|
|
Trinitatis,
6. 6. 2004 |
Det er lidt usædvanligt at høre den samme tekst to gange i en gudstjeneste – men her Trinitatis søndag er de allersidste vers i Matthæusevangeliet, både prædiketekst og en del af dåbsritualet, som vi hørte før. Teksten bliver gerne kaldt dåbsbefalingen - eller missionsbefalingen – og det er forståeligt nok, men af flere grunde alligevel problematisk. Ikke mindst som tingene har udviklet sig, så etniske og religiøse linier mere end tidligere går på kryds og tværs over jorden. I min barndom var verden enklere: der var kristne og hedninger og hedninger skulle omvendes til kristendom. Så enkelt var det selvfølgelig ikke i verden, men kun i min forestilling. Og hvis vi går tilbage til omkring år 1900 – så blev der brugt ord, så vi i dag næsten ikke tror det muligt: Missionærer blev set som Kristi stridsmænd, der havde en marchordre til at gå i hellig krig mod vantro og åndelig formørkelse. Der blev talt om tropper og forsyninger som til et andet felttog – og missionen blev da også i kolonitiden undertiden koblet sammen med kolonimagtens politiske og økonomiske og militære overlegenhed/ undertrykkelse. Det er historie nu og en så bastant opfattelse af mission er ved at være forladt. Det religiøse verdenskort er blevet tegnet om. Man kan ikke mere sige den kristne verden og mene vesteuropa. Der er flere kristne i Afrika end i Europa. Vi kan heller ikke mere sige den muslimske verden og så kun tænke på de arabiske lande og mellemøsten. Der er mange millioner muslimer i USA. Alligevel lever der stadig en vestlig opfattelse af, at både kristendommen og den vestlige kultur er overlegen i forhold til andre kulturer og religioner. Hvordan kommer vi fri af den ? En sådan overlegenhedsfølelse er et levn fra kolonitiden –og det er mere end betænkeligt, at den slår igennem i meget af den debat, der foregår mellem kristendom og islam. Jeg mener ikke, at det er muligt længere at opretholde forestillingen om mission som en-vejs kommunikation, men det menneskelige og kristelige i ethvert kultur/religionsmøde mellem mennesker må være, at det foregår i gensidig respekt og forståelse. Når det er sagt – skal vi tilbage til teksten, hvor hovedbudskabet faktisk er, at vi skal være Jesu disciple, og det er også i Matthæus forståelse noget andet end at vi skal være medlemmer af et bestemt kirkesamfund. Disciple findes ikke rigtig mere i sproget. Var de sidste disciple mon ikke på apoteket ? – hvor en discipel svarede til en lærling, en, der var i lære. Vi kan også tale om, at nogle er disciple af den og den professor eller lærer og så mener vi, at disciple er dem, der arbejder videre med lærerens tanker og værker. Ikke bare som gentagelse, men som noget, der skal omsættes i nye situationer og nye sammenhænge. Hvis vi kunne tænke mere i den retning, kunne teksten her med god grund også kaldes discipelbefalingen. Så kunne vi også komme længere i vores forståelse af, hvad kristendommens ærinde er, og hvad det betyder at være discipel: At være discipel handler ikke om, at vi ureflekteret kan kopiere og overtage en lære, for slet ikke at tale om, at den kan presses ned over andre uafhængig af tid og sted. At være discipel handler om at være på vandring, at være på vej i livet sammen med andre disciple, der også bliver ved med at spørge om, hvad der er sandt. Den dårlige mester siger: Kom og bliv som os Den gode mester siger: Kom til mig og lær livet at kende. Lev det i al dets rigdom og del med andre. At være discipel og videreføre Jesu måde at drive mission på betyder at invitere – ikke at manipulere eller at docere. Jesus inviterede alle – til bords – til fest – til følgeskab og til fællesskab på vej mod at virkeliggøre Guds rige. Hvis vi i højere grad kunne høre discipelbefalingen i det lys – og møde andre med større åbenhed, med større ydmyghed, kunne der opstå nye fællesskaber og relationer på tværs af både religiøse, og kulturelle og ideologiske barrierer og det ville svare mere til Jesusordene: Gå hen og gør alle folkeslagene til mine disciple. Amen. Sognepræst Hanne Sander
|
|
(zurück zum Seitenanfang) |