Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, Redaktion: R. Schmidt-Rost

18. Sonntag nach Trinitatis, 19. Oktober 2003
Markus 12, 28-34, Erik Høegh-Andersen
(-> zu den aktuellen Predigten / www.predigten.uni-goettingen.de)


Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele sit sind, og du skal elske din næste som dig selv.
Dette dobbelte kærlighedsbud er vel kristendommen i en sum. Det er hvad vores liv går ud på, sådan som Jesus formulerede det over for den lovkyndige.

Men dette både/og: At elske Gud med sind, sjæl og hjerte og at elske sin næste som sig selv. Dertil er der mange som vil sige at for dem er kristendommen alene indeholdt i det andet bud, i budet om at elske næsten. Det er det afgørende, siger de, som vi må holde fast i i dag, hvorimod Gudstroen, eller Gudskærligheden, snarere må betragtes som et mytologisk levn eller en religiøs opfattelse vi ikke på samme måde kan gøre gældende. Altså: Vi skal behandle hinanden ordentligt. Vi skal vise respekt over for vores medmenneske. Men det med Gud det hører privatsfæren til. Det er et ord vi muligvis forbinder noget med, eller også gør vi det ikke.

Denne humanistiske, men af kristendommen farvede tankegang har jeg hørt formuleret mange gange - af konfirmander, dåbsforældre, brudefolk og mange andre jeg har mødt.

Men jeg tror, og det vil jeg så godt prøve at sige noget om, jeg tror de to bud hænger nøje sammen. Jeg tror vores menneskesyn er dybt afhængig af vores gudsopfattelse. Og at det derfor egentlig heller ikke lader sig gøre at skille forholdet til Gud og forholdet til næsten fra hinanden

Allerførst: Kan vi overhovedet forstå hvem vores medmenneske er - uden Gud?
For det er jo klart at vi i dag har en masse biologiske og psykologiske teorier som på hver deres måde beskriver mennesket. Men forstår vi af den grund hvad mennesket er for et væsen? Er det ikke netop kun teorier, beskrivelser som vi aldrig kunne finde på at bruge når vi ser ind i et ansigt vi holder af? Vi vil aldrig kunne sige noget afgørende om hvem den elskede er i en biologisk teori. Der må vi gøre brug af et sprog som på en eller anden måde vil være religiøst.

Og man kunne jo så stille sig det spørgsmål: Hvordan ville vi opfatte hinanden hvis vi nu forestillede os at vi ingen kristendom havde eller nogen anden religion? Hvis alle kirketårne var jævnet med jorden og al religiøs overlevering, også kritikken af den, var væk.

Helmut Friis, som var programmedarbejder i Danmarks Radio indtil sin død for nogle år siden, skrev engang et essay med titlen “Gud”, intet mindre, og der forestiller han sig at nogen mennesker sidder på månen, uden at vide noget om Gud eller om hvad tro og ateisme er.
Hvordan ville deres betragtning af jorden være? spørger han.

Der ville, siger han, begynde at gro undertoner frem. Den dag de med deres rumkikkert fik øje på den blå planet, jorden, ville de blive grebet af forundring. Betaget ville de begynde at dyrke den. Så småt ville de betragte deres liv i den blå planets lys, med øjne farvet af dens mættede, auratiske nuancer. Jorden ville forekomme dem som et levende væsen i forhold til den døde måne - som et øje der, målt på månens blindhed, så på dem. Hver aften når solen var gået ned, og den blå planet lyste i det tomme rum, ville de synge lovsange til den, ja rette deres håb mod den. Og de ville efterhånden opleve deres måne som et sted der havde bare lidt af det blågrønne i sig. Den ville være som en svag afglans af hvordan der er på den blå planet, hvor en sten ikke bare er en sten, og et ansigt ikke bare et hudbetrukket kranie, men et billede af noget endnu mere blåt og levende et andet sted. De ville erfare enhver glæde de mærkede og så, som et glædens præludium, i forhold til den egentlige glæde derude i rummet. De ville føle tyngdekraften lette, hårene rejse sig, de ville blive lettere, gennemsigtige, blålige. Og da en af dem forelsker sig, forestiller Helmut Friis sig til sidst, flimrer det atmosfærisk for hans syn, han ser det blå i hendes øjne og siger: “Du kommer fra den blå planet”.

Selvfølgelig er det et noget kuriøst tankeeksperiment at forestille tænkende bevidstheder på månen der ikke kender til vores liv og forestillinger her på jorden. Men det som Helmuth Friis vil sige med det, er jo at vi som det naturligste oplever os selv og hinanden som spejlinger af noget større. På månen er vi som sendt fra den lysende blå planet. Her på jorden er vi himmelske væsener, børn af vores himmelske Far, eller vi er skabt i Guds billede - alle formuleringer som viser at vi har del i en virkelighed som er større end os. Det er, siger Helmuth Friis, kun på et meget intellektuelt og teoretisk niveau vi kan nedskrive mennesket til at være en biologisk organisme, lige meget hvor kompliceret den organisme så er. For ansigt til ansigt oplever vi altid i det andet menneske en hellighed, noget som er os guddommeligt givet. Allerede i vores sansning får den anden en betydning som ikke kommer fra os.

