Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach, Redaktion: R. Schmidt-Rost

Kristi Himmelfart, 20. 5. 2004
Lukas 24, 46-53, Birte Andersen
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


 

 

I kirkens tid befinder vi os efter påsken.
Og nogen vil umiddelbart mene, at det med Kr. Himmelfart enten er en fordobling af påskens under
eller noget, der er med til at gøre det hele endnu mere usandsynligt.
Men Kr. Himmelfart er af største betydning
Kirkens tro er den, at efter påske blev der sat en anden dagsorden end den før herskende.
Jesu opstandelse blev et pant på, at ondskaben og døden ikke får det sidste ord.
At se for de få, som havde set ham igen - efter han var død.
Og endda havde spist sammen med ham, rørt ved ham.
Og derved vist at det VAR Gud, der var gået ind i deres liv
og havde blandet historie med deres historie.
Og da det var gået op for dem, at evigheden blandede blod med deres tid, da stod den stille, netop som den skulle til at gå videre.
Derfor måtte han forlade dem.
Så han ikke spærrede for dem.
Når vi erfarer noget stort, overvældende eller rigtigt, koncentrerer vi os om det,
mens omverden bliver underligt betydningsløs.
Og alt det Jesus ville, var at gøre omverden uendelig vigtig for os.
Han måtte træde ud af deres fysiske historie, så historien kan komme videre.
Han kan ikke gå rundt som et levende lig, - faktisk er han til overs - han HAR lært hvad de skal - så meget ham kan
og han har ændret selve dagsordenen.
Resten må de selv.
Resten må vi selv.
Leve vores liv - det kan ingen andre gøre end - netop du dit liv og jeg mit.
For det han levede og døde for var, at hans liv kunne opstå i os.
Han flytter sig for at give os udsyn.
Som person han var, går han bort - ellers ser vi på ham i stedet for på hinanden og på verden
Han tager selv konsekvensen af, at dagsordenen er blevet ny.
Går vi ind i denne fortælling, er der noget der er mindst lige så mærkeligt som selve begivenheden:
det at disciplene var glade ved afskeden:
"fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem".
De har lige taget afsted med ham, der har betydet ALT i deres tilværelse, - og så reagerer de med glæde!
Nu er dette fortalt af Lukas en tid efter at det er sket - det er ikke en øjebliksberetning -
og der hvor han skriver fra, ved han at det VAR glæde, der kom ud af at han forlod dem.
Så er den sorg og smerte og forvirring, der præger enhver afsked, blevet overlejret af den frihed, som afskeden giver mulighed for.
Når nogen HAR forladt selskabet, så er det vi kan begynde at tale om dem.
Og hvis det er selskabets hovedperson, er der meget at fortælle.
Især hvis der kommer mennesker udefra og spør, hvad det er man fejrer -
eller man selv sørger for at få det dækket af medierne.
I begge tilfælde må man gøre rede for, hvad der er på færde.
Men når det er selve dagsordenen, der er ændret, rammerne, spille reglerne, hvordan fortæller man så?
Hvis man i den situation prøver at fortælle det udefra, registrerende, direkte, med facts og beviser, går man i en fælde.
De gamle vidste, at skulle man fortælle det mest vigtige, måtte man bruge et indirekte sprog.
Alt hvad der er vigtigt, kan kun meddeles indirekte.
Fordi kun det indirekte og lignelsesmæssige får den helhed omskrevet, vi ellers ikke kan forholde os til.
Det er derfor det er så svært at lære børn noget -
Direkte kan de ikke optage det vigtige - det skal igennem hele deres væsen for at optages.
Gives fra væsen til væsen.
Fortællinger, billeder, myter, anekdoter, lignelser har det ved sig, at fortælleren ikke kan fortælle neutralt, men er nødt til at involvere sig, når han fortæller.
Og så ved alle fortællingerne, der kommer ud af begivenheden, og billederne, der dannes, om sig selv, at de ikke er virkeligheden, men henvisninger til den.
En lignelse må kun dække delvis, hvis den skal bringe klarhed.
Et billede kan kun forestille noget forskudt fra virkeligheden.
Han ville gøre sig selv til afgudsbillede, hvis han blev her,
et afgudsbillede er jo det billede, der vil være den eneste virkelighed, eller gøre billedet til selve virkeligheden.
Det er hvad Jesus gør: han gør sig til et billede
Ved at forlade verden og gøre sig til billede, kan hans liv leve i verden.
For billedet og fortællingen er en meddelelse fra den virkelighed, billedet henviser til.
Et meget gammelt billede (885) fra Thessaloniki viser hvordan det kan gå for sig.
I kuplen i Sophia-kirken er himmelfarten sat i en mosaik af guld og vidunderlige farver.
Et meget smukt og harmonisk billede, umiddelbart set.
Hvor Guds herlighed er understreget af menneskers tilbedelse,
