|
|
9. søndag efter trinitatis - 8.8.2004 |
Mon ikke de fleste af os kender typen ?! Ham, der ikke helmer, før han kommer igennem med det han er overbevist om er rigtigt. Som vil have sin ret og det, der tilkommer ham og som ikke giver op før han har fået den, selvom det både tager megen tid og måske har store omkostninger. I Det ny Testamente er det faktisk næsten altid kvinder, der fremstilles som dem, der insisterer på at få ret eller hjælp - og som her i Lukasevangeliet en enke, der fremstår som direkte plagsom. Og så overfor en lidt veg dommer, der er bange for, at kvinden kan gå over til nærmest at blive voldelig og slå ham i ansigtet. Det er jo egentligt et pudsigt billede når det bliver overført på mennesker og Gud - og som billede skal det vist ikke presses for meget. Det vi kan hefte os ved er enkens udholdenhed. Vi kan forestille os, at hun ikke har nogen forsvarer, der er ingen andre, der fører hendes sag, men det får hende ikke til at give op. Hun bliver ved med at mase på og henvende sig til dommeren indtil han til sidst hører på hende. Skal sådan en anmassende og ret besværlig kvinde virkelig være vores forbillede ? Åbenbart ! I hvert fald bliver hun et modbillede til forestillingen om, at der til det at være en ordentlig kristen hører ydmyghed. Forstået på den måde, at nogle (mest i fordom, måske) mener, at det skulle være særlig fromt at se alt, hvad der sker, som Guds vilje, som vi - fromt - skal finde os i. Hvor bliver nemlig så protesten af ? - hvordan undgår vi så at blive ufølsomme overfor den uretfærdighed, som helt åbenbart overgår mennesker: Et aktuelt eksempel: Der er klimatologer, der mener, at drivhusgasser (= vores overforbrug) og øgede temperaturer på den nordlige del af kloden medvirker til de klimaforandringer - der nu især rammer Asien ( altså den fattigste del af verden) - som voldsommere regn end tidligere - og som igen betyder, at livet bliver endnu vanskeligere for halvdelen af jordens befolkning. Jeg mener derfor ikke, at vi skal blive for hurtigt færdige med den insisterende enke. Indimellem synes jeg i hvert fald, at jeg må tage mig selv i at læse om naturkatastrofer og nød og ulykke rundt om i verden uden at føle, at det rigtig angår os. Så godt som vi har det i vores del af verden - kan vi blive ufølsomme overfor den uretfærdighed, der rammer mennesker i andre dele af verden. - For nylig fik jeg en bog i hånden af en norsk professor i teologi, NottoR.Thelle. Bogen har fået titel efter et kapitel, der hedder: Hvor højt kan et menneske spørge ? Thelle har levet og arbejdet mange år i Japan - og det eksempel han fortæller om, har han da også fra Østen: " Hun ledte efter mening, søgte efter livet. Gennem stilhed og meditation ville hun få fat i ordenes skjulte mening, sanse sandheden bagved formerne. En dag udfordrede hun sin mester: Lær mig at høre lyden af en harpe uden strenge. Mesteren gjorde en bevægelse i luften, som om han slog på usynlige strenge og sagde: Der - hørte du den ? Nej, jeg hørte ingenting, sagde kvinden. Og mesteren svarede: Hvorfor spørger du ikke højere ?" - Og Notto Thelle lægger selv til: Hvor højt må et menneske spørge for at få svar ? Hvor intenst må man søge for at finde vejen ? - Som jeg hører teksten i dag- og andre tekster i Ny Testamente, så mener jeg ikke at vi kan spørge for højt. Det er vigtigt, at vi ikke affinder os med den åbenbare uretfærdighed, der er i verden. Det er vigtigt, at vi ikke bare dukker os og tier stille, når der er grund til at protestere over sociale uretfærdigheder og politiske overgreb. Det er vigtigt, at vi ikke bliver trætte og holder op med at bede for fred og retfærdighed både i det lokale og i det globale. Kvindens frygtløshed og stædighed kan næsten ikke undgå at gøre indtryk og opfordringen til at bede og ikke blive trætte vil altid være en opfordring til os om at se de profetiske og samfundskritiske kræfter, der ligger i kristendommen og som blev synlige i Jesu liv. Jesus tager i en situation en prostitueret i forsvar og redder hende fra stening. Han giver kvinder og børn plads i et samfund hvor de ellers ingen status havde. Han protesterer mod en kommercialisering af Gudsdyrkelsen i templet. Han priser dem salige, der hungrer og tørster efter retfærdighed og lover, at de skal mættes. Han lader sig påvirke og ændrer holdning i sit syn på dem, der levede som fremmede i det jødiske samfund. Men kan vi undgå at blive trætte ? - Hvordan kan vi blive ved at bede om retfærdighed samtidig med at det ser ud som om uretfærdigheden/ skævheden tager til i verden ? Flygtninge rundt om i verden venter på retfærdighed. Sultne i hele verden venter på en retfærdig fordeling. "Verdens mishandlede børn venter Mennesker har ventet i generationer og håbet og bedt om at deres børn og børnebørn i hvert fald kunne få det bedre. Mange har bedt forgæves og fik aldrig deres ret. Nogen beder bare om at døden skal befri dem." (Thelle) Jesus kunne heller ikke redde hele verden - han kunne ikke skabe en retfærdig verden. Men han tog sig af de konkrete mennesker, han mødte. Og deres nye liv lyste op i verden, så andre fik mod til deres liv. Han viste os en vej at gå og et liv at leve for at vi ikke skal fare vild i modløshed og opgivenhed. Amen.
Sognepræst Hanne Sander
|
|
(zurück zum Seitenanfang) |