|
|
12. søndag efter trinitatis - 29.8.2004 |
Sent lørdag aften sendes der ofte en gyserfilm i fjernsynet, og vi sidder klistret til skærmen. Vi ville måske gerne, at filmen snart var slut, men vi kan ikke slippe den. Det er simpelthen for spændende. Måske har vi svært ved at sove bagefter. Det skulle gerne være anderledes fredeligt søndag formiddag at gå i kirke. Hvor gyserfilmen skaber uhygge, angst og søvnløshed, burde kirken og evangeliet skabe livsmod, glæde og tryghed. Og sådan oplever og erfarer de fleste mennesker da også gudstjenesten. Men sådan har alle det ikke med det evangelium, vi hører i dag. Denne tekst om bespottelse af Helligånden er blevet kaldt ”gyserstedet i Ny Testamente”. Også Guds ord kan give uro og angst. Når vi har hørt Jesu ord om bespottelse mod Helligånden sidder vi., tilbage med disse spørgsmål: Passer det slet ikke, at tilgivelsen er lige så dyb og uendelig som Guds kærlighed? Findes der grænser for Guds tilgivelse? Den østrigske nazi-jæger Simon Wiesenthal har i sin bog ”Solsikken” fortalt om en oplevelse, han havde da han var KZ fange under Anden Verdenskrig. På lejrens lazaret lå en tysk SS officer, som var døende. Men han kunne ikke dø med fred i sindet. Han måtte først tale med en jøde. Man gik da ud i lejren og hentede Simon Wiesenthal. Officeren fortalte om rædselsgerninger han havde været med til i Warszawas ghetto. Især kunne han ikke slippe mindet om dengang han og hans kammerater satte ild til en høj bygning, hvor der boede mange jøder. de skød dem efterhånden som de løb ud af huset, men nogle foretrak at springe i døden. Især huskede han en ung familie, der sprang ud sammen. Faderen bar det mindste barn, og holdt hænderne for barnets øjne mens de sprang i døden. Nu ville officeren have tilgivelse fra en jøde, fordi han ikke kunne finde fred. Den unge familie, der sprang i døden med barnet imellem sig Men Wiesenthal rejste sig og gik sin vej: Han kunne ikke tilgive på andre menneskers vegne. Videre siger han: ”Havde de fundet en kristen præst, havde han såmænd glad og gerne tilsagt denne officer den tilgivelse han søgte.” Det er sandt. Evangeliets tilgivelse beror ikke på, at et menneske skal vurdere,. om han eller hun kan tilgive på andre menneskers vegne. Evangeliets tilgivelse er Guds tilgivelse, som vi rækker til hinanden. Længsel er et af vor livsvilkår. Vi kender alle til at længes. Samtidig med at vi i disse dage fryder os over sensommerens sol og varme, er der også lidt vemod i sindet. Vi går imod den mørke tid. Alt det grønne og blomstrende vil dø og visne. Om nogle måneder står træerne med deres krogede mørke grene imod en overskyet regnfuld himmel, og vi har svært ved at tro, at disse grene igen vil få friske blade. Derfor længes vi om vinteren efter forår og friskhed. Og den længsel kan næsten gøre ondt inden i os. Men endnu dybere kan vi længes efter dybde og sammenhæng i livet. Mange kender til denne følelse: Jeg har alt, hvad jeg behøver. Der mangler så at sige ikke noget. Nogenlunde godt helbred, gode familieforhold, gode materielle kår. Alligevel er det som om der mangler noget. Alligevel er der en uro, en længsel inden i mig. Kirkefaderen Augustin har beskrevet denne længsel i en lille bøn: ”Vi er skabt til at tilhøre dig, derfor er vore hjerter urolige indtil de finder hvile i dig” Længselen tilbage til det tabte Paradis ligger dybt i os alle. Længselen tilbage til dengang, der var tryghed og harmoni imellem Gud og menneske Skabelsen er som én lang forårsdag. Gud satte mennesket ind i sin verden men mennesket ville have verden for sig selv – og behøvede ikke Gud Derfor blev manden, kvinden og slangen sat på porten – og måtte flytte ud i den barske verden. Ja, Gud satte en engel med et flammesværd for at bevogte indgangen til paradiset Men det fantastiske i evangeliet er at vi kan ikke holde Gud ude fra vort liv. Gud og mennesker hører sammen. Gud trådte os så nær som det var muligt da han sendte sin søn. Han tog vort liv på sine skuldre. Han levede, døde og opstod for vores skyld. Og nu ved vi, at vi hører sammen. At Gud og menneske ikke lader sig skille ad. At vi ikke kan holde Gud ude af vores liv. Chr. Richardt siger: Du, som freden mig forkynder Vi ved også, at vi skal tilgive hinanden, som vi beder i Fader vor: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Men frem for alt ved vi, at vi har fuldmagt til på Guds vegne at tilgive synd. Tilgivelse betyder at Gud tager os ved hånden og fører os tilbage til tiden før syndefaldet. Tilgivelse betyder at Gud genopretter det tabte paradis. Tilgivelse betyder at harmonien, enheden mellem Gud og mennesker igen bliver til Tilgivelse og opstandelse udtrykker det samme: At døden og mørket og synden ikke er det sidste, fordi livet og kærligheden er stærkere. Vi kan ikke trænge Gud ud af vort liv. Derfor er evangeliets løfte til os dette, at vi har en fremtid at Gud ikke afskriver os som umulige