havnet i helvedes kval. Der er en kærlighed som bliver ved med at kalde på os, på vores tro, og når tro og kærlighed mødes er der slået en bro ud over afgrunden , en bro som fører fra dødningehjem til de levendes land.

Derfor skal vi ikke gå til i den frygt som nattens mareridt eller de ubehagelig klarsyn sætter i os. Men vi skal sove og stå op om morgenen i tillid til at hvor Guds kærlighed er, er der intet fundamentalt at frygte. Vi hører om det i den sidste læsning i dag. ”Gud er kærlighed”, står der, ”og den der bliver i kærligheden , bliver i Gud, og Gud bliver i ham.” Og videre: ”Kærligheden kendes på at vi har frimodighed på dommens dag. For frygt findes ikke i kærligheden, frygt er forbundet med straf, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten”.

Evangeliet planter i os en levende og virksom drøm om Guds kærlighed som aldrig bare lader os blive der hvor vi er. Og når den drøm lever i os, så er der en ny verden som åbner sig, en modgift, så vi ikke lammes af mareridtets nådesløse klarsyn og, af den tomhed som bliver til frygt.

Så ved vi, at kærligheden altid vil kunne indhente os, vi ved at Gud opgiver os ikke, og der vil altid være muligheder vi ikke har set, der vil altid, hvis vi vil bevæge os og gå med ,være en bro foran os som fører til det andet menneske, til de levendes land.

Med den drøm siddende i os skal vi slumre sødt og vågne blidt, og så i øvrigt med åbent sind, med alt hvad vi har i os, og alt hvad vi har at give, være stede her hvor vi er, og blandt dem vi møder på vores vej. Amen.

Pfarrer Erik Høegh-Andersen
Prins Valdemarsvej 40
DK-2820 Gentofte
Tel. ++ 45 - 39 65 43 87
e.mail: erha@km.dk