Göttinger Predigten im Internet

Vores verden har i nogle årtier efterhånden været præget af et fænomen, vi kalder for fundamentalisme. Ordet dækker over flere betydninger, men udgangspunktet er ordet fundament eller grundlag. Fundamentalisme beskæftiger sig med det, som er grundlæggende og urokkeligt. Fundamentalismen tager udgangspunkt i og bygger på det, som ikke kan stilles i tvivl.

Den fundamentalisme, vi forholder os til, er en religiøs eller en politisk fundamentalisme, og somme tider disse to i forening. Denne fundamentalisme finder, at der kun er én sandhed i verden, som alt anden må bygge på. Den er udtrykt i en bestemt tekst eller samling af tekster, der skal opfattes bogstaveligt og entydigt. Således kan man tale om f.eks. en jødisk, en kristen eller en muslimsk fundamentalisme.

Fundamentalismen fylder meget i vores verdensbillede, selv om det er et lille mindretal i alle tre religioner, der hælder til den fundamentalistiske opfattelse, hvor man altså gør én tekst til grundlag for og norm for al forståelse.

Modsætningen til fundamentalismen er relativisme, der er kendetegnet ved - igen i større eller mindre målestok - at sige, at udgangspunktet ganske godt kan være dette, at der kun er én sandhed, men at denne sandhed skal fortolkes og udlægges, og at det kan ske på mange forskellige måder. Relativismen giver plads til, at der kan tænkes om gud ud fra de forskellige forudsætninger, som man havde i f.eks. "Guldalderen" i begyndelsen af 1800 tallet , og i dag.

For en fundamentalist er relativismen i grunden opløsende, for alle andre end fundamentalisten ser f.eks. på en bibeltekst og prøver at forstå den, ved f.eks. at spørge om, i hvilken sammenhæng, den er blevet skrevet, hvilke historiske begivenheder, den afspejler. Teksten forstås som en hellig tekst, men også som en historisk tekst, der altså er blevet til i tidens løb. Således må vi se på teksterne som åbne for flere forskellige fortolkninger. Og hvad er fortolkninger? Jo det er måder at høre teksten på, at høre dens budskab og at anvende disse budskaber.

Og det åbner for det selvfølgeligt vigtige spørgsmål, hvor sandheden bliver af, for er der kun én sandhed? Eller kan der være flere sandheder? Hvad er mest sand, teksten eller fortolkningen?

Jesus kom i et alvorlig modsætningsforhold til de jødiske fortolkere af den hellige skrift. Fordi han rokkede ved deres gennem generationer nedarvede fortolkning af de skrifter, som vi kender som Det gamle Testamente. En rød tråd heri er som bekendt, at der håbes på og forventes en Messias, der skal komme som en konge og frelse det jødiske folk fra undertrykkelse og uretfærdighed og genoprette et rige, der i udstrækning og rigdom kan måle sig med kong Davids rige, et evigt fredsrige.

Han sagde nemlig noget andet. Han var enig i udgangspunktet, at verden er skabt af Gud Fader og at verden har vendt sig bort fra Gud i selvrådighed. Han er også enig med den opfattelse, at loven (Moseloven) er et udtryk for det gensidige forhold mellem Gud og mennesker. Men ikke i, at en overholdelse af loven automatisk medfører frelse.

Derfor var det vældigt provokerende for dem at høre, at han tale om Guds rige, på den måde, vi har hørt om det i dag. Det vender også op og ned på vores forståelse, for er Guds riget ikke først noget, som venter os efter dette liv?

Med lignelsen, som jo henter sit materiale i en hverdag, som vi ikke deler, men som alligevel ligner vores meget, fortæller Jesus billedligt, at Gudsriget allerede er her. Ikke i sin fylde, men det er her. Det er afgørende, for vores måde at forholde os til dette på, dømmer os.

Lignelsen er ofte blevet brugt til at fortælle os, hvordan vi skal bruge vores evner. Det handler den vist ikke først og fremmest om. En talent er en mønt, og de tre tjenere får en formue betroet.

Det vigtige er at noget bliver betroet. Udgangspunktet for menneskelivet er, at Gud viser os tillid. Det er altså en anden måde at se forholdet mellem Gud og menneske på end fundamentalismen. Hvad kommer først? Guds henvendelse til mennesket, eller menneskets henvendelse til eller søgen Gud? Ja, det hele drejer sig jo om Guds henvendelse til mennesket og menneskets modtagelse og forvaltning af denne henvendelse.

Det er grundlæggende for menneskers samvær, at vi har tillid til hinanden. Forholdet mellem Gud og menneske bestemmes af at Gud henvender sig til mennesket med tillid. Han er tillidsvækkende, og derfor kan vi høre og tage imod det, han bringer. Han betror os noget. Han siger ikke blot noget i forbifarten. Der er ikke tale om kloge ord eller livsvisdom udtrykt i bevingede ord. Der er tale om det helt grundlæggende, at selve livet er betroet os og er en gave og en formue, som vi skal forvalte. Det hævdes ofte, at vi mennesker tager livet som en rettighed. Det tror jeg, man skal være lidt forsigtig med at hævde. De allerfleste opfatter vist stadigvæk livet som en gave, for vi ved godt alle sammen, at vi ikke har skabt dette liv selv.

Det er blevet os betroet, og vi får et særligt forhold til den, der betror os noget. Det er som at blive indviet i en hemmelighed eller i en sandhed, som indtil da, var skjult for os. Det er nok en erkendelse, som vokser for os gennem årene. Vi bliver mere og mere ydmyge over for at vi har fået livet, jo ældre vi bliver og jo mere vi opdager, at det sandelig ikke var nogen selvfølgelighed, og at det heller ikke altid var så let. Men så glæder vi os des mere over det, som raktes til os.