eller uforbederlige. Derfor er tilgivelsen den røde tråd i Bibelen fra dens første til dens sidste blad. Fra syndefaldet og uddrivelsen af Paradiset og frem til Åbenbaringsbogen, hvor Gud siger: ”Se, jeg gør alting nyt!” Og alt dette bliver nærværende virkelighed for os allerede nu når vi modtager tilgivelsen som gave. Tilgivelsen er opstandelse og nyskabelse af livet. Netop derfor gyser vi, hvis det virkelig er sandt, at der findes noget, som ikke er omfattet af Guds tilgivelse. Er det ikke sandt som vi sang det, at tilgivelsen er uendelig? ”Langt som fra syden det måles til norden, skilte fra os han vor skam og vor last” Jo, det er sandt. Og det er også hvad vi hører i evangeliet til i dag. ”Al synd og bespottelse skal tilgives menneskene", siger Jesus. Dér skal vi begynde. Vi skal begynde i tilliden til, at Guds tilgivelse er grænseløs som Guds nåde og kærlighed er det. Der er intet, vi ikke kan komme med til Gud. Der er intet, som, ikke rummes i hans tilgivelse . Men derefter kommer gyset: men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Måske vi spørger os selv: "Er det mig, der er tale om. Har jeg begået bespottelse imod Helligånden?" I disse dage skifter vejret meget hurtigt. Men for nogle dage siden var vejret vådt, mørkt og trist. Nogle dage kan være mørke og triste, andre dage kan være lyse og opløftende. Og der er en selvforstærkende kraft såvel i de gode som i de dårlige dage. På de lyse dage møder vi alt og alle med et åbent sind. Vi hører opmuntring . Vi optager alt i bedste mening. Men på de mørke og triste dage er det lige omvendt. Da hører vi bebrejdelser og latterliggørelse i alt, da møder vi ringeagt i andre menneskers øjne. Da optager vi alt i værste mening. Jesu ord om bespottelse imod Helligånden skal vi beskæftige os med på de gode dage. På de mørke dage skal vi lade dem ligge, for da hører vi ikke noget godt i dem. Vi skal lade solen skinne også over disse ord. For også i dem finder vi Guds evangelium. Guds gode budskab. Gud er ikke bruddets og fortabelsens Gud. Han er helingens og frelsens Gud. Jesus vil ikke med sine ord lægge endnu en byrde på vore skuldre. Læg mærke til at "Jesus siger ikke "synd imod Helligånden", men ”bespottelse”. Der er altså ikke tale om en særlig handling. Alle vore handlinger, alle de synder vi gør - alle synder - er indeholdt i den første sætning: Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker. Men hvad er da bespottelse imod Helligånden? Måske vi hjælpes på vej ved først at se på hvad Åndens gerning egentlig er. Åndens gerning er at tale til os. Åndens gerning er at bringe os til tro. Helligånden er den skjulte kraft, som åbner vore øjne og vore ører for Guds ord. Helligånden skaber tro i vore hjerter. At bespotte Helligånden tror jeg betyder at bespotte dens gerning. At vende ryggen til den tro, som er blevet skabt i ens eget sind. At bespotte Helligånden tror jeg betyder at være overbevist af guds hellige Ånd. At tro: Jesus er Herre. Men så alligevel - kynisk og uberørt - at sige: det rager ikke mig. At bespotte Helligånden vil sige at forkaste Gud mod bedre vidende. At vide, han er Gud, men så alligevel ikke at ville vide af ham. De mennesker, Jesus taler hårdt til, dem han truer med død, dom og fortabelse, det er ikke de svage og rådvilde. Det er ikke synderne og de udstødte. Det er ikke de tvivlende og anfægtede. Nej, dem han taler hård til er støtterne, de selvsikre, dem, der mener at de kan klare sig selv uden Gud. Selv om de godt ved, at det holder ikke. Og dermed er vi tilbage i vores situation som mennesker i dag. Troens og kirkens største fare er ikke tvivlen eller anfægtelsen. Troens og kirkens største fare er ikke, at nogle af os ikke er så gode eller så flittige til at gå i kirke, som vi burde være. Troens og kirkens største fare er ej heler, at nogle søger andre religioner, for sådan har det såmænd altid været. Nej, troens og kirkens største fare er den kolde og kyniske ligegyldighed. Jeg tror vi kan sige med sikkerhed, at hvis du anfægtes, hvis ordene om bespottelse imod Helligånden rammer dig som et stød i dit hjerte, så begår du ikke denne bespottelse. Den, der bespotter Helligånden, den, disse ord er møntet på, vil ikke anfægtes et sekund. Vil ikke føle angsten for at blive ramt af Jesu hårde ord. Han eller hun er ganske og aldeles uberørte. For det er selve denne bespottelses indhold. Gud svigter os ikke. Ham kan vi stole på. Han svigter os heller ikke, når vi står overfor gåderne og det uforståelige i hans ord. Vi skal - også og især - når vi hører om, bespottelse imod Helligånden - bevare tilliden til Gud. For han vil os kun godt. Han vil fastholde os i vor dåbspagt. Kristus døde og opstod for os alle. Vi kan lægge hele vort liv over i hans stærke hånd. Så hjælper han os med at bære det. Også på de mørke dage, hvor vi slet ikke mærker eller føler hans nærvær. Amen. Biskop Karsten Nissen
|
|
(zurück zum Seitenanfang) |