Gud er uforanderlig og kan ikke tage fejl.
Det er et af de billeder, vi har af Gud.
Det gudsbillede stammer fra et tankeunivers, der ser virkeligheden som delt i to sfærer:
Dels en verden, der er hævet over tid og historie med en eviggyldig, uforanderlig og urørlig sandhed, - og dels den verden, der indeholder det forgængelige og dødelige, som ikke betyder noget, netop fordi det forandrer sig og i sidste ende går til.

Selv om denne tankegang ikke er særlig bibelsk, ser det ud til at Jesus har været påvirket af den.
Det ser ud til, at han - indtil sit møde med kvinden - har set det som sin opgave at frelse netop Davids hus.
Dvs. at hæve Davids hus fra den alt for forgængelige og relative sfære op til den sande, den evige verden.

Men i denne historie med den kanaanæiske kvinde byttes rollerne og begreberne om.
Det er oftest Jesus, der møder mennesker, - men her er det ham, der kommer ud for et møde.
Her i grænseegnene mellem hans eget hus og de fremmede huse, - der sættes virkeligheden på prøve.
Og det er Jesu forestillinger, der bryder sammen, mens virkeligheden bliver større og mere åben af det.

Noget nyt bliver til i det møde.
Noget nyt i menneskers og i Guds verden.
Noget, der samtidigt viser, at disse to verdener ikke er to modsatte, men nu findes inden i hinanden.
Og findes i et skæbnefællesskab, der vokser i omfang.

Måske har Jesus for en stund forladt sit eget hus, fordi han har mødt modstand ved at prøve at ændre det syn på rent og urent, som hidtil har forpestet hans eget hus.
(Kap. 15,1-20)
Og herude i grænseegnene får han det så bekræftet, - det som han før kun har TALT om, nemlig at renhed og urenhed ikke er et spørgsmål om, hvad et menneske kan optage, men hvad det giver fra sig.

Den desperate kanaanæiske kvinde ved godt, hvad hun er oppe imod.
Og det er meget: Jesus færdige forestilling om egen opgave, fremmeddistance, kulturel nedvurdering, kønsmæssig nedvurdering, sædvane, den gode tone, m. m.
Men fordi hendes nød er grænseløs, går hun over alle grænser.
Det mest kostelige, hun har, hendes datter, er alvorligt syg.
Hendes grænseoverskridende insisteren bevæger Jesus og fremtvinger hans reaktion.

En tro, der udløses af menneskers møde med ham, den tro kan han ikke nægte opfyldelse.
Når brødet brækkes i stykker til børnene, falder der uvægerligt smuler ned på gulvet.
Dette billede, som kvinden sætter sin nød og sit håb ind i, - vækker en voldsom ændring i Jesu selvforståelse og i forståelsen af hans opgave.
Jesus kommer til at se hans eget hus` overflod - og ikke dets mangel - en overflod, der gør huset til et rigt og rummeligt hus.

Det møde og den forandring er netop det, der er karakteristisk for bibelsk tankegang.
Dér er betydningen noget, der viser sig.
Sandheden åbenbares i den fælles skabte virkelighed - her bliver virkeligheden til.
Til, som noget, der forpligter eller glæder eller slår mennesker med sorg og fortvivlelse.
Mennesker bliver modsagt og udfordret af virkeligheden, fordi virkeligheden først og fremmest er noget, der finder sted.
Sandheden ligger ikke fix og færdig i et overjordisk, aflukket rum, men bliver til i den skabte virkelighed.

Sådan som mødet mellem Jesus og kvinden forløber, så er det snarere hende end Jesus, der udtrykker Guds billede.
For bibelens gud er så langt fra ophøjet uforanderlighed som muligt. Og at Jesus lader sig bevæge, understreger just dette.
Gud viser sig dynamisk og lader sig bevæge og inddrage - især på steder, hvor vi ikke mener, Gud findes.
Der, hvor alting er tvetydigt, i usikker bevægelse, underlagt lidelse og død, - fjernt fra de høje himle, hvor man ellers alene skulle vente at finde Gud.
Gud er den, der lader noget nyt bryde frem – også nyt for sig selv. Det er sådan Gud skaber igen og igen.

Jesus har talt på en særlig måde til denne kvindes forestillinger.
Hun må have hørt om hans utålmodighed over for menneskers lidelser. Eller det kan være hans måde at være til på, der for hende bliver en drivkraft til at insistere på at få del i den form for liv, som der er nyskabelse i.
Noget beder i hende og med sin bøn åbner hun Guds hjerte.
Til forskel fra os, der har det med først at skulle vide om det nytter noget, om Gud er til, om Gud bruger den slags veje, - så klamrer hun sig til det strejf af liv, hun har mødt i personen Jesus, og derfor kraver hun at få del i det liv.
For sin datter - og for sig selv.
Og ved at kræve det, der ikke kan kræves, - noget, der var både religiøst og samfundsmæssigt uantageligt, da får denne skamløse kvinde form og farve for vore øjne.
Hun viser sig som den, der ikke opgiver, ikke er ligeglad, - den, der nægter at tilpasse sig vilkårene, -
som den livet angår til det yderste.
Og idet hun selv bliver synlig, fremkalder hun virkeligheden, - en ny virkelighed.
Virkeligheden ændrer sig i og med at hun krævende kalder på den og udfordrer ham i hvem hun så livskraften gemt.
Af den kanaanæiske kvinde kan vi lære skamløshed.
Både indre og ydre skamløshed.
Hvis vi kan komme i kontakt med den.
Ellers må vi begynde med at spørge efter, hvad vores største mangel er.
Og desuden kan vi fortsætte med at sætte det igennem som et krav, som vi har bundet vores liv til - vore dybeste værdier – på tværs af forsigtighed, konventioner og forestillinger om, hvad der er respektabelt.
Når vi skal høre denne historie i dag, må det være, fordi Gud vil være der, hvor vi ikke tror, han findes -
han vil bevæges i retning af vores nød og vores krav, så vi kan møde ham som en magt, der giver noget fra sig i det møde. Og ikke som et stivnet billede.
Den enkeltes bøn og krav bærer vi i vort hjerte for Guds ansigt, men vores fællesbøn kunne i dag lyde sådan:

Gud, du ukendte,
vi søger dig de steder,
du allerede har forladt,
og vi ser dig ikke,
når du står lige foran os.
Opstandne Kristus,
dit fravær lader os stivne,
og din tilstedeværelse er overvældende.
Å nd på os
med dit overflod af liv,
så at vi, hvor vi ikke kan se,
har modet til at tro,
at vi bliver oprejst med dig.

Velsignet være du, Kristus,
som går med os på vore sorgers vej
og genkendes i brødets brydelse.
Vi priser dig med Kvinden, som fødte dig
med kvinden, som tog vare på dig og nærede dig,
som skændtes med dig og rørte ved dig,
med kvinden som salvede dig til din død,
med kvinden, som mødte dig, opstået fra de døde,
med alle dem, som elskede dig gennem århundreder.
Amen.

Pfarrerin Birte Andersen
Emdrupvej 42
DK-2100 København-Ø
Tel.: ++ 45 - 39 18 30 39
e-mail: bia@km.dk