|
|
3.søndag.i advent,
14. Dezember 2003 |
Der er et spring fra da vi sidst hørte om Zakarias, Johannes Døbers præstefar. Da vi forlod ham for ni måneder siden var han blevet stum. Nu strømmer ordene til gengæld fra ham. Dengang i marts – da Zakarias fik at vide, at hans og konens Elisabeths højeste ønske om at få et barn var gået i opfyldelse, turde han ikke tro på det. Så længe havde de drømt og så mange gange havde de håbet, at nu var Elisabeth gravid, og de var blevet skuffede lige så mange gange. Det har gjort Zakarias skeptisk og han er holdt op med at håbe – og derfor altså, da det så endelig bliver alvor blokerer Zakarias i sin mistro. Så man kan godt sige, at han også har ruget i ni måneder – og nu ved drengens fødsel går der hul på hans hinde af tavshed. Selv bliver han befriet og kommer ud af den indelukkethed, som hans mistro og manglende glæde havde bragt ham i. Han føler virkelig, at hans manglende tro er blevet tilgivet og han har selv forsonet sig med sin tilværelse. Og på profetisk vis overfører Zakarias sin personlige erfaring til hele folket. Den befrielse han selv har oplevet skal jordens folk opleve. Den glæde, der nu fylder ham, skal alle mennesker have del i. Der findes tilgivelse i verden, så et menneske ikke skal blive hængende i gammel mistro og lukkethed, og det skal alverden vide. Som han har mærket noget nyt være på vej i sig selv, er der noget nyt på vej i verden: ”solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.” Og Zakarias ser hvordan hans dreng skal få del i den nye bevægelse; han skal bidrage og være med til at Gud og Guds rige bliver mere virkeligt i verden: lyset, skal brede sig, der er flere, der skal gå på fredens vej. ” Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel”, men vi hører ikke mere til Zakarias. Man kan næsten håbe, at han ikke kom til at opleve sønnens udvikling og skæbne. For Johannes endte på en ekstrem fløj, hvor han kun havde fordømmelse tilovers for verden. For mig har det altid set ud som om Johannes sind har taget præg og farve af ørkenen. Det er blevet hårdt og goldt. Som om han kun kan se mørket og døden og skyggerne i verden. Verden er rådden i Johannes øjne og derfor har den kun godt af at blive ødelagt, sådan at en ny og bedre verden kan komme frem. Zakarias, der på sin egen krop både havde oplevet, hvordan det er ikke at have nogle forventninger til tilværelsen og hvilken befrielse det er igen at kunne håbe og tro. Derfor kan Zakarias åbne sig for tilværelsen. Han er blevet forsonet med sin egen ufuldkommenhed og kan derfor også leve med andres – men hans søn blev fanatiker. På et islamkursus så jeg for et par år siden en engelsk film, der på sin måde gendigter historien om Zakarias og Johannes. Filmen hedder ”My son, the fanatic”, Min søn, fanatikeren. I filmen møder vi en godhjertet muslim, der prøver at gøre tilværelsen så god som mulig for kone og barn, og også for de mennesker, han kommer i kontakt med. Han er taxachauffør og lærer det engelske samfund at kende både på forsiden og på bagsiden, så at sige, men han er god til at se det enkelte menneske bag ved både religiøse og sociale facader. Han er ikke blind for sine egne fejl og har derfor forståelse overfor andre. På sønnens vegne arbejder han for, at drengen både skal have en god uddannelse og helst også en engelsk pige. Selv passer faderen fredagsbønnen, men tillemper i øvrigt de muslimske regler til det engelske samfund. Sønnen derimod lægger afstand til det samfund, som han synes er fordærvet og ugudeligt – og bliver fanatisk i sit forsøg på at få fastere rammer og former på både familieliv og samfundsforhold. Han forbander faderen og hans forsonlige holdning. Faderen kommer ud af filmen med sin menneskelighed i behold, og jeg kan godt få ham til at ligne Zakarias, ligesom jeg kan få den fanatiske søn til at ligne Johannes. Johannes styrke er, at han har mod nok til at kritisere konkret umoral og dobbeltmoral og ugudelighed i al almindelighed. Hans svaghed er, at han ikke kan tilgive og at han mener, at man må lave en total udrensning af råddenskaben før noget nyt kan få plads. Han pegede på fredens vej, men gik ikke selv på den. Han pegede på lyset, men blev selv i mørket. Han prædikede Guds barmhjertighed, men kunne ikke selv være barmhjertig. Det er ikke helt rigtigt, hvad jeg siger, for Johannes kom faktisk også selv i tvivl – i tvivl om sit projekt – i tvivl om, at han havde ret. Så hvis Johannes havde fået lov til at leve var hans prædikener måske blevet mindre fordømmende. Måske havde han kunnet se, at det afgørende nye, som han gerne ville bane vej for netop rummer en tilgivelse, så man kan vove sig ud af mørket – ud i lyset, hvor vores svagheder rigtignok kommer for en dag, men hvor vi ikke bliver forkastede af den grund. For det lys, der skinner på os er et nådigt lys. Der er velsignelse i det lys, så der kan vi være. Der er nåde i det lys, og derfor kan vi være som dem, vi er – i det lys. Der er fred i det lys, så vi kan tro og håbe, at vel er mørket ikke afskaffet og væk, men lyset er stærkere. Amen. Sognepræst Hanne Sander |
|
(zurück zum Seitenanfang) |