Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach

5. søndag efter trinitatis - 11.7.2004
1. Pet 2,4-10 og Matt 16,13-26, Kirsten Jørgensen

(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


Det, vi lige har hørt, nu og fra alteret, handler om så meget og man kunne dykke ned under overfladen mange steder i teksterne, sådan som det jo tit er i de mættede bibeltekster. Jeg har valgt ét sted: Fortællingen om Jesu samtale med sin disciple ved Cæsarea Filipi handler bla. om at nogen vil os noget. Om at være udvalgt til at bære en opgave, at få betroet noget dyrebart, som det koster noget at tage vare på. At være kaldet.
Sætningen ”at nogen vil os noget” er jo i sig selv en fantastisk sætning. Tænk hvis det modsatte var tilfældet; at ingen ville os noget som helst. At ingen kaldte på os.
Men nu er der altså nogen, der vil os noget.

Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som har kaldt jer ud af mørket til sit underfulde lys, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, I som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet barmhjertighed”.
Sådan beskriver apostlen Peter os, der sidder her i kirken lige nu (og de to børn, vi lige har døbt): Vi er Guds udvalgte, hellige og elskede: Vi er kongelige. Vi er et folk, der bor i lyset.
Der løber jo ellers et rygte frit om, der vil vide at fortælle, at i kirken, der prædikes der en kristendom, hvor vi trykker folk ned i mismod og selvhad, fordi alle er syndere, der ikke ventes meget af i hvert til fælde ikke noget godt, og som derfor bare kan vente sig.
Gud ved, hvordan sådan et rygte kan komme til at løbe så hurtigt rundt? Eller Han ved det måske netop ikke, eller forstår ikke, hvordan vi har kunnet overhøre, at han udover at revse os for vores mangel på omsorg for næsten og vores uvilje til at være dem, vi skal være, også fortæller os, at vi er hans børn, hører ham til. At vi er konger, er udvalgte. At Han vil os noget.
Prøv engang at forstille dig, at du selv mødte Vorherre på en støvet vej et sted i verden. Og at han stopper op lige foran dig i stedet for at gå forbi for at fortsætte sin vej. At han ser dig ind i dit ansigt og fastholder sit blik, skønt dit viger i forlegenhed, og at du får mod til at se ham i øjnene og dér ser en mildhed, der er større end den, din mor engang betragtede dig med. Og forestil dig, at han lige der fortæller dig, at Han har udvalgt dig, at du i hans øjne er kongelig, at du er hans elskede, som han vil omgive med lys og være med alle dage indtil verdens ende.
Enhver der har fået en kærlighedserklæring fra et menneske, som de gerne vil elskes af, ved hvor glad man bliver og hvor kongelig og stærk, man netop føler sig. Fordi nogen vil én noget.
At være kristen er at leve i en sådan vedvarende kærlighedserklæring. Vi får den i dåben og fra det øjeblik er vi genfødte til at blive konger og præster, som Grundtvig skriver i den salme vi sang ved gudstjenestens begyndelse.

Men hvad mener nu Grundtvig med ”Dine små skal til konge og præster opfødes”?
Ja, ham mener selvfølgelig ikke, at alle engang skal skifte den hvide dåbskjole ud med den sorte præstekjole og få embede i Den danske Folkekirke. Men han mener faktisk, at alle døbte har den samme forpligtelse og opgave som en præst har; nemlig den opgave at fortælle videre, hvad han selv har hørt af og om Gud. Det er ikke bare præsten i kjolen, der har det ansvar og det kald - det har alle kristne. Ligesom enhver af os har hørt læst og sagt i dag, at vi er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, så har vi også deri hørt en kaldelse. Et kald til at tage dét alvorligt og fortælle dét videre til andre, der endnu ikke helt har forstået det om sig selv.
Peter fik et kald. Han havde også mødt Jesus en støvet dag, hørt at han skulle følge ham, hørt, at han var udvalgt og nu hører han, at han skal grundlægge den kirke, der skal blive rammen om troen på Kristus.

