|
|
Helligtrekongers søndag,
4. Januar 2004 |
I vores hurtige og omskiftelige verden er der hele tiden nogen, der tager temperaturen på vores meninger om alt muligt. Der går næsten ikke en uge, hvor man ikke bliver ringet op af et meningsmålingsinstitut, der spørger om ens holdning til alt mellem himmel og jord, eller man bliver spurgt af et eller andet offentligt eller privat firma, hvad man som kunde mener om deres produkter og service. Alt skal i disse år måles og vurderes og analyseres. Derfor har vi hele tiden nogen ved siden af os, der kommenterer vores måde at leve på og tager stilling til vores holdninger. Man kan af og til synes, at vi helt glemmer at leve, fordi vi indretter os efter, hvad alle disse mange forskellige analyser og målinger siger. Resultatet er, at vi bliver frygteligt forvirrede, for der er ikke overensstemmelse imellem dem. De har nemlig udover deres oplysende side også til formål at sælge det firma, der har bestilt målingerne. Hvor er "virkeligheden" egentlig henne? Vi kan analysere alt, kommentere alt eller få kommentarer til alt, hvad der sker. Men hvad skal vi egentlig rette os efter? Går vi et øjeblik ind på de moderne analyser af os og vores tid, så er vi ved at blive temmelig orienteringsløse. Vi ved snart ikke, hvad vi skal holde os til, når vi danner vore holdninger. Måske ikke så underligt, at der går en tendens gennem hele verden til at hylde det, der var engang. Det, der var sikkert, eller i hvert fald det, som ser sikkert ud for os nu. Det er et problem for mange, at vi ikke har nogle helt bestemte opfattelser, vi orienterer os efter. Og gør vi så det alligevel, vil vi ret hurtigt opdage, at vi har valgt det, som alle andre valgte i går, men som de ikke vælger i dag. Vi er sat af, kørt ud på et sidespor. Eller vi kan finde, at vi på en mærkelig måde - midt i et oplyst videnssamfund - befinder os i et uigennemtrængeligt mørke. Når vi så hører de to gamle tekster, som har hørt til denne Helligtrekongerssøndag, siden den blev en kirkelig helligdag eller fest i det 2. århundrede, så slår det os måske, at vi jo slet ikke er de første, der ikke har kunnet finde ud af at orientere os. Esajas, den gamle vise profet, stillede sig yderst kritisk overfor sit folk, fordi de ikke holdt sig til det, som var forordnet dem i Moseloven. I de meget urolige politiske forhold, der herskede i Israel i 7. århundrede før Kristi fødsel, rendte folket og dets ledere efter Esajas mening hid og did. De lyttede ikke til ham eller til andre profeter. Det var for Esajas som om et mørke sænkede sig over dem. Da kom det syn til ham, som vi har hørt lidt af i dag. Han taler til folket om at rejse sig. Det skal rette sig op, se at nu bliver mørket tvunget væk. Der kommer én, som mørket ikke kan få bugt med. Om ham skal alle folkeslag samle sig. De skal komme langvejs fra til hans lys. Esajas levede altså i en tid, hvor mennesker havde lige så svært ved at finde ud af deres liv, som vi gør. Han så, at der er kun én, der kan sætte retningen for menneskers liv, det er Gud, der har givet os livet. Han er lyset, og han er det urokkelige udgangspunkt. Evangelieteksten, den anden gamle tekst til denne dag, afspejler også menneskers
diffuse opfattelse af, hvad de skal orientere sig efter i livet. De vise
mænd er ikke nærmere beskrevet. I virkeligheden ved vi ikke,
om de var konger, som den senere tradition har sagt, eller om de var
magere, det vil sige stjernetydere. Alt dette er udsmykninger på fortællingen,
