Pinsedag.
Jeremias 31,31-34; Apostlenes Gerninger 2,1-11; Johannes. 14,15-21
Det er noget mærkeligt noget med pinse. Vi har svært ved at sætte ord på, hvad pinse er, men vi kender til ånden i den. Altså hvad pinse betyder.
Vi ved det allerede fra salmerne vi har sunget:
’I al sin glans nu stråler solen’ – pinse er, at lyset skinner og solen stråler på vores krop. Vi bliver varmet op.
’Det ånder himmelsk over støvet / det vifter hjemligt gennem løvet / det lufter liflig under sky.. – Pinse ka’ mærkes på vores bare hud. Som vind i skjorteærmet, som luftning på huden. Vi bliver rørt ved.
’Opvågner, alle dybe toner, / til pris for menneskets forsoner! / Forsamles , alle tungemål..’ – Pinse er at åndedrættet mærkes fra kroppens mellemgulv til tungen, der kommer på gled. At ordene går igennem ens krop, så man sanser og mærker ordene som ens egne. Vi bliver bevæget.
’Du, som af den ”liden flok”, / svag og bly og bange nok, / gjorde kæmper stærke, /skab nu og af os en hær, / som tør svinge Åndens svær / under korsets mærke//. – Pinse er håndens styrke og kraft til at foretage handlinger. At stå frem og være ansvarlig og myndig.
Ifølge salmedigterne er pinse, at ånden går i kroppen og sætter den i bevægelse: Lyset og varmen kalder os ud skyggen og mørket og giver os tillid og tro. Luften og vinden får os til at mærke naturens luner og gør os frie og bevægelige. Sangen gør os til en del af et fællesskab. Et åndeligt fællesskab, hvor den enkelte føler sig både fri og forpligtet.
Så spørger nogen, når I kommer hjem til fisken eller hvad man nu spiser til pinsemåltidet, hvad præsten talte om, så sig: at det handlede noget om at ”være i bevægelse”.
Tag nu teksterne til i dag. Det handler også om en bevægelse . Fra hjerte til kærlighed.
Det begynder med hjertet: Jeremias profeterer, at gudspagten skal være i hjertet: ”Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte”.
Det er ikke nok med en ydre lov eller pagt, der bare skal overholdes til punkt og prikke. Nej, ordene og handlingen må som ånden må komme indefra. ”Det må komme fra hjertet”, som vi siger.
Ved den første pinsedag i Jerusalem er det ikke bare hjertet, der begynder at banke, men først og fremmest tungen, der kommer på gled.
”Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem.” Når tungen kommer på gled, kommer man i kontakt med andre. Og det er just helligåndens bevægelse. Væk fra én selv og hen til de andre. Helligånden får én til at udlevere sig selv. – Dette er i vores kultur tegn på pinlighed, men dette at udlevere sig betyder bare at man netop deler af sig selv for at skabe relation til andre.
Det begynder i hjertet, og det løber ud af munden på os. Og så er man ude ved den anden
Og det er målet for Johs.-evg.’s fortælling om pinse: foreningen med det andet menneske i kærlighed. Fællesskabet med de andre. Johannes taler knapt så konkret sanseligt og ekstatisk om hjerte og mund, men mere lavmælt og inderligt.
Og dog: elsker I mig, så hold mine bud. Ånden omsættes i liv - i tale og i handling. Ånd til mund og hånd.
Liv kommer indefra – fra hjertet. Det bliver til ord på vore læber og tunger. Og det forvandler sig til samtale og arbejdsfællesskab med næsten.
Det er pinseåndens bevægelse
Ikke så sært at brylluppet ofte er knyttet til Pinse.
For netop med Jens og Trine foran alteret ser vi, der er med til brylluppet, hvad pinse betyder: to mennesker sammen ved siden af hinanden. Krop mod krop, mund mod mund, hånd i hånd. Jens og Trine er billede på åndens bevægelse: fra hjertet, over munden til hånden.
Sådan ser vi kærlighedsloven fremstillet for vore øjne og tænker: sådan må det være. Det ka’ ikke være anderledes. Gid det ikke bare gælder de to – Jens og Trine foran alteret og derefter på vej ned ad kirkegulvet ud i livet – bare det også gælder os: at følges ad på vejen i tro og tillid til, at Guds velsignelse bærer een. At elske hinanden, drage omsorg for hinanden, værne hinanden og slutte op om hinanden.
Kærlighed er at bevæges åndeligt. Det er for meget af det gode.
Jo, måske er det for meget af det gode. Men ikke for godt til at være sandt, når sandhedens ånd er kærlighed.
Evangelisten Johannes taler om fællesskabet i næsten intime og erotiske billeder: Gud i mig og jeg i dig.