Vi kan anskue mennesket nedefra, med reducerende biologiske teorier. Vi kan på den måde se det som en endda meget højt udviklet bevidsthed, men vi indfanger ikke ad den vej det afgørende, det som den anden er i sig selv og for mig.
Og vi kan anskue mennesket fra oven, som Guds skaberværk, og så har vi et rum for at forstå det gådefulde, det uforklarlige, det at mennesket har ansatser i sig som rækker ud over os. Så forstår vi den værdighed selv et lille barn møder os med og har.

Når vi står med en nyfødt i vores arme, så ved vi det: det er et himmelsk vidunder vi står med, intet mindre; det er givet os, men det er ikke vores ejendom; det er noget helt i sig selv; det er Guds. Hvilket blandt andet dåben jo udtrykker for os.

Og når vi ser ind i den andens ansigt ved vi det: mennesket er en gåde, et dyb vi ikke kan forklare, det er et spejl for Guds uforklarlige verden.

Det andet menneske er Guds, ligesom jeg er det. Og budet: du skal elske din næste som dig selv, det er altså at elske det af Gud skabte menneske. Det er at stå over for noget som er større end os, noget helligt, noget som vi ikke bare kan forføje over og gøre med som vi vil. Det er at se Gud i den anden, og således give den anden rum for at være der sådan som han eller hun er.

På den måde hænger budene uløseligt sammen. Du skal elske Herren din Gud, og du skal elske din næste som dig selv. Trods alle svagheder og ufuldkommenheder som vi selvfølgelig sagtens kan få øje på i hinanden, så er det Guds forunderlige virkelighed vi har med at gøre i den anden som i os selv. Og derfor drejer det sig egentlig heller ikke om bare at gøre godt imod de svage, de som i manges øjne ikke rigtig er noget, men om at se den anden, hvem det så end er, som et af Guds mirakler som jeg skal tage vare på og give plads så godt jeg kan.

Du skal elske din næste: det er at elske det menneske Gud møder dig i og stiller dig over for. Og omvendt du skal elske Herren din Gud: det er vide at du er båret frem af hans kærlighed, ligesom din næste er det. Ja den Gud du elsker, møder dig netop i det nærværende, i denne verden, i de mennesker du nu engang lever iblandt.
At elske Gud uden at elske mennesket, det er luftigt drømmeri og ofte også at betragte som et selvsmagende føleri.

Derfor er det aldrig enten eller. Aldrig enten Gud eller mennesket vi elsker. Det er både og. Det er i samme kærlighed vi elsker Gud i det næreste og elsker vores næste som det helliggjorte, gudskabte menneske han altid er.
At elske Gud og min næste, det er at give sig hen til et fortættet nærvær, til en virkelighed større end os hvor det egentlig ikke er til at skille Gud og menneske ad.

Og intet sted bliver det tydeligere end i Kristus, i Jesus fra Nazareth, der i evangelierne udråbes som Guds enbårne Søn. Hvem er han? Hvad mener I om Kristus? sådan lyder spørgsmålet til sidst i dagens tekst. Er han Davids søn, dvs. er han af Davids slægt og i den forstand et menneske som os? Eller er han kong Davids Herre, altså Gud, er han Guds manifestation, Guds Søn? Svaret er selvfølgelig, at han er både og. Både menneske og Gud.
Han er ikke kun af himmelsk herkomst som vi er det, ikke kun skabt i Guds billede, som vi. Han er Guds lysende og klare billede, alt det Gud nok ser som en mulighed i os alle, men som kun i Kristus er fuldendt og helt. Han er på en gang Guds åbenbaring, Guds ansigt, og samtidig menneske, mere menneskelig end nogen af os.

Derfor sker der også det at Guds nærvær, Guds kærlighed, bliver tydeligere end noget andet sted. Og man ser hvordan de mennesker han møder, kommer til sig selv og bliver til levende personer som de ikke har været det før. Man ser at plagede, nedbøjede mennesker rejser sig op, med værdighed , frie, himmelske som aldrig før. Som om de ikke før har vidst hvem de er, men nu ved de det.

Jesus omgiver sig først og fremmest med mennesker som på den ene eller anden måde er holdt nede eller holdt udenfor, men i lyset fra oven, i kærlighedens lys, vokser de, til deres sande størrelse. De kan nu leve og være til som dem de er. Nu ved de gennem mødet med ham at deres liv er dyrebart, forunderligt givet dem af Gud. Nu ved de at de, trods alt andet, trods synd og skam og elendighed, at de hver dag i Guds kærlighed har gøre med noget stort.
I Guds kærlighed ser de mere end før. De ser at de og hver eneste af os er Guds.

At elske Gud eller elske næsten - det bliver aldrig til et alternativ, eller til et spørgsmål om det ene eller det andet, dér hvor Kristus er. For den enkelte anden ses altid i lyset fra Gud, og Gud ses i den anden. Guds rige er derfor heller ikke sådan, siger Jesus, at man kan pege på det og sige: hér er det eller dér! Men Guds rige er midt iblandt jer. I det rige, her blandt alle de andre, skal I i lyset af Guds kærlighed leve og være, elske og se.

Så: Elsk din næste, og da er du hos Gud. Og elsk din Gud, alt hvad han i sin kærlighed giver dig, og da er du hos din næste. På dette dobbelte bud hviler, siger Jesus, hele loven og profeterne. Alt hvad der i sandhed er sagt og skrevet bygger på det. Amen.

Pfarrer Erik Høegh-Andersen
Prins Valdemarsvej 40
DK-2820 Gentofte
Tel. ++ 45 - 39 65 43 87
e.mail: erha@km.dk


(zurück zum Seitenanfang)