som er kommet til senere. De vise mænd orienterer sig efter stjernerne. Det er der en ældgammel tradition for. Nogle af de fremmeste til at tyde stjerner var babylonierne, men fra alle folkeslag i verden kender vi deres optagethed at stjernerne. På forskellig vis har man kædet stjernes bevægelser, stjernebillederne og menneskers liv sammen. Vi kender det jo så godt selv. Hver uge er der i blade og aviser horoskoper, og astrologien tages igen af en del mere seriøst end det var tilfældet for år tilbage. Nytårstiden er også altid astrologernes tid, hvor de prøver at få os til at tro, at de kan forudsige, hvad der vil ske i det nye år. Vi ved også, at det kan vi ikke have megen tillid til. Det er underholdning og uskyldigt som sådan. For de vise mænd var det ikke underholdning. Der var det alvor. De havde en tiltro til, at de igennem beskæftigelse med stjernerne kunne finde ud af, hvordan de skulle leve deres liv. De kunne også gennem stjerne forudse, hvad der ville ske i fremtiden. For dem var der knyttet en forventning til enhver ny stjerne, som viste sig. En ny stjerne var tegn på en ny konge. Stjernerne var vejvisere, når man rejste om natten. og slutningen derfra til at gøre dem til vejvisere i livet som sådant, er naturlig. Det fortæller os, at disse vise mænd gennem deres tradition og søgen efter mening, fandt frem til det, der er det egentlige lys: Kristus. Deres egen tro og deres måde at være til på og at være folk på, ledte dem på vej. De blev vist videre end det, de havde fundet var deres livsgrundlag, fordi de blev ved med at søge i det. Derfor kan vi tage det meget afslappet, når vor tid beklages. Det er ganske rigtigt, at vi lever i en tid, hvor alting skifter meget hurtigt. Det er lige fra indslagene i en radioavis, til hastigheden af klipningen i film og kravet om, hvor hurtigt en ny regering eller virksomhedsleder skal levere resultater. Vi er nok ofte utålmodige og er selv med til at presse tempoet op. Lad os dog også se positivt på det og styrke den søgen i alt dette, som kan styrkes. Der er ønsker om at finde vej, og fordi der er mange veje, er der meget , der bliver afprøvet. Lad os ikke beklage det. Lad os hellere tage ved lære og hver især blande os i det og være med til på den store markedsplads at råbe op om, at vi kender et budskab om en vej i livet, der føres ud af verdens og sindets mørke til lyset. For det er jo sådan, at vi blandt alt det, der er en hjælp til at finde vej i livet, finder noget, der er langt mere enkelt og solidt end andet. Det er en modsigelse, som erfaringen er den bedste dommer over, at et menneske, der befinder sig i mørke og ikke kan orientere sig selv skal finde ud af og skaffe lys. Det kender vi alt for mange menneskelige tragedier til at vide, at det kan ingen mennesker. Vi ved jo så godt, at intet menneske er selvberoende i grunden. Vi ved godt, at intet menneske kan skabe sig sit liv. Vi forveksler ofte dette, når vi ser og erfarer, at vi i mange tilfælde kan være yderst heldige med at udforme en del af vores livsvej. I dag kan de fleste unge være med til at forme deres arbejdsliv. Og dog er det en sandhed med store modifikationer. Det er kun de stærkeste og heldigste, der kan det. Men der er en tendens til, at redskaber fra et område flytter med over i andre områder, hvor de ikke er så brugbare. Derfor ser vi at instrumenter fra karriereplanlægning og virksomhedsudvikling tages i anvendelse i det private og personlige liv. Det menneske, som tager dette i anvendelse i fuldt mål, ender altid med at komme til kort og ender i et mørke. Af én bestemt grund: at man ikke kan gøre sine medmennesker til brikker i sådan et spil, uden at det ender i at fratage dem deres menneskelighed. Da bliver det søgende og planlæggende menneske ensomt og formørket. Det er gået op for ganske mange i disse år. Det er der heller ikke grund til at beklage. Det er vel baggrunden for, at vi på alle områder i dag taler om, hvad der er vores værdier. Jeg bryder mig ikke meget om den diskussion, for en værdi er noget man fastsætter i en handel. Jeg vil hellere tale om, hvad der er det bærende menneskesyn i vores kultur. Deri kan vi finde en ledestjerne for både vores personlige liv og vores arbejdsliv. I en så mangfoldig kultur som vores, er der ikke ét men mange syn på mennesket. Det er de politiske ideologiers baggrund. Alligevel