Hermed har jeg beskrevet, at vi på en måde kan vokse ved at have fået noget betroet. Vi opdager, at der er en eller flere, der viser og tillid. Vi bliver noget eller nogen ved at denne tillid vises os. Vi opdager igennem livet med større og større klarhed, at vi er noget, ja, at vi er det, er bliver sagt til os i dåben, at vi er Guds barn.

Vi opdager også, at tillid og det at få noget betroet også kan have en anden side. Det er den tredje tjener et eksempel på. Han lider under tilliden. Han bliver svag af den, for han er bange. Han kan ikke leve op til tilliden eller han opfatter den som en byrde. Eller måske er det sådan, at han slet ikke kan se, at han får noget betroet.

Lignelsen i dag er altså et billede på, at Guds rige ikke er et fjernt sted eller engang efter dette liv. Lignelsen fortæller os, at Guds rige er i at noget bliver os betroet, og at det skal forvaltes af os. Vi bliver vist tillid og det rejser et krav om ansvarlighed i os.

Hvad er det i grunden, vi får betroet? Først og fremmest får vi skænket vores liv. Slægterne før os er bærere af livet, vi har fået et, og vi viderefører det. Det gør vi både hvis vi er så heldige at få lov til at føre slægten videre og ved at bære det videre, som vi får overleveret. Det være sig indsigter, fortolkninger, traditioner og ikke mindst friheden til at leve livet i ansvarlighed overfor den, der gav livet nemlig Gud og derefter vores næste.

Hele vores verden er os betroet. Dette mylder af mennesker vi møder hver dag er en betroet os. Det arbejde, vi har eller har haft er og var en betroet os. Den, der ansatte os, havde tillid til at vi ville forvalte til gavn for andre og ikke blot ville søge vores egen fordel heri. Vi har ansvaret for, hvordan verden ser ud, og hvad der sker i den. Enhver røst er vigtig for at forme verden og gøre den til et godt og trygt sted at leve, hvor det enkelte menneske bliver betragtet som en formue og ikke en brik i et spil, der kan skiftes ud med en ny.

Du har med andre ord fået din næste betroet. Du skal møde ham med tillid og vise ham tillid. Du skal altid tænke på, at han har også fået sit liv skænket af Gud. Du har fået din egen, din slægts dit folks historie betroet. Det er en del af dig. Den skal du passe på og forvalte og fortolke og spejle dig i, for den fortæller dig igen om, hvilken tillid og kærlighed, du er blevet svøbt i.

Du har fået ordet om frelse fra synd og død betroet. Du mødte det så vældigt første gang i din dåb. Vi har igen oplevet det forunderlige, at børn er båret til døbefonten i dag, at familierne samles om dem og på den måde tager fat på den opgave det er, at betro disse små alt det, som livet er. I det er ordet fra Gud afgørende. Det er grundlaget for at leve og for at kunne se sit liv som en betroet formue.

Men lignelsen fortæller jo på en helt afgørende måde, at det er ikke nok at tage imod. Det modtagne skal anvendes. De gjorde de to at de tre. De turde løbe denne risiko, som der naturligvis er ved at få noget betroet. Den risiko, som straks vækker ansvarligheden i os. For det betroede kan jo mistes. Så står vi med et ansvar overfor den, der betroede os det. Vi kan risikere at skulle erstatte det betroede.

De to af de tre, tog imod den betroede formue og gjorde den større. Det er ikke et billede på deres forretningstalent, men på at det af Gud betroede liv skal bruges. Livet kan ikke leves i en osteklokke. Det liv, den historie, det sted, vi har fået, kan ikke og må ikke holdes krampagtigt beskyttet, for så går det til.

Andre må for mig gerne have deres meninger og holdninger. Men der er måske grund til at pege på, at fundamentalismen i disse år antager mange ansigter, et af dem er, at vi skal beskytte os mod alt det, som kommer ude fra, og at vi skal beskytte os mod alt nyt.

Det er ikke alt ude fra, der er godt. Det er ikke alt nyt, der er godt. Det være sig langt fra. Men opgaven er ikke, at følge den tredje tjener og grave vores formue ned i håb om at overleve, den dag, hvor der skal gøres regnskab.

Nej, opgaven er at bruge det betroede til at fremme det, der var giverens intention. Nemlig at bringe ordet om Jesu død og opstandelse til alle der lever, så de kan se deres liv i det lys.

Hvad sker der, hvis vi ikke tør anvende vores liv? Hvis vi ikke tør sætte det på spil i livet med naboen, kollegaen ja såmænd familien? Vi går til som mennesker! Hvad sker der, hvis vi ikke tør bruge ordet og kirkeinstitutionen og lade det fortolke på mange måder? Det går til og bliver ganske ligegyldigt!

Lignelsen fortæller os, at livet skal leves, at ordet skal tales og høres og tales igen og igen. Der, hvor det sker er Guds rige.

Da Jesus modsagde sin tids fundamentalisme endte det med domfældelse, lidelse, og død og opstandelse. Dermed led alle former for fundamentalisme et endeligt. Livet skal leves, ordet skal forkyndes og høres, det skal siges ind i nye sammenhænge og ind i nye tider. Ikke som de blev sagt engang, men sådan at de rækker livet og livsmuligheder videre og lader disse se i lyset af, at det er Guds grundlæggende tillid til os, der bærer vores liv. Amen.

Provst Poul Henning Bartholin
Selskovvej 42
DK-3400 Hillerød
Tel.: ++ 45 - 48 24 90 50
e-mail: phb@km.dk