Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, Redaktion: R. Schmidt-Rost

Fastelavns søndag 22.februar 2004
Lukas 18, 31-43, Hanne Sander
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


Der er opbrud i luften i dag. Fastelavns søndag står som en port i kirkeåret, for nu bevæger vi os mod påske – 40 dage skal vi være undervejs inden vi når frem til Jerusalem med alt hvad påskens fortælling rummer af nederlag og sejr , af sorg og glæde, af ensomhed og fællesskab.

Jesu ord: Se, vi drager op til Jerusalem sætter bevægelsen i gang – og Jesus gør sig tanker om, hvad der ligger foran. Han ser åbenbart sig selv i et billede fra de profetier, han kendte fra Gammeltestamente, fra profeten Esajas bog: ”foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, en man skjuler ansigtet for, foragtet, vi regnede ham ikke for noget. Men det var vore sygdomme han tog, det var vore lidelser han bar.

Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt”.

Men det kan også være billeder fra nogle salmer Jesus husker: ”jeg er en orm, ikke en mand, en skændsel for mennesker, foragtet af folk…alle der ser mig, spotter mig….. men lovpris Herren, for han viste ikke foragt og afsky …. De, der søger Herren, skal lovprise ham og de skal få nyt mod for evigt ”

Så jo, Jesus har en forestilling om, hvad der venter ham. For enden af vejen er der lidelse og død.

Set sådan er det hvad der venter os alle for enden af vores livsvej – men er det det vi skal høre som det vigtigste i teksten til i dag ? – memento mori: husk at du skal dø.

Med ligeså god grund kunne man sige: husk at du skal leve. Livet er ikke bare en forberedelse til døden. Ja indimellem kan man få den fornemmelse, at nogen mener, at tilværelsen her er en prøve, som man skal igennem for at kunne leve et mere egentligt liv. Eller den måde vi udsætter mange ting på, sådan som vi nogle gange sjusker med vores liv – og forsømmer at være opmærksomme og nærværende, kan få det til at se ud som om vi betragter vores liv som en generalprøve, der lægger op til premieren, hvor det virkelig gælder.

Men det er jo ikke rigtigt. Tilværelsen kan ikke udsættes – så er den allerede gået tabt. Vi skal holde op med at tale om det virkelige liv og så liv, der er endnu mere virkeligt.

Det kan godt ske, at kirkens budskab mange gange er blevet hørt sådan – også sagt sådan – og derfor har megen forkyndelse fået en lettere truende, moraliserende karakter – men når vi følger teksten i dag – viser eksemplet, at Jesus hverken er grebet af panik eller bare har valgt at give op overfor udsigten til lidelse og død.

Disciplene forstod ikke noget af det han sagde: enten fordi de ville sætte betingelserne for hvordan livet sammen med Jesus skulle være – uden modgang og uden død – eller også forstod de ganske enkelt ikke, at det var sig selv Jesus talte om. – Som vi også helst skubber den tanke fra os at det værste skulle ramme os eller vores nærmeste.

Men Jesus kan rumme både tanken om livet og døden. Han vælger livet samtidig med at han ser døden i øjnene. Han vælger det liv, der er lige foran ham med de krav, der stilles fra de mennesker, der møder ham. Tanken om døden lammer ikke hans handlekraft, men gør den måske endda stærkere. Han kan være opmærksom og vise omsorg og helbrede den blinde mand, han kommer forbi på vejen – og som beder om hjælp.

Jesus går helt klart hverken udenom andres liv eller sit eget liv – og derfor bliver livet til.

Livets vej går gennem forståelse og hengivelse – så et andet menneske får livsmod og nyt syn.

Sådan som det fortælles om dem, der så den blinde, der blev helbredt. Alle dem der så ham der på vejen fik glæde af hans nye syn – ja det bredte sig og blev til glæde for mange.

Fastetiden – vejen herfra til påske – kan huske os på vores egen livsvej – gøre os mindre frygtsomme – mere opmærksomme – mere levende.

Amen.

Pastorin Hanne Sander
Prins Valdemarsvej 62
DK-2820 Gentofte
Tel.:++45 –39655272
e-mail: sa@km.dk

 


(zurück zum Seitenanfang)