|
|
1. søndag efter helligtrekonger ,
11. Januar 2004 |
Til alle tider har der været mennesker som har vendt deres blik mod himlen, set månen og himmelbuens myriader af stjerner, og som i ærefrygt, undren, begejstring har sagt til sig selv: Så prægtig, så ufattelig er Guds himmel altså – hans navn er dog herligt ud over hele jorden. Og til alle tider har der været mennesker som har set ud over jordens flade, set landskabets talende konturer og formationer, set hvilken mangfoldighed og planter af dyr vi har omkring os, og som er med at gøre vores verden herligt levende, bevægende og uendelig varieret og rig. Til alle tider har der været mennesker som har ladet sig henrykke af den skabte verdens herlighed, og som så har tænkt: Hvad er da et menneske, målt imod din himmel, Gud, målt imod skaberværkets ufattelige pragt? Ja, hvad er et menneske? Salmisten som vi hørte i indgangslæsningen, har stået og spurgt på den måde for omkring tre tusind år siden. Og svaret han forsøgte sig med, var at selv om mennesket på en måde var det rene ingenting sat i forhold til den umådelige himmel, så huskede Gud det dog og drog omsorg for det. Ja selv om mennesket var lille og skrøbeligt, så var det alligevel det ædleste og fineste Gud havde skabt. Det er kun en smule ringere end Gud, siger salmisten. Gud har kronet det med ære og herlighed, og han har indsat det som konge og hersker over sit umådelige værk. Mennesket står altså som hele skaberværkets fuldendelse og højdepunkt, det som er nærmest Gud - ligesom i skabelsesberetningen i 1. Mosebog hvor mennesket som mand og kvinde skabes som det fineste og største til allersidst. Mennesket har derfor også fået overdraget det enorme ansvar på Guds vegne at tage sig af denne verden. Samtidig med at det selv er skrøbeligt og sårbart og netop i sårbarheden viser sin magt. ”Af børns og spædes mund har du grundlagt et værn imod dine modstandere”, siger salmisten. Børn og spæde - det er altså ikke den ydre magt og fuldkommenhed som tæller, men det værgeløse, sårbare liv, der som barnet kan fejes til side som ingenting. Ja det er dér hvor livet synes allermest skrøbeligt, Guds storhed og magt mere end noget andet sted sætter sig igennem. Det er dér sandheden er, livets mening, og det er dér hævngerrigheden, ondskaben, fjenden, i sidste ende må give op. Alt det har digteren eller salmisten altså tænkt da han for tretusind år siden stod og så op imod den stjernebestrøede nattehimmel. Det mærkelige er at vi faktisk stadig, i dag, kan stå under himlen, med samme undren, med samme svimlende fornemmelse og med de samme overvejelser over hvad vores liv i den store sammenhæng er til for. Også selv om vi ikke mere med samme selvfølgelighed ser Gud som den der er i det hinsides, bag ved stjernerne, og også selv om vi i dag ved meget mere om universet og planeter og stjerner og hvordan det alt sammen er opstået, end man vidste engang. Vi ved stort set alle noget om galakser og sorte huller og big bang og om fysiske lov som relativeres eller ændres når vi når ud i makrokosmos, i det umådelige univers. Vi ved at himlen ikke bare er et tag eller et låg over os, som salmisten for tretusind år siden uden videre gik ud fra, men universet er ufatteligt stort, uendeligt. Ligesom vi også i dag ved om mikroskopiske verdener, med kærnekræfter og elementarpartikler som ingen nogensinde med deres blotte øje vil kunne se. Det er en svimlende uoverskuelighed vi står over for, i det store som i det små, hvad de fleste naturvidenskabsfolk jo også giver udtryk for. Men midt i alt dette svimlende og ufattelige der er det mest mærkelige og uforståelige alligevel hvordan livet og mennesket er blevet til. Er det bare et slumpetræf, et tilfælde, at der er mennesker, og det er der dybest set ingen mening med? Eller er det sådan at menneskelivet på en måde har været indprogrammeret fra begyndelsen, og at mennesket som en mulighed har været tænkt fra begyndelsen af? Det er sådanne svimlende spørgsmål flere og flere atomfysikere, biologer, videnskabsmænd af alle slags er begyndt at stille. Sådan forekommer det i hvert fald mig. En af dem er den danske atomfysiker Jens Martin Knudsen, der mest er kendt for sit engagement i forsøget på at lede efter rester af liv på Mars. Han siger: ”Om noget, så er jeg forbavset. Jeg er forbavset over det vidunderlige liv. Nogle af mine kolleger siger at jeg blander Vor Herre ind i det her. Men præsterne har jo alt på deres side. Livet er ufatteligt og forunderligt, det er et under”…”Vi kan forstå en stjerne, vi kan forstå en planet, selv et såkaldt sort hul og en supernova eksplosion kan vi se i fysikkens ligninger. Men livet selv er universets største gåde…. Menneskelivet der med dets travlhed og leveår kun er som et fnug i jordens lange historie. Hvad vil der ske i de næste tusind år? For slet ikke at tale om den næste million år? Hvad er mon livets rolle i universets storslåede udvikling, og hvad er menneskets rolle blandt milliarder af stjerner…” Ja, hvad er et menneske ?” Og Jens Martin Knudsen fortsætter: ”De dagligdags ting vi ser omkring os, et blad, et træ, en rose, et barn – hvordan er de dog kommet ud af den sky af støv der engang for meget længe siden omgav solen? Hvordan blev grundlaget for Mozarts musik og Van Goghs farver og Tolstoi's ord til, da jorden