Hvem kan huske, hvordan det var i danseskolen at være en
af de sidste, der blev budt op, eller endnu værre, hvis
læreren nærmest pålagde en anden at byde en op. Eller i
gymnastiktimerne, når der skulle dannes hold, og man stod
der på række, og anførerne skulle vælge ud, og man bad og
bad: tag mig, tag mig, og så måske blev den sidste, der ikke
engang blev valgt, men bare fordelt. Jeg skulle måske have
spurgt: hvem kan ikke huske det ? Og på samme måde
husker I formodentlig også, hvor saligt det var at blive valgt
som en af de første, hvor lettet man kunne være, og hvor
man måske kroede sig lidt og så overbærende på dem, der
stadig stod og trippede. Når vi kan genkalde os den
fornemmelse og det gætter jeg på, at de fleste kan siger det
noget om, hvor vigtigt det er for et menneskebarn at føle sig
fundet og udvalgt. Og det handler evangelieteksten til i dag
da også om. Jesus var efter de ledende jøders mening ikke
ret god til at vælge omgangskreds. Han valgte i deres øjne de
forkerte at sætte sig til bords sammen med. De begyndte at
give ondt af sig, fortæller Lukas. Jesus spiste jo også
sammen de ledende jøder, så der er for ham ikke tale om at
vælge den ene gruppe frem for den anden, men det er, som
om jøderne mener, at der går noget fra dem eller at der også
falder forargelse tilbage på dem, når Jesus tager imod
syndere og spiser sammen med dem.

I det jødiske samfund var det vigtigt at kende sin plads, både
ved gudstjenesten og ved festlige sammenkomster. Ve den,
der vovede sig længere frem, end han havde anseelse til.
Det blev ham aldrig tilgivet. Og ve den, der blev anbragt for
lavt, han måtte føle sig forurettet, måtte forbande sit liv og
hade sine omgivelser. Sådan skrives der om det jødiske
samfund, hvor placeringen ligefrem havde en
skæbnesvanger betydning men helt fremmed kan det vel
ikke siges at være hos os - og stadigvæk.

Men i den situation er det så, at Jesus fortæller de to små
lignelser om fåret og mønten, der blev væk og fundet igen og
blev båret hjem som noget særligt og udvalgt. Og det går
igen, at glæden og festen får en stor plads: en glæde over, at
nu er fællesskabet igen helt; en glæde over at dem, der hører
sammen, er sammen. Det var jo Guds vilje fra begyndelsen,
hvor Gud havde sin glæde over det, han havde skabt og
gerne ville give mennesker del i sin glæde over den verden,
han elskede.

Desværre har der hos Lukas sneget sig en moraliserende
pointe ind, som ikke passer ind i billedet. Billedet siger ikke
noget om, at fåret og mønten omvender sig fåret kunne til
nød prøve at finde tilbage til flokken, men mønten kan nu
virkelig ikke slev finde tilbage til pungen. Og der står faktisk,
at det var en fåreejer og en kvinde så meget at om at gøre
at finde den savnede, at de ikke helmer, før de har fundet
fåret og mønten, der var blevet væk.

Det, der er på færde fra Jesu side, er da også langt snarere
at få sagt, at der er forhold i dit liv, som du ikke kan opnå,
hvor meget du så end anstrenger dig: at blive fundet, at høre
hjemme et sted, at være elsket og holdt af, at nogen savner
dig og gør sig umage med dig. Der er grundlæggende forhold
i tilværelsen, der omslutter os, og som bliver givet til os uden
betingelser og forbehold.

Den forståelse får jeg støtte til hos evangelisten Matthæus,
for han slutter lignelsen om det mistede får med Jesusord,
der siger: Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke
en eneste af disse små skal gå fortabt. Derudfra må vi tro, at
der er en mening med hver eneste en af os, at vi er holdt
oppe af virkelighed, der ligger bag alle forskellene. Den
virkelighed overser vi så tit, fordi vi hæfter os ved forskellene,
når vi sammenligner os med andre. Enten falder jeg selv
igennem og synes, at de andre er både bedre og dygtigere
end jeg selv er, eller de andre falder igennem, fordi jeg
synes, at jeg er bedre og klogere end dem.

Hvorfor var det, at jeg som barn kunne kro mig lidt over, at
jeg blev valgt på holdet før andre? Hvorfor var det, at jeg som
barn kunne tigge: tag mig, tag mig bare for ikke at blive valgt
som den sidste ? Hvorfor er det så svært at se, at
fællesskabet mellem mennesker er det mest afgørende?
Hvorfor kvældes det mest betydningsfulde igen og igen af
det mindre betydningsfulde? Hvorfor synes vi, at det er så
nødvendigt at holde øje med hinanden og vogte på vores
anseelse i stedet for at lade os gribe af den fælles glæde?
Hvorfor er det så svært at se, at der bag ved alle de forskelle,
der er til at se: sociale, religiøse, etnisk også er et menneske
som en selv? Et menneske, der gerne vil findes og føle sig
set og udvalgt.

Det er svært, men vi kan da i hvert fald øve os i at se på os
selv og se på andre som Gud ser på os: Som nogle han
gerne vil have hos sig. Amen.

Pfarrer Hanne Sander
Prins Valdemarsvej 62
DK-2820 Gentofte
Tel.: 39 65 52 72
e-mail: sa@km.dk