Til alle tider er der blevet sat grænser omkring det hellige. Helligsteder og offersteder, afgrænsede områder hvor ritualer og optog har kunnet finde sted, hellige bjerge, hellige sten, hellige træer, hellige kilder, steder hvor mirakuløse begivenheder er hændt, templer, synagoger, moskeer, kirker. Alt sammen afgænsede steder og områder og rum.

Vi kender også dette at der på et helligt sted eller i et helligt rum er et område der er særlig helligt. Vi kender det allerhelligste i templet i Jerusalem i det gamle Israel. Og vi har alteret og koret som en særlig del af rummet i vore kirker. Det er især tydeligt i vore gamle kirker. Vi kan også se det her i Kirke Værløse kirke.

Hellige tider kender vi også. Livet består af hverdage, men så er der også de særlige dage. Nogle af dem kalder vi faktisk stadigvæk ”helligdage”! Det er kirkens højtider: jul, påske, pinse og nogle enkelte andre helligdage i årets løb.

Og så er der højtiderne og mærkedagene i vores liv - ikke mindst i vores familieliv. Også det er særlige dage. Rækken af hverdage bliver afbrudt. Vi standser op. Der er noget særligt på færde. Der er noget særligt vi skal være opmærksomme på. Der er noget der er anderledes. Der er noget der i en eller anden forstand er helligt.

Hvorfor er der grænser omkring det hellige? Hvorfor skal det hellige være noget særligt i forhold til alt det almindelige?

Den enkleste forklaring er naturligvis at det hellige netop altid er noget særligt. Det hellige er forskelligt fra og anderledes end alt det andet. Vi kan ikke undvære det hellige, men det hellige er ikke det samme som den almindelige verden og det almindelige hverdagsliv. Det findes og foregår i verden, men det hører på en måde ikke til i verden.

Når vi møder det hellige, så bliver vi mindet om hvad meningen med livet er. Så henter vi kraft til at fortsætte livet. Så forsones vi med tilværelsens mørke sider - med skyld og ulykke og død. Og når vi har haft berøring med det hellige og fået styrke fra det, så kan vi vende tilbage til det almindelige liv.

Men der er også en anden pointe. Det hellige holdes adskilt fra det almindelige liv fordi vi på en måde ikke kan holde ud at have med det hellige at gøre hele tiden. Det er for anderledes. Det er for stærkt. Det er for udfordrende. Fra det hellige udgår der en kraft og en vejledning for vores liv som vi ikke kan undvære, men som vi også er nødt til at holde på afstand. Hvis vi skulle være tæt på hele tiden, så ville det blive for meget!

Det ligger dybt i os mennesker at vi det meste af tiden har brug for bare at være almindelige mennesker der lever i verden. Vi har brug for dagligdagen og det verdslige liv.

Vi har brug for alt det små og nære: arbejdet der skal gøres, måltiderne, samværet, samtalen om dagligdags ting, stilhed, leg, smil, latter, den jævne og brogede mangfoldighed i tilværelsen, morgenens lys, dagens virksomme liv, aftenens ro og eftertanke.

Alt sammen på sin vis langt fra det særlige, det højtidelige, det vældige som vi ikke kan rumme, idealerne, visionerne, Guds ord, Guds tale, Guds ubetingede fordring, Guds velsignelse.

Vi kan illustrere noget af alt dette på en meget konkret måde hvis vi går tilbage i kulturernes og religionernes historie. Man har haft hellige steder hvor folk kom sammen for at ofre og dyrke deres guder og fejre deres fester. Og ofte var disse steder ”forbudte” områder.

Det betød at når man var inden for det hellige område, så måtte man lægge al strid bag sig. Hvis flere stammer kom til samme sted, så måtte alle stammefejder lægges til side for en stund. Det gjaldt for eksempel Mekka i tiden før Muhammed. Det var i det hedenske Arabien et vigtigt sted for dyrkelse af guderne og for fred mellem ørkenstammerne. Man måtte end ikke nedlægge jagtbytte eller rykke planter op af jorden. Helligstedet var et billede af Paradis.

Men dér kunne man jo ikke leve! Dér kunne man komme for at hente velsignelse og skabe forsoning, men man måtte tilbage til livet. Man måtte tilbage til kampen for overlevelse! Det var nødvendigt at sætte en skarp grænse mellem det hellige sted og livet udenfor - for hellighedens skyld, men sandelig også for livets skyld.

Det hellige må afgrænses, og den der vil overskride grænsen må rustes til det. Man må forberedes. Man må indvies. Man må have præster der som stedfortrædere for alle andre kan gå ind på det hellige områder. Sådan har det også altid været.

Se, nu har vi fået forkundskaber, og så kan vi vende os til den beretning som vi har hørt, og som vi kender så godt. Jesus siger til disciplene: ”Lad de små børn komme til mig. Det må I ikke hindre dem i. Guds rige er deres.”

Vi hører ordene hver gang vi holder dåb. Vi kender ordene så godt at vi let kommer til at overse deres virkelige rækkevidde. Det er ikke for meget sagt at de ord er de mest opsigtsvækkende og revolutionerende ord der nogensinde er blevet sagt!

Tænk på hvad det Jesus siger, egentlig indebærer! Enhver ved jo at grænsen til det hellige er en uflyttelig og ubrydelig grænse. Enhver ved at når vi har brug for forbindelse med det hellige, så må vi gå ud af dagligdagen og ind i højtiden.

