|
|
3. søndag efter helligtrkonger,
25. Januar 2004 |
Hvis vi havde beholdt det græske navn - epifanias – for Helligtrekongers søndag havde det været tydeligere, at vi der har nøglen til helligtrekongertiden. Epifani betyder tilsynekomst, åbenbaring og den 6.januar fik det navn, der knyttede til ved beretningen om, hvordan Gud viser sig i det svage og giver sig til kende i det nyfødte barn, som vismændene når frem til. Med den "epifani-nøgle", der kan hedde: Gud viser sig i verden, er det faktisk muligt at følge en linie gennem hele helligtrekongertiden og lukke dør efter dør op. l dag skal der måske lirkes lidt, før døren giver sig – men lad os nu bare prøve at spørge, hvordan Gud viser sig i teksten her - hvad er det for et billede, vi får af Gud i mødet med Jesus. I det ønske om større tro, som disciplene kommer med til Jesus, ligger der tydeligvis nogle forestillinger om Gud og gudstro. De drømmer om det lidt mere fantastiske - om større gennemslagskraft. Hvis de nu fik noget mere tro, så ville det vel også kunne give sig mere udslag. I den tilsvarende tekst i Matthæusevangeliet er den lille samtale knyttet sammen en situation, hvor disciplene forgæves havde forsøgt at helbrede en epileptisk dreng. Og de kommer så og klager over, at deres tro "ikke virker" -. De indrømmer det selvfølgelig ikke direkte, men det handler også om deres forfængelighed som disciple. Der stod de overfor en flok mennesker, og så havde deres tro ikke effekt nok til at helbrede drengen. På samme måde kan der her i Lukasteksten høres en underliggende tone af såret forfængelighed. Hvis vi skal følge dig, så kan det vel ikke være meningen, at der ikke skal ske noget mere - noget mere interessant, noget, der virkelig kan vise verden, at vi har Gud med os. Altså, giv os større tro. Og så svarer Jesus først så drillende, at man næsten kan få ondt af disciplene. "Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode og plant dig i havet". Eksemplet er så tilpas absurd - at det er nærliggende at forstå svaret som drilleri fra Jesu side. Hvis det er det interessante, I er ude efter - så skal jeg give Jer interessant, synes han at sige, men så bliver han alvorlig igen, og tager spørgsmålet om guds tro op med et billede af en tjener og hans herre: I det billede falder det at tro sammen med det at være tro: at være tro mod det hellige almindelige liv, at være tro i forhold til det arbejde, der ligger lige for og som skal gøres, at være tro i forhold til det andet menneske; sammenlagt: at være tro i forhold til sin bestemmelse som menneske. Men hvor er Gud henne i det - hvis ikke Gud er det usædvanlige, det interessante, hvordan ses Gud så strengt taget i verden? - Det var jo egentlig udgangsspørgsmålet i dag. Og er vi ikke med billedet af tjeneren og herren så alligevel bare endt med et hverdagsbillede, der viser noget selvfølgeligt og indlysende - men ikke noget særligt. Jo, det er rigtigt, vi er blevet anbragt i et billede eller overfor et billede, hvor det guddommelige hævdes at være der, hvor mennesket lever sin bestemmelse som menneske ud, nemlig i hengivelse til livet. Hvor det at tro og leve med Gud er en livsproces mere end det er det overordentlige og fantastiske. Jamen, har disciplene dengang formodentlig sagt – og det bliver vi ved med at sige - troen må vel give sig udslag - Gud må vise sig i verden, så det ikke er til at tage fejl af. Både ja og nej. Guds nærvær i verden - som det vigtigste i vores liv - kan ikke sådan måles. Da Jesus siden vil vise disciplene, hvordan Gud er nærværende i verden, så viser han det ved at gøre sig til deres tjener. Han lægger sin kjortel og tager et klæde om sig og vasker deres fødder, da de spiser sammen sidste gang. Disciplene har meget svært ved at forstå det - og det er virkelig også paradoksalt, at det guddommelige viser sig i Jesus, da han gør sig til tjener, og som den eneste vil nøjes med den værdighed, det er at være menneske. Det siges på forskellige måder i NT: "Jeg har givet Jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod Jer", lader evangelisten Johannes Jesus sige efter fodvaskningen. "Han som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig" siger Paulus i det brev han skrev til menigheden i Filippi. Lad os blive mennesker" siger Piet Hein "og det absurde under sker i vort bizarre hjerte, at mensker blir vi mer, jo mer vi ved, vi ikke er det." Amen. Sognepræst Hanne Sander
|
|
(zurück zum Seitenanfang) |