Hvad er det evangelisten lader os se? Evangelisten Matthæus lader os se den opstandne Kristus. Han står på et af Galilæas bjerge. Han står foran disciplene. De er kommet fra Jerusalem for at møde ham.

Påskemorgen kom kvinderne for at se til den grav hvor den døde Jesus var blevet lagt efter at han var taget ned fra korset. Deres tanker og deres sind var opfyldt af sorg, og de regnede ikke med at finde andet end kulde og mørke og død.

Men de blev mødt af lys og liv. De blev mødt af en lysende engel der talte til dem: ”Frygt ikke! Jeg ved at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her. Han er opstået som han har sagt.”

Kvinderne skulle fortælle disciplene at Jesus var opstået fra de døde, og de skulle sige at disciplene ville komme til at se ham i Galilæa.

Men straks efter - da kvinderne var på vej væk fra graven - kom Jesus dem i møde. Disciplene skulle først møde ham i Galilæa. Men kvinderne mødte ham med det samme.

De så ham. De omfavnede hans fødder og tilbad ham. Og han gentog den befaling som de allerede havde fået af englen: ”Frygt ikke! Men gå hen og sig til mine brødre at de skal gå til Galilæa. Dér skal de se mig.”

Og de bryder op fra Jerusalem og vandrer tilbage til deres hjemegn og når frem til bjerget. Og det er sandt hvad der er blevet sagt til dem! De ser ham. Han er hos dem. Det er virkelig ham. Netop det menneske de har kendt. Netop ham der har gjort så store ting og sagt så stærke og så forunderlige ord. Netop ham som de har fulgt.

De ser hans skikkelse og hans ansigt. De ser hans sår. Han er mærket af smerte og død. Men de er ikke i tvivl om at han er levende. Han er levende og lysende.

Alligevel er de mærkelig usikre. Han er som de kender ham. Og dog er der noget helt anderledes over ham. Han er det himmelske menneske. At stå foran ham, det er som at befinde sig i en helligdom. Det er som det må være i det allerhelligste i Jerusalems tempel.

De forstår ikke noget af det der sker. De ser ham bare. De ser at han ser dem. De hører hans stemme.

Og evangelisten lader os se og høre det som disciplene så og hørte den dag på bjerget i Galilæa.

Et menneske som har givet sit liv og fået det himmelske liv. Et menneske som ikke har villet noget for sig selv. Et menneske som netop derfor har fået givet alt. Al magt i himlen og på jorden.

Menneskene søger magten. Vi vil kunne overleve. Ja, mere end det. Vi vil kunne leve godt. Og vi vil kunne bevare vores gode liv. Vi vil kunne sikre os så ingen og intet kan true os. Vi vil kunne vise alle trusler fra os. Vi vil kunne knuse dem der står os imod.

Det gælder den enkelte. Det gælder samfundene. Det gælder stormagter og alliancer og magtcentre. Menneskene søger magten. På godt og ondt. Sådan er livet i denne verden.

Men dette himmelske menneske der har vist al magt fra sig, denne menneskesøn der tværtimod at ville magten har overgivet sig til verdensmagten, han har fået givet al magt i himlen og på jorden.

Magten i verden. Magten i samfundet. Magten i vores liv. Det er alt sammen som det er, og vi må lade det være som det er. Men her møder vi noget andet. Kristus river os ikke ud af livet og ud af verden. Men han er viser os en helt anden vej. Han viser os at vi er på vej et helt andet sted hen. For han er noget helt andet.

”Al magt i himlen og på jorden”! Vi har hørt ordene før: ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden ...” Sådan begyndte det hele. Sådan begyndte historien om verden og menneskene og Gud.

Gud skabte alt hvad der er til. Gud gav alle ting form og alle væsener skikkelse. Gud gav liv og ånde til alt det levende. Og Gud skabte os - hver eneste af os - i sit billede.

Men på bjerget i Galilæa giver Gud magten fra sig. Han giver al magt - ikke noget af magten, men al magt - til den fattige og magtesløse Jesus. Og nu er han den lysende hersker over alt hvad Gud har skabt.

Han er den magtesløse magthaver. Han er den der kun kan drage os til sig ved at give os alt. Han er den der kun kan binde os til sig ved helt at give sig selv til os.