Det er ikke dommens lov: jeg der står over dig.
Det er ikke truslens lov: en knyttet næve.
Det er kærlighedens lov. Som to ved siden af hinanden forbundet med hinanden i et håndtryk. Som to der udveksler tanker med hinanden i samtale. Som to, der gør et stykke arbejde sammen.
Vi er sat ind i frihedens bevægelse: fra faderen til Sønnen til os. Fra hjertets berørthed til ordet på tungen til hånden i arbejde.
Hvorfor synes vi, at det er for meget af det gode! At det næsten er for smukt og godt til at være sandt: samfundet sammenlignet med et ægteskab. Hvorfor tør vi ikke spejle vore fællesskaber i dette billede af to mennesker i troens og tillidens bevægelse: at kunne være sig selv og kunne rumme det, der kommer til dem?
Det kunne måske skyldes, at vi ikke rigtig vil være voksne mennesker, der er i stand til realisere den kærligheds ånd, den tro, det fællesskab, der er så højt sat som Johannes taler om.
Vi tør ikke gøre salmisternes ord til vore:
Hvor vi lader ånden slippe kræfter løs, som vi ikke kan styre og kontrollere. Åndløshedens slaveri er at ville kontrollere og styre alt..
Hvor vi ka’ rumme de andre som en styrke for fællesskabet og holder op med at se dem som nogen, vi skal have magt over eller føler os truet af.
Vi kender det i de nære relationer med hinanden. At åndløshedens dæmon sniger sig ind i voksne mennesker som en barnagtighed. Barnet rækker ud og vil have – morens bryst, sutten og legetøjet. Det vil have opfyldt sine behov, sit begær. Her og nu. Og enten får det opfyldt sin mangel, og det smiler. Eller det bliver afvist. Og det græder. Ser vi som voksne på hinanden på denne barnlige måde, eller for nu at tale johannæisk denne verdensagtige måde da er vi langt fra pinseloven, hvor vi ikke er vendt mod hinanden som mennesker, der blot skal tilfredsstille hinandens behov.
Pinseånden frigør os til at se hinanden som gaver – vi giver og modtager. At se hinanden som bærekraft – at kunne bære og holde om, både i de gode som onde dage. At se hinanden som værn – at trøste og drage omsorg for hinanden.
Vi ser det på den måde, arbejdslivets ånd beskrives i øjeblikket, hvor den børsnoterede virksomhed ikke holder sig tilbage med at udvikle og forfine verdensånden.
Konceptet eller værdien hedder her: udvikl dig, sæt dig selv i centrum, realiser det du er god til, stræb højere, større, mere. Med åndelige teknikker – af terapeutisk og religiøs oprindelse – ophæver arbejdspladsen forskellen mellem ånd og arbejde. Den sluger én med hud og hår.
Men pinseånden frigør ikke til et hysterisk dobbeltliv, hvor arbejdet tar’ kraft og energi ud af det sociale liv uden for arbejdspladsen. Men den frigør til et helt liv, hvor bånd til familie og venner er lige så vigtige.
Består åndløsheden i de nære relationer i at se på hinanden som rent begær, på arbejdspladsen som ren ressource, så består det åndløse på det samfundspolitiske plan i at se hinanden som fjender.
Der er en tendens i at dele verden op i ’os’ og ’dem’. Og sandt er det, at vi lever i et samfund med forskellige kulturer – socialt, politisk, etnisk, religiøst. Men dyrkelsen af forskelligheden som en hellig og absolut forskellighed, truer den kristne kærligheds ånd, der ser ethvert menneske som enestående.
Hvis dette fører til en altomfattende tolerance er vi lige vidt.
Tolerance – at vi alle skal være her uanset hvad – ka’ føre til ligegyldighed. Forsvaret over for de andre – vi må befæste og forsvare vort eget fællesskab mod de andre – ka’ føre til kynisme.
Et samfund, der enten pga. ligegyldighed eller kynisme lader mennesker, enkeltvis eller i grupper træffe egne valg, og derefter dømmer og fordømmer, har opgivet pinseånden: at se samfundet som det forpligtende fællesskab, der er den eneste mulighed for selvrealisation, hvad enten man er jyde eller hindu.
Jeg sagde, at pinse er bevægelse. En kærlighedsbevægelse
”Den, der har mine bud og holde dem, han er den, der elsker mig”. Det bevægelsens program. Johannes’ Missionsbefaling om I vil.
Det er snart tid til at bevæge sig.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
Og i al evighed.
Amen.
Sognepræst Jørgen Demant
Hjortekærsvej 74
DK-45 88 40 Lyngby
Tel.: ++ 45 - 45 88 40 75
email: j.demant@wanadoo.dk