|
Julesøndag, 28. 12. 2003 |
Enhver god historie skal have en begyndelse, et midterstykke og en afslutning.
Og julehistorien om Jesus har i hvert fald, det ved alle, en begyndelse.
Det ved fra juleaften og juledag: barnets kommen-til-verden. Barnet fødes.
At fødes er at komme til verden, og at komme til verden er at
komme til nogen, og at komme til nogen er at gribe ind i deres liv, og
der opstår forviklinger. Der opstår nye horisonter. Al begyndelse er opløftelse. Al begyndelse er nye muligheder. Derfor er begyndelsens julebudskab også ”Frygt ikke, thi jeg forkynder Jer en stor glæde”. Eller: ”Fred i mennesker, som har hans velbehag”. Al begyndelse er glæde, fred, frygtløshed. Men til enhver historie er der også en midte og en afslutning. Og det er den, man ikke først og fremmest hører om juleaften og juledag, men den hører man til gengæld om 2.juledag og i dag – julesøndag. Her fortælles om, hvordan den sande glæde og fred bliver forfulgt og slået ihjel. Midterdelen af historien handler altid om modstand mod begyndelsen: ondskaben, fjendskabet, om gråd og tårer. Al midte er kamp, udholdenhed og håb. I dette rum fortælles stadigvæk den gode gamle historie med en slutning, der har en happy ending. Kampen mellem det gode og det onde ender ikke med det ondes sejr, men med det godes. Det kan I høre om til Påske, for det er her den afgørende kamp står. Julefortællingen rummer både begyndelsen, midten og enden. Desværre får de færreste midten og afslutningen med, idet de kun hører englesangen om ”frygt ikke” og ”fred til mennesker”. Og så bliver det ikke kun en halv historie, men den står også i fare for at blive sentimental og overfladisk. Men hvordan foregår så midterdelen af historien. Det er
det, julesøndag handler om. Hvad sker der, når det gode
budskab om englene går ind i verden og møder modstand? Hvad
sker der, når himmel og jord mødes? Og hvordan overvinder
den gode begyndelse med fred og glæde og frygtløshed den
onde verden med fjendskab og modstand? William Shakespeare brugte det som titel på en komedie. Og titlen kunne så at sige bruges på alle komedier, til dels også på tragedierne. Men her er det måske sværere at se. Hvad er det for et trick, Shakespeare bruger for at vende det hele til det gode. Han bruger bedraget, illusionen, den hvide løgn. Som nu i den sidste komedie, Shakespeare skriver, 'Uvejret' Komedien 'Uvejret' ligner sådan se evangeliefortællingen
til i dag Den handler om hertug Prospero af Milano, der er blevet fordrevet
af sin bror Antonio og hu har 12 år har opholdt sig på en ø sammen
med sin datter Miranda. Denne Prospero besidder hemmelige, okkulte kunster
og magisk trolddomskunst. Således er han i stand til at arrangere
et uvejr, der gør at hans onde bror på sin tilbagerejse
fra et bryllup kuldsejler og strander på den øde ø.