Evangelisten lader os se den opstandne Kristus på bjerget. Alt er sammenfattet i ham, både det himmelske og det jordiske. Sådan siger Paulus det i Brevet til Efeserne. Det er det sande billede af skaberværket. Men det er også det sande billede af hver enkelt af os.

Ved dåben trådte han frem for dig og tog imod dig. Sådan som det i dag også sker for de børn der bliver båret til dåb i kirke n af deres forældre i dag.

Han tog imod dig, og han tog magten over dig. Også over dig har han fået givet al magt. Du er hans tjener ligesom disciplene var hans tjenere. Du skal gøre hans gerning.

Men du er ikke blot hans tjener. Du hører til blandt hans brødre og søstre og venner. Allerede den sidste aften inden sin død siger Jesus til disciplene: ”Jeg kalder jer ikke længere tjenere, jeg kalder jer venner, for alt hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer.”

I skal gå ud i verden. I skal gøre menneskene til mine disciple. I skal døbe dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. I Faderens navn. Ja, for han har giver mig alt. I mit navn. Ja, for det er til mig han har givet alt det der er hans. I Helligåndens navn. Ja, for I skal leve af Ånd, og alt skal fuldendes ved Åndens kraft.

Og I skal lære menneske alt det som I har hørt af mig, og som jeg har hørt af min Far. I er mine venner. I er min menighed. I er min kirke på jorden. Det er et fristed. Dér lyder sandheden. Dér åbnes vejen til den himmelske herlighed. Dér er jeg selv til stede. Jeg forlader jer ikke. Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

Stærke magter handler med os. Økonomiske magter. Politiske magter. Kulturelle magter. Interesser af alle slags gøres gældende. Alle midler bliver brugt for at få indflydelse og styre verden.

Og vi påvirkes af meninger og analyser, tilbud på livsanskuelsernes og religionernes marked, holdninger, kritik, seriøst og useriøst mellem hinanden. Der sås tvivl om selv det mest hævdvundne. Vi udsættes for billeder og budskaber og slagord. Personligheder træder frem og appellerer til vores tillid. Men i næste øjeblik bliver de afsløret. Ingen har rene motiver. Vi befinder os i tvivlens og forvirringens tidsalder.

Og den kirke der skulle være sandhedens sted og den sikre vej til himlen, er ikke nogen undtagelse! Også kirken og dens liv og forkyndelse er ramt!

Det kalder på besindelse. Det kalder på at vi besinder os på det helt enkle og grundlæggende. Det som er overleveret af troværdige vidner. Det som apostle og evangelister forkynder:

Den levende opstandne himmelske Kristus. Ham der på trods af alle verdensmagter har fået givet al magt i himlen og på jorden. Ham der har taget imod hver enkelt af os. Ham der følger os. Ham der trods al usikkerhed og forvirring og frafald er med sin menighed og sin kirke alle dage indtil verdens ende. Ham hvis venner vi er. Ham der ikke kan slippe os.

Ham der også skal komme igen i herlighed og være vores dommer. Det er netop ham og ikke nogen anden der skal være vores dommer! Det er ham og ham alene der skal se os som vi er og bedømme vores liv. Det er ham og ham alene der er vores vej til Gud. Der er ikke nogen anden. Der er ikke givet menneskene noget andet navn under himlene hvorved vi kan frelses.

Det er blevet forkyndt fra første færd. Det er blevet forkyndt af apostle og disciple. De levede på det og døde for det. Det er blevet forkyndt af kirkefædre. Det er blevet forkyndt af kristenhedens profetiske skikkelser. Det er blevet forkyndt af fornyere og reformatorer. Det er blevet levet og forkyndt af kendte og ukendte kristne indtil denne dag. Og sådan vil det blive ved. Hvis vi svigter, så vil der være andre der ikke svigter.

Det er for stort. Det kan ikke slås ihjel. Han kan ikke slås ihjel. Efter at han én gang blev slået ihjel, kan han ikke mere slås ihjel. Amen.

Pfarrer Jan Ulrik Dyrkjøb
Knud Hjortsøvej 26
DK-3500 Værløse
Tel.: ++ 45 - 44 48 06 04
e-mail: jukd@vaerloesesogn.dk