Göttinger Predigten im Internet

Enhver god historie skal have en begyndelse, et midterstykke og en afslutning.

Og julehistorien om Jesus har i hvert fald, det ved alle, en begyndelse. Det ved fra juleaften og juledag: barnets kommen-til-verden. Barnet fødes. At fødes er at komme til verden, og at komme til verden er at komme til nogen, og at komme til nogen er at gribe ind i deres liv, og der opstår forviklinger. Der opstår nye horisonter.
”I dag er der født Jer en frelser i Davids by”. Der er født. Det er julens budskab. Al begyndelse er begyndelse for os. Det være sig forelskelse, det være sig kærlighed. Det være sig det at få et barn. Al begyndelse er dette at blive berørt af noget, der kommer udefra.

Al begyndelse er opløftelse. Al begyndelse er nye muligheder. Derfor er begyndelsens julebudskab også ”Frygt ikke, thi jeg forkynder Jer en stor glæde”. Eller: ”Fred i mennesker, som har hans velbehag”. Al begyndelse er glæde, fred, frygtløshed.

Men til enhver historie er der også en midte og en afslutning. Og det er den, man ikke først og fremmest hører om juleaften og juledag, men den hører man til gengæld om 2.juledag og i dag – julesøndag. Her fortælles om, hvordan den sande glæde og fred bliver forfulgt og slået ihjel. Midterdelen af historien handler altid om modstand mod begyndelsen: ondskaben, fjendskabet, om gråd og tårer. Al midte er kamp, udholdenhed og håb.

I dette rum fortælles stadigvæk den gode gamle historie med en slutning, der har en happy ending. Kampen mellem det gode og det onde ender ikke med det ondes sejr, men med det godes. Det kan I høre om til Påske, for det er her den afgørende kamp står.

Julefortællingen rummer både begyndelsen, midten og enden. Desværre får de færreste midten og afslutningen med, idet de kun hører englesangen om ”frygt ikke” og ”fred til mennesker”. Og så bliver det ikke kun en halv historie, men den står også i fare for at blive sentimental og overfladisk.

Men hvordan foregår så midterdelen af historien. Det er det, julesøndag handler om. Hvad sker der, når det gode budskab om englene går ind i verden og møder modstand? Hvad sker der, når himmel og jord mødes? Og hvordan overvinder den gode begyndelse med fred og glæde og frygtløshed den onde verden med fjendskab og modstand?
Det handler om at narre fjenden og om at holde fast i de gode drømme, for kan man det, så bliver enden god, og da er alting godt!

Apropos denne talemåde, som vi så tit bruger. Og som vi jo netop bruger i forbindelse med en krise, vi oplever… en modstand, vi har overvundet… et uvejr, som kom ind over os…Når det er overstået, så ånder vi lettet op og siger: ”NÅR ENDEN ER GOD ER ALTING GODT!”

William Shakespeare brugte det som titel på en komedie. Og titlen kunne så at sige bruges på alle komedier, til dels også på tragedierne. Men her er det måske sværere at se. Hvad er det for et trick, Shakespeare bruger for at vende det hele til det gode. Han bruger bedraget, illusionen, den hvide løgn. Som nu i den sidste komedie, Shakespeare skriver, 'Uvejret'

Komedien 'Uvejret' ligner sådan se evangeliefortællingen til i dag Den handler om hertug Prospero af Milano, der er blevet fordrevet af sin bror Antonio og hu har 12 år har opholdt sig på en ø sammen med sin datter Miranda. Denne Prospero besidder hemmelige, okkulte kunster og magisk trolddomskunst. Således er han i stand til at arrangere et uvejr, der gør at hans onde bror på sin tilbagerejse fra et bryllup kuldsejler og strander på den øde ø. Her sker der mange intriger, forklædninger og ombytninger, alt sammen for at narre fjenden i fælden, så da vi er nået til femte akt, har de rigtige fået hinanden, ondskaben er blevet afsløret, de fleste angrer bortset fra en enkelt. Og det er just en pointe hos Shakespeare, at næsten alle, der er blevet korrumperet og bedraget ind i ondskaben, de kan også blive bedraget ind i sandheden, dvs. til det sande og det ærlige liv, hvor mildheden og godhed råder. Bortset som sagt fra en enkelt. I næsten alle dramaer står der én tilbage uden for., isfrossen i ondskab. Forsoningen har altså sine grænser.
Den intrigante og magtsyge Antonio troede, han havde sagen under kontrol, dvs. byen Milano. Men det er kun en illusion og et bedrag, han styrer sin magt på. Men Prospero genvinder sin magt og sin by – ikke ved bitter hævn, men lempeligt og listigt bedrager han dem ind i den tilgivende og genoprettende kærlighedstilstand. Ikke med ondt skal ondt fordrives, men med bedrag skal bedrag fordrives.

