Der kom ti spedalske mænd og råbte efter Jesus: Mester, forbarm dig over os! Ti mænd - som var stillet ens. Deres elendighed var den samme. De var på grund af smittefaren nødt til at leve for sig selv, i øde egne, uden nogen kontakt med familie og venner. Nærmede raske mennesker sig, var det deres pligt at råbe "uren", så man ikke risikerede at møde dem. Alligevel råbte de, har vi hørt, på lang afstand Jesus an og bad ham om at forbarme sig over dem og helbrede dem.
Ti mænd - alle bar de spedalskhedens tydelige tegn, med vansirede ansigter og forkrøblede arme og ben. Alle var de stedt i den samme elendighed og nød.

Og så sker der det at sygdommen som en morgentåge letter fra deres liv. Hvordan det sker, og hvad der egentlig er gået for sig, det ved vi ikke. Vi ved blot, som det fortælles, at på deres vej hen til præsterne bliver de rene igen. Et mirakel er sket. Fra at være som døde, isolerede fra andre mennesker, kan de nu leve blandt andre igen.
Ti mennesker har altså oplevet noget ufatteligt stort. Ti mennesker har fået skænket muligheden at leve på ny - det er det samme de står over for. Men kun én af dem vender tilbage til Jesus for at takke for hvad der er sket.

Hvori består egentlig forskellen ham og de ni andre? Hvorfor vendte han tilbage og de andre ikke? Og hvad ligger der i hans taknemmelighed? For en overfladisk betragtning kunne man jo sige at han bare var bedre opdraget end de andre, at han var vant til at sige tak, det var de andre ikke. Men naturligvis er der andet og mere på spil.

De ni andre - der står faktisk ikke det mindste om hvordan de har reageret på deres genvundne sundhed. De forsvinder ud af beretningen, og vi hører ikke om dem siden.
Men man må da forestille sig at de er taget hjem til deres familie , ovenud lykkelige over det rent ud sagt utrolige held de har haft. Man må forestille sig at det de har været ude for, bliver stående som en rystelse i deres sind, som noget stort og uforklarligt, og man må vel regne med at de i tiden derefter har været henrykte over sådan at få livet, friheden, sundheden givet tilbage igen. Sygdommen, spedalskheden, står som et grumt mørke de har været stødt ud i, men nu er de kommet tilbage til den verden de kender og holder af igen. Deres liv er blevet som før.

Men for den tiende mand, samaritaneren som han jo var, ham som vendte tilbage til Jesus, er livet ikke mere sådan som det var. Den tiende som vendte tilbage, han er ikke bare blevet helbredt fra en forfærdelig sygdom og kan nu genoptage sit liv som før. Nej, det er som om han gennem det der er sket, har genfundet sit liv i en ny betydning. Det er som om han nu ved, på en anderledes måde en før, hvad det vil sige at være i live, at være et frit menneske, at sanse og se. Og han ved, at I alt det han har fået givet, der vil Gud ham noget. Han er ikke bare den heldige vinder i et anonymt lotteri hvor det går nogen godt og andre knap så godt, men det er Gud selv som har givet ham et nyt, stort, overvældende, svimlende liv, og nu er det så op til ham at tage imod det som den utrolige og forpligtende gave det er.

Derfor vender han tilbage med sin taknemmelighed, for at vise Giveren, Vor Herre, at han forstår hvad det er han har fået givet. Han siger tak ikke bare for livet som sådan, men for den godhed Gud har vist ham, for den underfulde kærlighed han i sin helbredelse har erfaret.

Det er for mig at se den afgørende forskel imellem ham og de andre ni. De andre behøver jo slet ikke at være nogen utaknemmelige skarn sådan som man ofte har fået dem beskrevet. De har formodentlig været begejstrede eller i hvert fald overordentlig tilfredse med det som er overgået dem.
Forskellen består i om vi bare tager imod livet som en anonym gave, altså en gave uden afsender, uden vilje og kærlighed, og som vi derfor også efter forgodtbefindende kan glæde os over eller ej. Eller om vi til fulde forstår at livet er Guds gave, en gave som der derfor fra Guds side er en mening med, og hvor vi i selve gaven tager imod Guds kærlighed, Guds vilje, Gud selv.

Det gør en forskel.

Forestil jer en barnefødselsdag. Med far og mor og søskende og bedsteforældre og onkler og tanter. Alle kommer de med gaver til fødselsdagsbarnet. De bliver lagt på et gavebord. Og så får Peter - lad os kalde ham det - fødselsdagsbarnet, lov til at pakke gaver op. Men det sker med sådan en utålmodighed eller grådighed at han slet ikke ser hvem der har givet hvilke gaver. Papiret rives af og kastes bort sammen med det vedlagt kort hvorpå der står hvem giveren er, medsamt - måske - nogle ord som fortæller hvad hensigten med gaven er. Men Peter er ligeglad. Der en CD han har ønsket sig, og den er han lykkelig for. Der er en skjorte, og det er helt i orden. Der er en bog han ikke kender. Der en foldekniv som vist nok har været hans bedstefars, men det ænser han ikke, for en kniv er vel en kniv, og denne her er flottere end de fleste.
Peter er godt tilfreds. Ja lykkelig, for nu at beskrive hans tilstand. Fine gaver har han fået som han nok kan bruge til et eller andet. Men hans glæde gælder gaven i sig selv, ikke den kærlighed som er lagt i gaven. Der er måske søskende som i ugevis har set frem til at give Peter en bestemt ting. Der er bedstefaderen som har glædet sig til at se sit barnebarn med den kniv han selv fik forærende som barn. Der er omtanke og kærlighed i hver af gaverne.
Derfor er det også klart at Peter, selv i sin glæde over de enkelte ting, ikke helt har forstået hvad det er han har fået givet. For i en gave giver vi noget af os selv. Den er et udtryk for vores tanke, vores kærlighed eller vores sjæl. Selvfølgelig er der også gaver vi alene giver af pligt eller konvention eller som regulær betaling for at være med til festen. Der er ikke meget personlig investering eller sjæl i dem. Men virkelige gaver er fra den ene til den anden og i gaven rækker vi noget af os selv.

