Göttinger Predigten im Internet

I årene 1524 og 1525 udkom der to meget vigtige skrifter af henholdsvis Erasmus af Rotterdam og Martin Luther. De drejede sig begge om menneskets frie vilje.

Erasmus, sin tids største humanist, det vil sige sprogvidenskabsmand, retoriker og etiker udgav først et skrift, hvori han kort fortalt tog stilling til et stort og uløst spørgsmål indenfor den kristne teologi, nemlig om mennesket har en fri vilje.

Spørgsmålet er ikke, om jeg har frihed til at vælge mellem to forskellige ting i dagligdagen, men om min mulighed for at vælge min vej i livet efter at have hørt evangeliet forkyndt. Kan jeg efter at have hørt evangeliet vælge en bestemt moralsk eller etisk vej, som fører til frelse? Med andre ord er det et spørgsmål om, hvor meget eller hvor lidt min vilje betyder for min frelse.

Humanisten Erasmus var i overensstemmelse med store dele af den teologiske og kirkelige tradition, da han hævdede, at viljen spiller en rolle for det etiske og moralske liv, der følger af at have hørt evangeliet forkyndt, og at mennesket ikke kun i sit liv har sin samvittighed at lide og stole på, men også har den vejledning og tradition, som kirken har givet og stadig kan give. For Erasmus havde mennesket på vejen til frelsen adskillige hjælpemidler at støtte sig til.

Erasmus skrift kom efter at Martin Luther i sine reformatoriske skrifter havde hævdet gang på gang, at mennesket ikke har en fri vilje, som kan medvirke til frelsen. I andre sammenhænge har mennesket en vilje, men ikke i forhold til frelsen.

I slutningen af 1525 udgav Luther det skrift, som han senere selv sagde var det eneste skrift, han sammen med den lille katekismus var stolt af. Skriftet hedder "Om den trælbundne vilje" . Heri siger Luther om frelsen, at han må understrege det, han selv havde fundet roen ved i sin kamp med sig selv i klosteret i Erfurt, at det er troen alene, der frelser, ikke lovgerninger og ikke andet.

For Luther betød det, at mennesket ikke aktivt kan nærme sig frelsen. Det var hans egen erfaring, at hverken bønner eller bodsøvelser eller noget andet skaffede et menneske fred med Gud. Nej, freden og roen og trygheden kom ført ved erkendelsen af, at alt afhænger af Guds nåde. Det er Gud, der skænker troen, fordi Gud er troværdig. Det er Gud, der skænker tilliden, fordi Gud er tillidsvækkende og så videre. Mennesket har ingen fri vilje til at nærme sig frelsen eller til at lette dens vej, siger Luther, alt er afhængig af Guds nåde.

Er det så ikke lige meget, hvordan vi lever, kunne spørgsmålet være. Og det var da også i populær form Erasmus indvending mod Luther. Men så enkelt er det ikke. Luthers synspunkt fører ikke automatisk til en opløsning af ethvert sædeligt eller moralsk spørgsmål. For Guds nåde gør os ansvarlige for hinanden. Guds nåde er forudsætningen for, at vi kan og skal tage os af hinanden, respektere hinanden og bære hinandens byrder. Der er flere måder, hvorpå vi kan formulere dette, at vi i det daglige liv er henviste til hinanden, og at det er i det daglige, at vores gudsforhold kommer til udtryk i livet sammen med vores næste og medmennesker.

Det er altså ikke lige meget, hvordan vi lever. Vi lever ikke for at opnå noget f.eks. frelsen, men vi lever for at tage os af det, vi har fået at tage vare på, og vi har Guds nåde som forudsætning for, at vi kan tage imod livet og leve det på bedst mulige måde.

Denne modsætning mellem Luther og Erasmus har haft og har stor betydning for den kristne kirke siden 1500-tallet. Man kan ikke sige, at Luthers opfattelse har vundet totalt i de lutherske kirker og lande eller at Erasmus opfattelse har vundet i de katolske lande. For det er jo et alvorligt spørgsmål, om Luthers tanker ikke er alt for indviklede til at ret mange egentlig kan forstå dem? Hvorfor skal vi dog behandle vores næste ordentligt, hvis ikke det betyder noget? Eller vi ikke opnår noget derved?

