|
18. Sonntag
nach Trinitatis, 19. Oktober 2003 |
Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte
og af hele din sjæl og af hele sit sind, og du skal elske din næste
som dig selv. Men dette både/og: At elske Gud med sind, sjæl og hjerte og at elske sin næste som sig selv. Dertil er der mange som vil sige at for dem er kristendommen alene indeholdt i det andet bud, i budet om at elske næsten. Det er det afgørende, siger de, som vi må holde fast i i dag, hvorimod Gudstroen, eller Gudskærligheden, snarere må betragtes som et mytologisk levn eller en religiøs opfattelse vi ikke på samme måde kan gøre gældende. Altså: Vi skal behandle hinanden ordentligt. Vi skal vise respekt over for vores medmenneske. Men det med Gud det hører privatsfæren til. Det er et ord vi muligvis forbinder noget med, eller også gør vi det ikke. Denne humanistiske, men af kristendommen farvede tankegang har jeg hørt formuleret mange gange - af konfirmander, dåbsforældre, brudefolk og mange andre jeg har mødt. Men jeg tror, og det vil jeg så godt prøve at sige noget om, jeg tror de to bud hænger nøje sammen. Jeg tror vores menneskesyn er dybt afhængig af vores gudsopfattelse. Og at det derfor egentlig heller ikke lader sig gøre at skille forholdet til Gud og forholdet til næsten fra hinanden Allerførst: Kan vi overhovedet forstå hvem vores medmenneske
er - uden Gud? Og man kunne jo så stille sig det spørgsmål: Hvordan
ville vi opfatte hinanden hvis vi nu forestillede os at vi ingen kristendom
havde eller nogen anden religion? Hvis alle kirketårne var jævnet
med jorden og al religiøs overlevering, også kritikken af
den, var væk. Der ville, siger han, begynde at gro undertoner frem. Den dag de med deres rumkikkert fik øje på den blå planet, jorden, ville de blive grebet af forundring. Betaget ville de begynde at dyrke den. Så småt ville de betragte deres liv i den blå planets lys, med øjne farvet af dens mættede, auratiske nuancer. Jorden ville forekomme dem som et levende væsen i forhold til den døde måne - som et øje der, målt på månens blindhed, så på dem. Hver aften når solen var gået ned, og den blå planet lyste i det tomme rum, ville de synge lovsange til den, ja rette deres håb mod den. Og de ville efterhånden opleve deres måne som et sted der havde bare lidt af det blågrønne i sig. Den ville være som en svag afglans af hvordan der er på den blå planet, hvor en sten ikke bare er en sten, og et ansigt ikke bare et hudbetrukket kranie, men et billede af noget endnu mere blåt og levende et andet sted. De ville erfare enhver glæde de mærkede og så, som et glædens præludium, i forhold til den egentlige glæde derude i rummet. De ville føle tyngdekraften lette, hårene rejse sig, de ville blive lettere, gennemsigtige, blålige. Og da en af dem forelsker sig, forestiller Helmut Friis sig til sidst, flimrer det atmosfærisk for hans syn, han ser det blå i hendes øjne og siger: “Du kommer fra den blå planet”. Selvfølgelig er det et noget kuriøst tankeeksperiment at forestille tænkende bevidstheder på månen der ikke kender til vores liv og forestillinger her på jorden. Men det som Helmuth Friis vil sige med det, er jo at vi som det naturligste oplever os selv og hinanden som spejlinger af noget større. På månen er vi som sendt fra den lysende blå planet. Her på jorden er vi himmelske væsener, børn af vores himmelske Far, eller vi er skabt i Guds billede - alle formuleringer som viser at vi har del i en virkelighed som er større end os. Det er, siger Helmuth Friis, kun på et meget intellektuelt og teoretisk niveau vi kan nedskrive mennesket til at være en biologisk organisme, lige meget hvor kompliceret den organisme så er. For ansigt til ansigt oplever vi altid i det andet menneske en hellighed, noget som er os guddommeligt givet. Allerede i vores sansning får den anden en betydning som ikke kommer fra os. Vi kan anskue mennesket nedefra, med reducerende biologiske teorier.