Sådan er det også med Guds gaver.
De er ganske vist anonyme i den forstand at der ikke er et kort hæftet på pakken som klart og tydeligt fortæller hvem giveren er. Mange af dem er også anonyme i den forstand at de ikke kun er til mig, men til alle. Denne fantastiske morgen, med et særegent mildt, diset sensommerlys der glitrer i træernes blade og i edderkoppens spind, denne morgen er jo ikke kun til mig, men en gave til os alle.

Alligevel forstår jeg først til fulde hvad denne dag rummer, når jeg tager imod den som Guds gave til mig. Når jeg forstår at i dag vil Gud mig noget. I dag skal jeg åbne mine øjne og se og sanse alt hvad der er til.

Tilværelsen, at jeg er til og de andre , er i det hele taget aldrig bare et anonymt og objektivt faktum som jeg efter forgodtbefindende kan glæde mig over eller lade være. Nej, alting får jeg givet, i små og store mirakler overøser Gud mig med sin kærlighed - i sollyset, i de andres blikke, i det at jeg kan rejse mig og sansende gå omkring, i alt det vil Gud mig noget.
Livet er selvfølgelig også, for det meste da, godt i sig selv, men dets særlige karakter, det det forlanger af mig, forstår jeg egentligt først når jeg tager det til mig som Guds gode gave, og når jeg nysgerrigt pakker det op og åbner mig for dets rigdom og kærlighed fra dag til dag.

For sådan er det selvfølgelig også. Gaver skal bruges. De skal ikke bare blive liggende på gavebordet eller lægges til side og gemmes hen. Og derfor siger Jesus til samaritaneren, da han taget imod hans tak: ”Rejs dig op og gå herfra!” Sådan siger Jesus faktisk altid på
den ene eller anden måde til alle dem han får med at gøre. Rejs dig, tag din båre, gå hjem og synd ikke mere, gå herfra , gå bort med fred. Sådan sendes vi altid tilbage til det liv vi hver især har fået givet. Vi skal opleve, se, være til for hinanden. Vi må ikke lade dagene glide forbi os som om de ingenting er. Gaven skal bruges.

Men i vores holdning til gaven er vores taknemmelig af betydning. Ikke fordi Gud behøver den, eller fordi Guds fortsatte godhed på nogen måde skulle være afhængig af om vi siger tak eller ej. Guds gaver er suveræne, det er kærlighedsgaver som generøst - om end ikke altid helt ligeligt - tilflyder os alle. Nej vores taknemmelighed er vigtig som et udtryk for at vi faktisk er på højde med liv vi får givet. Vi synker så nemt ned i en tilstand hvor livet bare er der - som noget selvfølgeligt, som lys eller mørke, i glæde eller sorg. Somme tider ænser vi i vores døs knap nok dagenes særlige karakter.

Men vores liv er mere end det, det er en gave hvor Gud vil os noget, også selv om det forekommer os uoverskueligt og svært. Og taknemmeligheden viser at det der sker, ikke bare er stumme og tomme begivenheder, men Gud udfordrer os, taler til os i det vi kommer ud for, ja i hver dag, mørk eller lys, er der mening som det er op til os at gribe fat i og holde fast.

En sådan holdning kalder Jesus for tro. “Din tro har frelst dig” siger han til samaritaneren. Troen ser Guds nærvær og kærlighed i det der møder os. Og i troens taknemmelighed er den åbenhed der skal til for at vi til fulde tager imod gaven og er på højde med det liv vi har fået givet. Samaritaneren står derfor som et fornemt eksempel på et menneske der ser sig selv, ser tilværelsen i det rette perspektiv. Alting har vi fået givet, et altovervældende, forunderligt, svimlende, men også krævende liv. Der er ingen selvfølgelighed i det. Det er en gave, vi har fået givet, en kærlighedsgave, og den kan vi i sagens natur ikke forholde os til på anden måde end i taknemmelighed og tro.

Og hvis vi glemmer at det er sådan det er. - Ja så er det vi i bøn og salmesang, ja i det hele taget når vi går i kirke, huskes på at det er sådan. I gudstjenesten løftes vi så at sige på plads. Vi bringes derhen hvor vi ser vores liv og skæbne som noget Gud har lagt sit liv og sin kærlighed i. Vi bringes i lovsangens forundring og åbenhed på højde med det liv vi har fået givet. Amen.

Pfarrer Erik Høegh-Andersen
Prins Valdemarsvej 40
DK-2820 Gentofte
Tel. ++ 45 - 39 65 43 87
e.mail: erha@km.dk