|
|
13. søndag efter trinitatis - 5.9.2004 |
Storm P har en tegning af en tigger. En mand kommer hen til ham og spørger interesseret: "Kan De virkelig leve af at tigge?" Og han svarer: "Nej, sommetider må jeg spæde lidt til selv!". Evangeliet til i dag fortæller at overfor Gud er vi alle tiggere. Og hvis vi mener at vi selv har noget at spæde til med, så tales vi til rette af ham, som, betalte prisen for os. Tiggere er vi det er vist og sandt. Sådan skrev Martin Luther i sin sidste optegnelse. Og det er hvad dagens evangelium vil fortælle os. Det begynder såre menneskeligt. Det begynder med noget, vi alle kender til. Forældres lovprisning af deres egne børn. At forældre er stolte af deres børn, og gerne ønsker dem alt muligt godt - er vel ikke unaturligt. Og når det gælder bedømmelsen af børnene, så er vi forældre vistnok de sidste, der er i stand til at give en objektiv, saglig vurdering. Vi synes naturligvis at netop vore børn er de bedste. Derfor er det slet ikke en usædvanlig mor vi hører om i evangeliet til i dag. Hun vil gerne det bedste for sine to sønner - og hun mener at de begge har fortjent det. Hendes mand hed Zebedæus, og derfor blev de to brødre, Jakob og Johannes, kaldt Zebedæussønnerne. Og nu går deres mor til Jesus med en særlig bøn. Han skal allerede nu give Jakob og Johannes pladserne ved sin højre og sin venstre side i Guds rige. Der er ingen tvivl om at moderen syntes at det havde hendes sønner fortjent. Og de var sikkert også både dygtige, fromme og hengivne overfor Jesus. De havde skam så rigeligt at spæde til med selv. De to Zebedæussønner hørte til inderkredsen blandt Jesu disciple. Peter, Jakob og Johannes var de tre såkaldte yndlingsdisciple, som Jesus tog med sig, da han Skærtorsdag nat vågede og bad i Getsemane Have. Johannes kaldte man "Den disciple Jesus elskede". Han sad nærmest ved Kristus da han indstifte de nadveren skærtorsdag aften. Ifølge traditionen var de to sønner også fætre til Jesus. Hvor urimelig det end kan synes allerede nu at bede om hæderspladser i Guds rige, så havde to sønner en god baggrund for at bede netop om de pladser. For det var faktisk de pladser, som de havde allerede nu - på jorden. Og deres moder ønskede en forsikring om, at de pladser ville de også få i himmelen. Måske man kan sige det sådan, at hendes bøn siger det modsatte af fadervor. I fadervor beder vi: "Ske din vilje som i himmelen, således også på jorden". Men det, moderen ønskede var, at det skulle være i himmelen, som det var nu her på jorden. Og de to brødre var ivrige, parate til at betale prisen for disse hæderspladser. "Kan I tømme den kalk, jeg skal tømme". spurgte Jesus, og de svarede: "Ja, vi kan". Og det var ikke tom snak. Det skete. Igen fortæller kirkens tradition, at begge brødrene døde som martyrer. Det, Jakob og Johannes siger til Jesus er altså: "Giv os den plads i Himmelen, som du allerede har givet os her på jorden. Vi kender prisen. Og vi er parat til at betale den pris." Mon ikke vi godt forstår både moderen og de to brødre. Jo, de havde meget at spæde til med - deres tro, deres hengivenhed, deres fortrolighed med Jesus, ja - deres eget liv. Tiggere er vi – det er vist og sandt. Og det nytter ikke at tro, vi er i stand til selv at spæde til. Det er netop der, den sande tro fødes. Den fødes ikke i overmodet og stoltheden over os selv og alt vort eget. Den sande tro fødes i afmagten, ja måske i fortvivlelsen over os selv. Når vi føler vor egen afmagt, vor egen skyld ligge på os som en