Vi må hente velsignelse på et helligt sted, i templet, på et valfartssted - eller hvor vi ellers kan finde velsignelsen og kraften. Og vi må forberedes og indvies. Eller vi må have en hellig person til at repræsentere os. Eller vi må i det mindste kende den lov som Gud har givet, og overholde den.

Men Jesus siger at disse små børn der ikke engang er så store at de kan gå selv, har direkte adgang til det hellige. De har direkte adgang til Guds rige. Ja, de ejer Guds rige. ”Guds rige er deres.”

De er ikke voksne. De er ikke myndige. De er uden for love og regler. De har ikke lært noget om samfund og religion og traditioner. De har ikke modtaget nogen indvielse af nogen art.

Det Jesus siger, det er jo: Vi behøver ikke særlige hellige steder. Vi behøver ikke noget tempel og ikke nogen synagoge. Vi behøver ikke lære loven og de hellige skrifter at kende. Vi behøver ikke nogen særlig indvielse eller velsignelse eller godkendelse.

For alene ved at være mennesker - sådan som disse børn er mennesker - får vi givet alt hvad Gud har at give. Vi får givet Guds rige. Vi skal arve det. Det bliver virkelig vores. Det hellige har ingen grænser. Gud kender ingen grænser.

Inden vi har nået at gøre os nogen som helst tanker om hvordan vi skal finde Gud og komme i forbindelse med det hellige, har Gud forlængst sørget for at omfatte alt.

Han har i begyndelsen skabt Himlen og jorden, og han omfatter alt. Vi kan ikke på nogen mulig måde foretage os noget som kan bringe os Gud nærmere end vi allerede er.

Og det Jesus taler om, det er ikke bare én mulig vej til Gud. Det er den eneste vej! ”Den der ikke tager imod Gud rige ligesom et lille barn, han kommer slet ikke ind i det.”

Der er ikke andet at gøre end at glemme alle grænser og kaste alle ritualer og invielser bort og nedbryde alle hellige huse og slette alle hellige steder. Det er jo alt sammen måder hvorpå vi tror vi kan komme ind i Guds rige. Men det nytter ikke noget. Der er kun den ene vej: at tage imod Gud rige ligesom et lille barn tager imod det som dets mor eller far giver det.

Vi har sådan set altid vidst det. ”Herre, vor Herre! Hvor herligt er dit navn over hele jorden, du som har bredt din pragt ud på himlen!” Sådan siger salmisten. Vi har hørt det. Der er ingen grænser. Gud sætter ingen grænser.

Vi har altid vidst det. Men apostlene og disciplene må lære det på ny, og vi må lære det på ny. ”Gå ud i alverden og gør alle folkeslag til mine disciple idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.”

Jesus taler ikke om ét folk eller bestemte folkeslag, men alle folkeslag. Han taler ikke om kirker og præster og systemer og ordninger. Han taler alene om dåben: at du får Guds rige og Guds kraft alene fordi du er et menneske. ”Han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.” Så enkelt var det, og så enkelt er det.

Og hvad er der så sket ved det? Har vi taget imod Guds rige? Har Gud taget sin verden i besiddelse? Ja, Gud har taget sin verden i besiddelse. Men nej, vi har glemt hvad det handler om. Vi har glemt tanken om det hellige. Vi regner bare med at verden er vores verden.

Grænsen mellem det hellige og det almindelige blev brudt ned af Jesus, men med tiden skete der det at det hellige næsten helt forsvandt fra verden. I vores del af verden har vi fået lagt en enorm afstand til Gud. Og hele pointen er jo præcis det modsatte!

Det Jesus forkynder, det betyder jo at nu er det helliges grænse flyttet helt ud til verdens grænse. Grænsen går ikke gennem verden, men uden om verden. Nu er alting helligt. Nu omfatter Gud alt. Nu lever vi med Gud og for Gud hele tiden og overalt. Nu er der ikke noget der er så småt og så dagligdags at det er ligegyldigt for Gud. Nu er vi uendelig velsignede og uendelig ansvarlige. Det er næsten ikke til at bære!

Det er ikke til at bære - men det er ikke desto mindre det evangeliet går ud på.

Vi kommer hele tiden til at reducere evangeliet. Vi gør det til noget mindre end det er. Syndernes forladelse. Tilsagnet om Guds kærlighed. At vi får Jesu Far i Himlen til vores Far i Himlen. Det er alt sammen rigtigt. Men det er for lidt.

Evangeliet er en forvandling af hele vores virkelighed. Alting er anderledes. Alle steder er hellige steder. Alle tider er hellige tider. Alle mennesker er Guds mennesker. Alting er under Guds herredømme, i og ved Kristus.

Vi har hørt det i dagens epistel: ”Ved ham og til ham er alting skabt. Han er forud for alt, og alt består ved ham. ... Han er begyndelsen, den førstefødte af de døde, for at han i alle ting skulle være den første. For i ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig.” Hvis ikke det er en helt anden virkelighed end verden nogensinde før har kendt, så ved jeg ikke hvad det er! Amen.

Sognepræst Jan Ulrik Dyrkjøb
Knud Hjortsøvej 26
DK-3500 Værløse
Tel.: ++ 45 - 44 48 06 04
e-mail: jukd@vaerloesesogn.dk