og hvor bevægelsen samles i verdens centrum: den guddommeligblevne Kristus.
Men ser vi nærmere til, ændres både perspektivet og bevægelsen.
Centrum er ganske rigtigt Kristus, der nu troner på regnbuen i et dyb af blå.
Men dette centrum er ikke Kristus tronende i himlene, men et billede.
At det er et billede ses af, at det holdes oppe og frem af svævende engle.
Og Kristus- skikkelsen er ikke malet naturalistisk - hovedet og hånden er langt større end virkelighedens verden - kroppen er næsten udelukkende reduceret til en pragtfuld lysende klædning.
Og der, hvor bevægelse er til stede, er hos disciplene, der står i et frodigt landskab med smukke træer og rige vækster i de mellemrum, skikkelserne danner.
Og disse disciple er ikke fremstillet harmonisk lovprisende, selv om de skulle sættes i mosaik.
Tværtimod er de tegnet indbyrdes meget forskellige: en lyttende, en anden hovedrystende, en tredje tvivlende, en fjerde afvisende, en femte meget berørt, en sjette grublende, en syvende vender ryggen til og ser skråt over skulderen, - undrende, ophidsede og frygtsomme alle sammen.
Hvis vi forestille os, at en kirkekuppel skulle være smuk, så er den det i en anden betydning af ordet smuk.
Englene er smukke, ikke mindst de to, der står på jorden med Maria mellem sig og peger på billedet.
Folderne i deres klædning har samme retning som deres fingres pegning, ja selv deres vinder og mønstret i dem, vender samme vej.
Jesus gik bort, - vendte tilbage til den kærlighed, han kom fra, men Gud er blevet en anden undervejs.
Han kan ikke leve uden os. Uden at kommunikere med os.
Hvis han blev her, ville han lamme og binde os, men
via det billede, hans liv satte i verden, kan vi stå i fortsat samtale med ham.
Med et billede får vi et aftryk, men det dækker ikke den virkelighed, der peger på.
Der er en rest tilbage, en noget ukendt, en mulighed,
og den mulighed er vores frihed.
Den frihed er det, disciplene viser på den gamle mosaik.
den måde er den smuk: den viser den frihed, påsken har givet mennesker.
Som siden Himmelfarten ikke alene gælder de få, der så ham dengang, men hele verden.
Den begynder hos dem, men fordi han er gået bort, kan han via sit billede nå ud til alle og til alt.
Englene har ingen historie, de har ingen frihed og kan ikke vælge forkert.
Maria står lovprisende mellem de to pegende engle, også hun er smuk som hun hviler i Gud og i sig selv.
Hun var den, der bar Guds billede, så det satte sig fat i hende.
Uden at have garanti for, at det var Guds, og ikke fortabelens og udstødelsens, som der var lagt op til.
Hun satsede sit liv og vandt det.
Også hun kan være det billede, der samler vort livs mening.
Men måden, vi skal gøre det på, ligger ikke fast.
Vi lovpriser Gud, som disciplene gjorde, med vores tvivl, forvirring og forskellighed
Det er vor frihed, og denne gang er det Gud, der må undre sig.
Vi er skabt til at bære Guds billede, men får frihed til at forme hvordan.
Kr. Himmelfart betyder, at det billede, vi blev velsignet med i vor dåb, nu folder sig ud og gør os til riddere i den verden, hvor Gud lever som herren der gav afkald på sin magt.
Guds afkald på magten lever som et billede.
Et billede kan man suge kraft af - i nadveren indoptager vi det billede fysisk i os.
det var derfor han opgav sin krop, - det var for at kunne give sig til os i skikkelse af vi og brød.
Et billede kan man bære i sit hjerte
et billede kan man være og orientere sig selv i,
netop fordi man ved at det er et billede -
sådan som disciplene på himmelfartsmosaikken er omgivet af vækst, af træer og anden frodighed.
I et billede kan Gud være nær, samtidig med at han overskrider billedet.
billedet er kommunikation, en meddelelse af hvad urbilledet er - uden at være urbilledet selv.
Derfor er det, Jesu er malet med indtrængende sigende og spørgende store øjne og velsignende hænder.
Det bevægende ved Himmelfarten, at det billede, der engang er eksponeret ikke kan udviskes fra verden.
De betyder en uhørt frihed for os.
Så kan vi leve et liv, hvor hver dag gives tilbage til Gud.
Ligesom billedet viser, at hver dag er givet os af Gud.
Så var det godt, at han forlod os,
så behøver ikke forlade hinanden.


Mellem engle mænd nu tælles,
har med herren alt til fælles,
ånd og støv og liv og blod,
troen, håbet, kærligheden
lyset, glansen, glæden, freden,
livets træ og livets flod.

Vælge kan igen og vrage,
jordens slægter alle dage,
vælge mellem liv og død,
dagens lys og nattens mørke,
Paradis og vilde ørke
Helved hedt og Himmel sød.

Kynevulf 800, Grundtvig 1837

Sognepræst Birte Andersen
Emdrupvej 42
DK-2100 København-Ø
Tel.: ++ 45 - 39 18 30 39
e-mail: bia@km.dk



(zurück zum Seitenanfang)