er der dog et grundlæggende syn, som vi kan finde i de mange lag af historie og traditioner, vi bygger på. Det kommer selvfølgelig fra kristendommen, og det er det ene af de bærende elementer der går igennem alle julens fortællinger og beretninger. De to elementer er fortællingen om, at lyset er kommet til verden i Jesus Kristus. Kommet i et menneske, der også er Gud, og at han er ledestjernen i alle menneskers liv. Han er ikke kun for jøder, han er også for de hedenske vise mænd, han er for alle. Det andet bærende element er netop dette, at han er for alle, og at han løfter os ud af det mørke, vi kommer i, hvis vores verden kun består af ét menneske, nemlig os selv. Menneskelivet er kendetegnet ved afhængighed. I mødet mellem to eller flere opstår lyset. Vi er budbringere, vi leder efter lyset for os selv, men bringer det samtidig til hinanden. Der er en gammel legende, som jeg gerne vil slutte min prædiken med i dag. Den fortæller, at der ikke kun var tre vise mænd men fire. Den ene kom bare ikke med. I parentes bemærket, så prøv engang at gå op på galleriet og find det store billede af de vise mænd, der finder Jesus i Betlehem. Er der ikke en fjerde vismand helt ude til venstre i billedet? Legenden om den fjerde vismand fortæller, at da han så den ny stjerne, solgte han først alt, hvad han ejede og købte tre kostbare sten. En blå safir, en rød rubin og en hvid perle. Det skulle være hans gaver ti den nye kongesøn. Lige da han skulle af sted, udbrød der sygdom i hans by, og han måtte blive for at hjælpe. Han glemte helt, at han skulle have været af sted. Han solgte endda den blå safir for at få råd til at købe mad til de syge. Da han var færdig med dette, var de andre tre vise mænd for længst over alle bjerge. Den fjerde vismand måtte derfor rejse alene. Han nåede frem til Betlehem og blev der vidne til den store tragedie, at kong Herodes af frygt for den nye konge havde slået alle drengebørn under to år ihjel i Betlehem. Den vise mand solgte den røde rubin for at få penge til at kunne hjælpe de mange familier, som havde brug herfor. Den vise mand fik færten af, at Josef var flygtet med Maria og Jesus til Ægypten. Han søgte derfor at rejse derned, men han mødte hele tiden nogen, der havde brug for hans hjælp, så heller ikke i Ægypten fandt han Jesus-barnet. Mange år efter, var han stadig på vej hen for at finde den konge, stjernen havde vist vej til. Han kom da til Jerusalem, lige da hele byen krævede, at Jesus blev korsfæstet. Den vise mand blev forfærdet og ville hindre det. Han solgte sin hvide perle for at kunne løskøbe Jesus. Han skyndte sig ti Golgata, men endnu engang mødte han et menneske, som havde brug for hans hjælp. Det var en ung pige, der var på flugt fra nogle mænd, der ville sælge hende som slavinde. Han købte hende fri. Nu havde han ikke flere af sine tre gaver i behold, og han kom ud ti Golgata netop da Jesus døde på korset. Det hele var for sent! Ved Jesu død spaltede templets forhæng i to, klippen, hvor Golgata lå, revnede, og en sten herfra ramte den fjerde vismand i panden, og han faldt om, men i en drøm så han, at kongesønnen, der var blevet født i Betlehem havde modtaget hans kostbare gaver. For den blå safir, den røde rubin og den hvide perle funklede i Jesu tornekrone. Ja, så vidt legenden. Den er om noget en fortælling om, parallelt med teksterne fra Esajas og Mattæus-evangeliet, at lyset er kommet til verden i Jesus Kristus, og at vi skal lede efter ham i det nære. Han er der, hvor vi har et menneskesyn, der byder os at tage os af hinanden, der byder os at møde den anden i øjenhøjde og hjælpe ham. Derved giver vi vores gaver til Kristus. Og de gaver dem bærer han med i sin lidelse og opstandelse. Så har Grundtvig jo fuldstændig ret, når han slutter "Dejlig er den himmel blå" med versene: Stjernen ledte vise mænd Denne stjerne lys og mild, Propst Poul Henning Bartholin
|
|
(zurück zum Seitenanfang) |