At få et kald.
Det er vist ikke særligt trendy at sige, at man har et kald. Højst er det noget man forbinder med nonner og munke, og som man lidt skeptisk men også nysgerrigt spørger præsten, om hun har. Svarer man ja, er man nok lidt sær og altmodisch og anderledes: men svarer man blankt nej, bliver folk som regel lidt skuffede. Præsten skal i virkeligheden helst føle et kald. På en eller anden måde synes folk, at præstens kaldsfølelse er en slags kvalitetsmærke eller en garanti for, at der er er noget om det, det henne i kirken. At det ikke bare er pjat og underholdning og traditions- romantik. Og folk har ret.
Men hvorfor har kaldet den valør? Hvorfor er det f.eks så betagende at møde en nonne, der har viet sit liv til ét, fordi hun har følt en kald til det? Eller vi kunne udvide kaldsområdet lidt og spørge os selv, hvorfor det er så fascinerende og respektindgydende at møde mennesker, der har kastet alle deres kræfter og al deres tid og al deres lidenskab ind i en sag ? En sag, der ikke økonomisk eller prestigemæssigt er til gavn for dem selv, men som giver andre mennesker et lidt bedre liv?
Man kunne svare ved at sige det meget enkelt: at føle et kald forudsætter, at nogen kalder. Man kan ikke kalde på sig selv. Selvom man siger, at man følger sit kald, så tilhører kaldet så at sige ikke een selv, det begynder ikke indefra, det kommer altid først udefra og forbinder sig så med noget inde i mennesket. Og det kan komme to steder fra, to steder, der begge ligger udenfor én selv. Det kommer enten fra Gud eller fra det andet menneske. Hos den kristne hænger de to steder tæt sammen.
At være kaldet implicerer altså, at der er mere i verden end een selv. Til og med noget der er større end een selv, ellers ville dette noget ikke formå at kalde på én, sætte dagsordenen for én og få een til at gøre noget ganske bestemt.
Og det er præcist dette, der er så fascinerende og dragende ved kaldet – at det skaber et større perspektiv omkring mennesket, at det forudsætter, at der altid er et mere. At der er noget større end dig selv, der vil noget med dig. Du er her ikke for din egen skyld, du er her altid for noget andets skyld. Nogen vil dig noget.
Det er faktisk det, der gør dig til en konge. For ægte kongelig bliver kun den, der ved, at han er i en større sags tjeneste. Den, der vil være konge for sin egen skyld, for at berige sit eget liv, han ender som kejseren i hans nye klæder – han har i virkeligheden slet ingenting på. Han er bare opblæst og latterlig.
Men når Gud gør os til konger, så gør han det ved at sætte os ind i hans sags tjeneste, og det giver os en ganske anden betydning og værdighed end den, den lille tykke kejser havde, der forfængeligt så sig i spejlet for at vise, hvor klog han var.
At være kommet ud af dåbens vand som konge betyder, at Gud har betroet netop dette menneske at være bærer af hans budskab. Du skal vide, at du er stor nok til, at Gud betror det dyreste af alt i dine hænder, nemlig budskabet om at ethvert menneske er omsluttet af Guds kærlighed. Du har fået den vigtige opgave i ord og handlinger at fortælle dit medmenneske, som du møder både lige nu og lige om lidt, at netop det menneske også er elsket og udvalgt af Gud. Vil du ikke det, vil du stoppe Guds kærligheds frie løb mellem menneske, fordi du hellere vil sætte dig selv til dommer over, om dit medmenneske har fortjent Guds kærlighed, ja, så er du en synder. Og så har du selv brug fra at blive mødt med milde øjne, der kan tø dig op og lære dig at se dig selv som elsket, på trods af din hårdnakkethed.
Det er ethvert kristent menneskes kald at holde budskabet om Guds kærligheds i live. Det er ikke altid let og det har altid omkostninger, men man taber sin sjæl, hvis man lukker ørerne for alle dem, der står og kalder på én, og bag hvis stemmer, Guds stemme altid lyder.

Det burde blive forstået som et privilegium at føle et kald, for det er det, det er. Det er et privilegium at blive revet ud af sine egne cirkler og sat ind i en sammenhæng, hvor andre har brug for én. Og det lykkelige er, at vi alle faktisk allerede har cirkler omkring os, hvor andre mennesker færdes og kalder på vores nærvær som ekkoer af Guds kalden; det er bare at gå i gang. Der er kaldt.

Sognepræst Kirsten Jørgensen
Præstegade 2
DK-5300 Kerteminde
Tel.: ++ 45 - 65 32 13 20
e-mail: kjoe@km.dk


(zurück zum Seitenanfang)