sten, vi ikke magter at vælte fra os. Den tynger os til jorden, og synes at klemme al luft ud af vore lunger. Den tunge samvittighed. De mange uoverlagte onde ord og gerninger. Afmagten over, at vi kan gøre det om. Angsten for den Gud, som er hellig og ren. Den byrde hviler på os. Tungt og vedholdende. Kernen i Kristustroen er at føle den byrde blive løftet bort fra os. Når Kristus selv, som troens giver gentager det løfte, der dengang lød over os i dåben: Du er min, og intet skal skille os fra hinanden. Vi er hans. Vi hører ham til i liv og i død. Men det gør vi ikke på grund af os selv. Det gør vi fordi han betalte prisen for os. Fordi han i sit liv, i sin død og i sin opstandelse gik i vores sted, og til gengæld giver os af sin tro. "Min tro som en boble kan briste, men din har holdt stand til det sidste. O Herre, så tro du for mig." Det er den gave, den befrielse, som Paulus udtrykker sådan: I tilhører ikke jer selv, for I blev købt dyrt. Prisen er betalt. Storm P producerede ikke kun vittighedstegninger og tegneserier. Han var ved siden af alt det en meget seriøs kunstner. Han malede også oliemalerier på lærred. De kunne være dybt socialrealistiske med et rystende budskab. Jeg glemmer aldrig et af disse malerier, som stammer fra Storm P's tidligste år. Vi ser en biskop stå på prædikestolen. Stor og rund og trivelig. Tilsyneladende meget veltalende. Bispekorset og ridderkorset glimter om kap på fløjlsmaven. Bag ham aner vi et krucifiks. Det er et krucifiks der skildrer Jesus i selve dødstimen. Forpint og udstødt er frelseren naglet til korset. Vi ser tydeligt at korset står plantet uden for bymuren. Bag krucifikset aner vi rækker af fattige, fortvivlede mennesker, og vi ser store mørke lejekaserner som man kendte dem på Vesterbro. Storm P har givet billedet følgende titel: De to kors. Det ene kors glimter på bispens mave. Det andet kors står plantet blandt mennesker på samfundets yderste rand. Det ene kors er af guld, det andet kors er af groft træ, plettet af blod. Det ene kors er søgt frivilligt, og udtrykker menneskelig status og ære. Det andet kors er pålagt og udtrykker menneskelig fordømmelse og , nedværdigelse. Sådan var Jesus menneskets træl. Hans æressæde var ikke dengang en trone i Himmelen med Jakob og Johannes ved sin højre og venstre side. Hans æressæde, som vi så det, blevet kors, hvor han havde en røver på sin højre og venstre side. Sådan drak han den kalk, som i hans liv bestod i til det sidste at være tro. Tro imod hans fader. Tro imod den jord, som var skabt af Gud. Tro imod mennesket. Imod dig og mig. Men netop det kors rummer din og min frelse. Netop det kors, der blev rejst på Golgatha, er vort eneste håb. Er det eneste, der kan vælte stenen bort så vi kan finde befrielsen, glæden, livsmodet. Alt det, der rummes i de stærke ord, som vi har lov til at sige til hinanden: På Jesu Kristi befaling og for hans lidelses og døds skyld tilsiger jeg dig alle dine synders nådige forladelse i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Pladsen i Guds rige rar vi ikke fordi vi er dygtige, fromme, begejstrede efterfølgere af Jesus Kristus. Nej, pladsen i Guds rige rar vi som en gave fra Gud. At klynge sig til den gave. At leve på Guds løfte, som vi fik i dåben. Det er at leve i tro. Det kan vi ikke forstå. Vi kan kun tage imod det, når vi vender om fra alt vort eget - fra alle vore synder og fra al vor menneskelige ære - og tager imod Guds gave. Amen. Biskop Karsten Nissen |
|
(zurück zum Seitenanfang) |