dannedes for milliarder af år siden? Hvordan kan man overhovedet lade være med at spørge?” Det er jo som at et ekko af den spørgende forundring vi mødte i Davids salmen. Når vi ser ind i universets stjernetåger , hvad er da et menneske, et menneskebarn, at du tager dig af det? Hvad er vi her for, så skrøbeligt og prægtigt livet er, så afmægtigt og mægtigt på samme tid? Det er blot som om det er blevet endnu mere svimlende, jo mere vi ved om universet og livet i dets mangfoldighed og rigdom. Det har ellers i mange år været sådan at man troede at naturvidenskaben ville gøre vores verden kold og gudløs. Der ville ske en affortryllelse af den gudskabte verden. Det ville jo alt sammen kunne nedskrives til fysiske love og ligninger. Religion eller kristendom var kun et menneskeligt eller eksistentielt anliggende, sagde man, og havde ikke i sig selv noget med naturen eller kosmos at gøre. Men sådan behøver det ikke at være. Tværtimod! De religiøse spørgsmål melder sig netop gennem alt det vi ved, og de melder sig med en uafviselighed, med en intensitet og svimmelhed og åbenhed uden lige. Vi får ingen sikre forklaringer, naturligvis, men i det enorme univers peges der altså på menneskelivet som gådens og sandhedens sted. Det drejer sig altså om at være menneske og være det fuldt ud, men ikke noget andet end det. Til at være menneske hører det at være nysgerrig og kunne undres og forbavses. Til at være menneske hører det at spørge om mening og sandhed i vores liv. Til at være menneske hører det at være ansvarlig, med al den magt vi har, (vi er sat til som herskere at tage vare på jordens liv, hvilket er noget risikabelt al den stund vi er i stand til udslette al jordens liv) . Men med til at være menneske hører det også at være ydmyg og taknemmelig, så udsatte og afhængige vi også er. Vi er skabt til både at give og tage imod, skabt til at leve i kærlighedens skrøbelige og alligevel forunderligt stærke magt. Der findes også en magt der sætter sig igennem som hævngerrighed og vold, en magt vi kun kender alt for godt, men det er pervertering af vores liv. Det stærkeste og sandfærdigste kommer frem når vi er lige så værgeløse som barnet. ”Af børns og spæde mund har Gud grundlagt et værn mod sine modstandere”, siger salmisten. Eller som Jesus formulerer det i evangeliet: Vi kommer først ind i Guds rige, når vi tager imod det som et barn: Dér hvor vi er så udsatte og sårbare som barnet der ikke kan andet end at tage imod, dér hvor vi opgiver alle forsvarsværker og forskansninger og giver os hen i kærlighed, der får vi del i det afgørende, i Guds rige, i det liv Gud fra begyndelsen har skabt os , eller om man vil, programmeret os til at leve i. Men fordi vi ikke mere er i stand til bare at være menneske, men være det fuldt ud. Fordi vi ikke mere er i stand til finde ind i gåden, ind i den hemmelighed et menneskeliv er. Fordi vi har valgt voldens og magtens veje, ja fordi vi på så mange måder er afsporede og forblindede i vores liv, derfor er det at den usynlige Gud, himlens Gud, i tidens fylde viste os sit billede. Han lod sig føde som menneske, for at vi ikke mere skulle være i tvivl om hvem han er, og hvad han har skabt os til. Han lod sandheden, meningen, som fra begyndelsen var tænkt ind i skaberværket, blive synlig for os. Det er jo hvad evangeliet i det centrale vil fortælle. I Jesus kan vi nu se hvem Gud er og hvem vi er. Ikke i en nøje fastlagt form. Kærlighedens liv kan og skal altid varieres alt efter hvor man er og hvem man er. Men i Kristus ser vi mere klart end noget andet sted kærlighedens på én gang skrøbelige og forunderlige stærke magt. Vi ser en kærlighed som ikke forskanser sig, men værgeløst som barnet går ind i døden og dermed fratager døden dens magt. Vi ser en kærlighed som gør livet nyt for os, og som henter os tilbage til det liv vi skabt til at leve i. Det er ikke en kærlighed som bare er blevet til på et bestemt tidspunkt i historien, det er en kærlighed Gud har haft i sig som tanke, som drøm fra begyndelsen af. Kristus har altså så at sige været hos Gud fra begyndelsen. Det skal vi høre om til sidst i dag i en meget flot hymne fra Kolossenserbrevet. Kristus er den usynlige Guds billede, I ham besluttede Gud at samle al fylde. Ved ham har Gud bestemt at forsone alt med sig. Det er en fantastiske hymne. Den står på en måde som et poetisk, svimlende, gådefuldt svar på alle de spørgsmål, som får det til svimle for os. Hvad er et menneskeliv sat i forhold til det uendelige univers? Hvorfor er vi er her? Hvor er sandheden henne? Er vi bare en tilfældighed i materiens kaos, eller indgår vi Guds matematik? Er vi med som en drøm eller mulighed i Guds tanke fra begyndelsen af? Kolossenserbrevets svar er at i Kristus ser vi den drøm som har været energien, drivkraften i Guds skabelse fra begyndelse af. Kristus som på én gang er et billede af den usynlige Gud, og det menneske al skabelse og altså hele universets udvikling peger frem imod. Kristus hvis magt er skrøbelig som barnets og alligevel stærkere end alt. Alt består ved ham. Han skal være hoved for legemet, for vores liv med hinanden. Sjælen i vort fællesskab, i kirken. At være et kristent menneske er stadig at spørge og undres og lytte og finde svar i ham. Amen. Sognepræst Erik Høegh-Andersen |
|
(zurück zum Seitenanfang) |