|
|
Påskedag,
11. 4. 2004 |
Kvinderne besøger graven tidligt om morgenen. De besøger dødningehaven, for minderne har man da lov at ha’. Han er jo død. Det er jo ikke, fordi der er særligt meget liv dér på kirkegården; det ved de, og det ved vi. Men graven kan dog være genstand for deres fortvivlelse. Symbolet på, at det er forbi; at der ikke er mere at komme efter. Men graven er tom. Kvinderne bliver forfærdede, og selv om englen forkynder, at Jesus er opstået, så er det med en forskrækket glæde, de vender tilbage til disciplene. For hvad nu? De er jo blevet frarøvet genstanden for deres sorg og fortvivlelse. Man kan ikke tilbede en tom grav, et hul. Fraværet vækker uro, for det erstatter et nærvær, der ganske vist var et sorgens nærvær, men dette sorgens nærvær, korsets nærvær, var dog urokkeligt, det var et faktum. Men hvad nu med fraværet og den tomme grav? Hvad nu med al den viden om kors og død, som vi sidder inde med? For svigt, sorg og håbløshed har en tendens til at stabilisere sig. Der er en besynderlig ro og regelmæssighed over den tilstand, der indfinder sig, når først drømme er knust. Men nu er genstanden for håbløsheden væk. Der bliver uro og tumult – der bliver opstandelse. Håbløsheden erstattes langsomt af frygt, som erstattes af håb; der er tegn på liv; og frygten iblandes glæde.
Den tomme grav betyder, at der alligevel var en mening at finde i hans død. Ja, meningen var at finde i hans død. Det hele er ikke slut; det skal først til at begynde. Den tomme grav viser tilbage til korset. Den fjerner ikke korset, og alt, hvad det står for, men korset bliver omfortolket. Meningen var altså, at Jesus – som i lyset af den tomme grav er Gud – skulle vise os, hvad betingelsesløs og tilgivende kærlighed er. At denne kærlighed er meningen med vores liv. Der er altså ikke tale om, at visheden om korset, dvs. deres vished om, at han i liv og død havde inkarneret en selvhengivende kærlighed, at den erstattes af en anden vished. Nej, korset erstattes ikke af en vished om noget andet. Korset får derimod en ny betydning i lyset af den tomme grav. Dét er det foruroligende og glædelige. Det er fraværet, nemlig den tomme grav, der vækker opstandelse. Derfor var det genialt af gud at efterlade en tom grav. Vi får nemlig slet ikke lejlighed til at dyrke ham på vores præmisser. Det Gamle Testamentes billedforbud: at ingen må gøre sig billeder af gud, og at ingen kan se guds ansigt og dog leve, det forbud lader gud selv hånt om ved at vise os et billede af, hvem han er: nemlig den lidende tjener – guden i korsets tegn. Hengivelsens gud. Det er den eneste gud, der er. Og derfor den tomme grav. ’Tilbedelse frarådes’, kunne der passende have stået på et skilt uden for graven. Den tomme grav betyder nemlig, at vi finder gud i livet med hinanden. Og dermed er vores fælles liv velsignet på trods af kors og død. Vi skal ikke påskemorgen til at leve et andet liv, men vi skal leve det samme liv som vi hele tiden har levet. Den tomme grav betyder: Gå nu, gå ud og lev livet med hinanden. I behøver ikke længere at gøre jer billeder af mig. Spørgsmålet er om vi overhovedet orker den tomme grav? Det er jo en højst risikabel affære…… det fører ikke til nogen vished om noget som helst. Men hvorfra har vi dog også fået den tanke, at der skal vished til? Eller helhed? Eller overblik? Den tomme grav handler derimod om at blive kaldt ud, at slippe for den tanke, at vi har krav på vished, helhed og overblik. Griber vi evangeliet an som om vi dér skulle finde vished, så har vi gjort Kristus til dødens gud, for vished er død – bogstavelig talt; det eneste, vi ved er nemlig, at vi skal dø. Men nu hører vi: Han er opstået. Han er ikke her. Det er foruroligende, og det skaber opstandelse. Hvor er han så? Han er i ordet og fortællingen om ham, og hører vi den fortælling, så er han også midt i blandt os, i vores liv med hinanden. Og der, hvor han er, der er der liv og salighed, ikke fordi der er lykke og hygge, men fordi der er håb og tilgivelse. Påskemorgen rummer derfor intet mindre end ansvarlighedens og frihedens fødsel. For der er alligevel noget at komme efter i det liv, der er vores. Ja, det liv, der er vores, er det, det hele drejer sig om. Fra og med påskemorgen betyder gud derfor, at der er ansvar. Men det ansvar kan og skal vi tage på os, ja det er en velsignelse, for vi behøver slet ikke at bekymre os om vores egen elskværdighed eller om, hvorvidt vi nu er smukke og værdige og rigtige nok. Det vakte opstandelse for kvinderne, at alt blev anderledes og nyt. Tør vi kaste os ud i et foruroligende liv i kærlighedens tegn, hvor intet er sikkert, men hvor alt er nyt? Glædelig påske. Amen. Sognepræst Lars Kjær Bruun
|
|
(zurück zum Seitenanfang) |