Vi kan på den måde se det som en endda meget højt
udviklet bevidsthed, men vi indfanger ikke ad den vej det afgørende,
det som den anden er i sig selv og for mig. Når vi står med en nyfødt i vores arme, så ved
vi det: det er et himmelsk vidunder vi står med, intet mindre;
det er givet os, men det er ikke vores ejendom; det er noget helt i sig
selv; det er Guds. Hvilket blandt andet dåben jo udtrykker for
os. Det andet menneske er Guds, ligesom jeg er det. Og budet: du skal elske din næste som dig selv, det er altså at elske det af Gud skabte menneske. Det er at stå over for noget som er større end os, noget helligt, noget som vi ikke bare kan forføje over og gøre med som vi vil. Det er at se Gud i den anden, og således give den anden rum for at være der sådan som han eller hun er. På den måde hænger budene uløseligt sammen. Du skal elske Herren din Gud, og du skal elske din næste som dig selv. Trods alle svagheder og ufuldkommenheder som vi selvfølgelig sagtens kan få øje på i hinanden, så er det Guds forunderlige virkelighed vi har med at gøre i den anden som i os selv. Og derfor drejer det sig egentlig heller ikke om bare at gøre godt imod de svage, de som i manges øjne ikke rigtig er noget, men om at se den anden, hvem det så end er, som et af Guds mirakler som jeg skal tage vare på og give plads så godt jeg kan. Du skal elske din næste: det er at elske det menneske Gud møder
dig i og stiller dig over for. Og omvendt du skal elske Herren din Gud:
det er vide at du er båret frem af hans kærlighed, ligesom
din næste er det. Ja den Gud du elsker, møder dig netop
i det nærværende, i denne verden, i de mennesker du nu engang
lever iblandt. Derfor er det aldrig enten eller. Aldrig enten Gud eller mennesket vi
elsker. Det er både og. Det er i samme kærlighed vi elsker
Gud i det næreste og elsker vores næste som det helliggjorte,
gudskabte menneske han altid er. Og intet sted bliver det tydeligere end i Kristus, i Jesus fra Nazareth,
der i evangelierne udråbes som Guds enbårne Søn. Hvem
er han? Hvad mener I om Kristus? sådan lyder spørgsmålet
til sidst i dagens tekst. Er han Davids søn, dvs. er han af Davids
slægt og i den forstand et menneske som os? Eller er han kong Davids
Herre, altså Gud, er han Guds manifestation, Guds Søn? Svaret
er selvfølgelig, at han er både og. Både menneske
og Gud. Derfor sker der også det at Guds nærvær, Guds kærlighed,
bliver tydeligere end noget andet sted. Og man ser hvordan de mennesker
han møder, kommer til sig selv og bliver til levende personer
som de ikke har været det før. Man ser at plagede, nedbøjede
mennesker rejser sig op, med værdighed , frie, himmelske som aldrig
før. Som om de ikke før har vidst hvem de er, men nu ved
de det. At elske Gud eller elske næsten - det bliver aldrig til et alternativ, eller til et spørgsmål om det ene eller det andet, dér hvor Kristus er. For den enkelte anden ses altid i lyset fra Gud, og Gud ses i den anden. Guds rige er derfor heller ikke sådan, siger Jesus, at man kan pege på det og sige: hér er det eller dér! Men Guds rige er midt iblandt jer. I det rige, her blandt alle de andre, skal I i lyset af Guds kærlighed leve og være, elske og se. Så: Elsk din næste, og da er du hos Gud. Og elsk din Gud, alt hvad han i sin kærlighed giver dig, og da er du hos din næste. På dette dobbelte bud hviler, siger Jesus, hele loven og profeterne. Alt hvad der i sandhed er sagt og skrevet bygger på det. Amen. Pfarrer Erik Høegh-Andersen
|
(zurück zum Seitenanfang) |