Her sker der mange intriger, forklædninger og ombytninger, alt
sammen for at narre fjenden i fælden, så da vi er nået
til femte akt, har de rigtige fået hinanden, ondskaben er blevet
afsløret, de fleste angrer bortset fra en enkelt. Og det er just
en pointe hos Shakespeare, at næsten alle, der er blevet korrumperet
og bedraget ind i ondskaben, de kan også blive bedraget ind i sandheden,
dvs. til det sande og det ærlige liv, hvor mildheden og godhed
råder. Bortset som sagt fra en enkelt. I næsten alle dramaer
står der én tilbage uden for., isfrossen i ondskab. Forsoningen
har altså sine grænser. Josef narrede kong Herodes. Sådan var det tradition for i familien tilbage i århundreder. Iflg. evangelisten Matthæus. Det hører med til den hellige histories aktører, hovedskuespillerne, at de måtte en tur til Ægypten inden de kom hjem for at føre Guds plan igennem Josef blev smidt i brønden af sine brødre og siden solgt til ægyptiske slavehandlere. Og i Ægypten blev han fødevareminister og redede både Ægypten og Israel fra hungerkatastrofe. Moses blev opdraget som ægyptisk prins, men kunne imidlertid ikke holde sin nye identitet ud og måtte trække sig ud i ørknen for senere at vende tilbage og hjælpe sit folk ud ved hjælp af trolddomskunst. Men om ad Ægypten skulle de for at føre Guds plan til ende. Og sådan også med efterfølgeren Jesus. Et godt narreri skal der til for at verden frelses fra ondskaben. Og så skal der gode drømme til. Der viste sig en Herrens
engel i en drøm for Josef. Han til drømme har de nu også haft
i den hellige historie. Især når det kneb og der var stor
modstand. Tænk på den gamle patriark, da han var flygtet
for sin bror Esau og var undervejs til sin morbror, og ikke var meget
værd. Da lagde Jakob hovedet til stenen, og engle vandrede op og
ned, og det var kun gode og fine ord, der blev hvisket ham i øret
af de væsener den art. Ja, så gode og fine var ordene, at
han aldrig opgav ævred, hvor megen modstand han end mødte. Shakespeare lader den gode kong Prospero af Milano sige de berømte ord om det vigtige ved drømmen: ”Vi er det samme stof, som væver drømme, og vort korte liv omgærdes af en søvn”. Søvnen og drømme er i Shakespeares verden de yderste billeder for tilværelsens inderste væsen. Der er både den truende søvn og mareridtet og den gode søvn og de fine drømme. De drømme, der holder fast i det gode og det sande liv. Drømmen om livets værdighed. Livet i kærlighed og nåde. Som Grundtvig skrev i sit juledigt: Som i Shakespeares dramaer handler det i den kristne historie om at kunne holde drøm og alvor sammen, syn og virkelighed. Holder man sig kun i drømmenes verden, forvandles man til resignation og afmagt. Holder man sig omvendt til virkeligheden, forvandles man til rastløshed og fortravlethed. I enheden mellem drøm og alvor, mellem syn og handling, da er man i stand til at blive forvandlet af og forvandle livets tilskikkelser. Josef holdt tingene sammen. han fik drømmen om flugten, men han fik også drømmen om at vende tilbage. Jeg sagde, at enhver historie har en begyndelse, en midte og en afslutning. Får man ikke midterdelen med af julehistorien, så får man ikke farligheden og dramaet med. Den farlighed og det drama, der ligger skjult i begyndelsens ord om ”frygt ikke” og ”fred på jorden”. De bliver farlige, så snart de får kød og blod i verden, der er blevet bedraget af den vilje, der kun vil sig selv, af den magt, der nedbryder. Det bliver farligt den dag, hvor man ikke går på kompromis med den herodianske magt, der hvor man ikke går blot viger uden om og tænker, at det går nok altsammen. Det blive farligt den dag, man opgiver den tilvænnede fredsommelighed, der nøjes med den mindste fællesnævner af liv. Det bliver farligt den, hvor den magelige overkommelighed bliver ryddet af vejen af den sande fred og frygtløshed. At imødegå den korrumperende og undergravende magt kræver stor snilde og iscenesættelse. Og dertil det gode syn og den store drøm. Vi kender vel også alle, når vi tænker efter, et menneske eller to, om hvem det hedder, at de gik kongebud. Det er det menneske, der havde ladet englens ord om frygtløshed og fred tage bolig i sig. Som holdt drømmen højt, og i den tilspidsede situation, hvor den barske virkelighed trængte sig på og uvejret var størst ikke trak sig tilbage eller blev træt af at narre fjenden. Af de mennesker kan vi roligt regne med, a når enden er god, da er alting godt. Amen. Sognepræst Jørgen Demant
|
(zurück zum Seitenanfang) |