Josef narrede kong Herodes. Sådan var det tradition for i familien tilbage i århundreder. Iflg. evangelisten Matthæus. Det hører med til den hellige histories aktører, hovedskuespillerne, at de måtte en tur til Ægypten inden de kom hjem for at føre Guds plan igennem Josef blev smidt i brønden af sine brødre og siden solgt til ægyptiske slavehandlere. Og i Ægypten blev han fødevareminister og redede både Ægypten og Israel fra hungerkatastrofe. Moses blev opdraget som ægyptisk prins, men kunne imidlertid ikke holde sin nye identitet ud og måtte trække sig ud i ørknen for senere at vende tilbage og hjælpe sit folk ud ved hjælp af trolddomskunst. Men om ad Ægypten skulle de for at føre Guds plan til ende. Og sådan også med efterfølgeren Jesus. Et godt narreri skal der til for at verden frelses fra ondskaben.

Og så skal der gode drømme til. Der viste sig en Herrens engel i en drøm for Josef. Han til drømme har de nu også haft i den hellige historie. Især når det kneb og der var stor modstand. Tænk på den gamle patriark, da han var flygtet for sin bror Esau og var undervejs til sin morbror, og ikke var meget værd. Da lagde Jakob hovedet til stenen, og engle vandrede op og ned, og det var kun gode og fine ord, der blev hvisket ham i øret af de væsener den art. Ja, så gode og fine var ordene, at han aldrig opgav ævred, hvor megen modstand han end mødte.
Og efterkommerne arvede den evne at drømme store, gode drømme. Og det blev Josefs og den hellige families frelse.

Shakespeare lader den gode kong Prospero af Milano sige de berømte ord om det vigtige ved drømmen: ”Vi er det samme stof, som væver drømme, og vort korte liv omgærdes af en søvn”. Søvnen og drømme er i Shakespeares verden de yderste billeder for tilværelsens inderste væsen. Der er både den truende søvn og mareridtet og den gode søvn og de fine drømme. De drømme, der holder fast i det gode og det sande liv. Drømmen om livets værdighed. Livet i kærlighed og nåde.

Som Grundtvig skrev i sit juledigt:
Så drømme de sødt om Betlehem,
og er det end forblommet,
de drømme dog sandt om barnets hjem,
som lå i krybberummet;
de drømme, de lege jul med dem,
hvis sang de har fornummet.

Som i Shakespeares dramaer handler det i den kristne historie om at kunne holde drøm og alvor sammen, syn og virkelighed. Holder man sig kun i drømmenes verden, forvandles man til resignation og afmagt. Holder man sig omvendt til virkeligheden, forvandles man til rastløshed og fortravlethed. I enheden mellem drøm og alvor, mellem syn og handling, da er man i stand til at blive forvandlet af og forvandle livets tilskikkelser.

Josef holdt tingene sammen. han fik drømmen om flugten, men han fik også drømmen om at vende tilbage.

Jeg sagde, at enhver historie har en begyndelse, en midte og en afslutning. Får man ikke midterdelen med af julehistorien, så får man ikke farligheden og dramaet med. Den farlighed og det drama, der ligger skjult i begyndelsens ord om ”frygt ikke” og ”fred på jorden”. De bliver farlige, så snart de får kød og blod i verden, der er blevet bedraget af den vilje, der kun vil sig selv, af den magt, der nedbryder. Det bliver farligt den dag, hvor man ikke går på kompromis med den herodianske magt, der hvor man ikke går blot viger uden om og tænker, at det går nok altsammen. Det blive farligt den dag, man opgiver den tilvænnede fredsommelighed, der nøjes med den mindste fællesnævner af liv. Det bliver farligt den, hvor den magelige overkommelighed bliver ryddet af vejen af den sande fred og frygtløshed.

At imødegå den korrumperende og undergravende magt kræver stor snilde og iscenesættelse. Og dertil det gode syn og den store drøm. Vi kender vel også alle, når vi tænker efter, et menneske eller to, om hvem det hedder, at de gik kongebud. Det er det menneske, der havde ladet englens ord om frygtløshed og fred tage bolig i sig. Som holdt drømmen højt, og i den tilspidsede situation, hvor den barske virkelighed trængte sig på og uvejret var størst ikke trak sig tilbage eller blev træt af at narre fjenden.

Af de mennesker kan vi roligt regne med, a når enden er god, da er alting godt.

Amen.

Sognepræst Jørgen Demant
Hjortekærsvej 74
DK-45 88 40 Lyngby
Tel.: ++ 45 - 45 88 40 75
email: j.demant@wanadoo.dk