Viljen er vi i daglig berøring med. Vi skal mobilisere vores vilje til mangt og meget i dagligdagen, og vi strejfer den i vores daglige bøn, Fadervor, hvor vi siger "ske din vilje som i himmelen, således også på jorden". Hvad tænker vi, når vi beder den bøn? Hvad vil det egentlig sige? Hvad er det for en Gud, vi forestiller os bag den vilje? Er det en stor og stærk og meget streng Gud? Eller er det en handlende, foretagsom og dynamisk Gud? Eller er det en svagere aftegnet men alligevel suveræn Gud, der mere indirekte sætter sin vilje igennem?

Nogle af disse spørgsmål får vi svar på i de to lignelser, vi har hørt i dag. De er ikke kun billeder, der kan hjælpe os til svar på nogle af de mange spørgsmål, vi har stillet i dag. De er først og fremmest billeder på, med hvilken myndighed Jesus egentlig taler.

Mattæus beretter nemlig, at Jesus efter indtoget i Jerusalem kom ud i nogle meget alvorlige diskussioner med de skriftlærde, og de spurgte ham direkte, hvilken myndighed eller autoritet han egentlig havde til at tale og udlægge skriften. For han var jo ikke skriftlærd på den foreskrevne måde. Han havde lært sig selv det hele, og kan man regne med en sådan selvlært eller autodidakt?

Hans svar var disse to lignelser om dels de to sønner, der ikke fulgte deres faders vilje, og lignelsen om de utro vingårdsforpagtere, der slog alle deres herres udsendinge ihjel endda hans søn.

Prøver vi nu at høre de to lignelser igen i lyset af, at Jesus altså er blevet udfordret og spurgt med hvilken myndighed han egentlig taler og i lyset af, at mennesket ikke kan gøre sig fortjent til Guds nåde og frelsen, men alene skal modtage den og derefter forvalte det skænkede, så tror jeg at disse lignelser lukker sig lidt op for os.

Vi spurgte for lidt siden, hvad Guds vilje er? Guds vilje er at vise os hen til at arbejde for vores næste i Guds vingård. Eller sagt på en anden måde: Det er meningen med vores liv, at vi skal leve det her hvor vi er. Meningen er ikke at stræbe efter at komme til at leve det egentligere et andet sted efter dette liv, men her. Her kalder livet på os. Her er der opgaver, som ligger og venter på, at vi skal tage dem op.

Nogle gange handler vi som de to brødre. Vi siger først nej, men gør så, hvad vi skal. Eller vi siger imødekommende ja, og får aldrig gjort, det, som var vores skyldighed at gøre.

Det kan jo f.eks. dreje sig om, at livet stiller sine krav om at forstå det som et gudgivet liv. Det siger vi nej til, for der er så meget andet, der peger i en anden retning.

Det må indrømmes, at når man ser på kirkens historie og nogle gange også på, hvordan det går til i kirken og i verden i dag, så kan det for nogle være svært at se livet som et gudgivet. Det lader sig jo bestemt gøre at leve livet uden nogen tanke for Gud. Er det så ikke dermed bevist, at han ikke er til, at han er tankespind eller lignende?

Nej, det er det ikke. For nu kan man hverken bevise eller modbevise Gud. Man kan godt sammenligne den skeptiske holdning med sønnen, der siger nej til at arbejde i vingården og alligevel går derhen efter at have fortrudt. Han bekender ikke sin tro og tillid til faderen. Han benægter den. Men i praksis efterlever han den.

Hvad der drev ham, ved vi ikke. Måske kan vi gætte på, at det var samvittigheden, der drev ham. For kunne han være andet bekendt, når faderen nu havde en vingård, hvor der skulle arbejdes, kunne han så bare lade stå til? Mere direkte sagt: Når nu Gud har givet os et liv med mennesker, der kræver vores nærvær og omsorg og kærlighed, kan vi så lade dem være? Kan vi så bare leve ud af en drift til kun at tænke på os selv? Nej, i mange tilfælde er det netop sådan her, vi gør: Vi lever efter forvaltertanken, tager vare på det, vi skal, men gør det ikke for at opnå noget ved det. Dermed udøver vi næstekærlighed og ved det ofte ikke selv. Og ved ikke, at vi derved netop tager de krav og fordringer på os, som vi i et religiøst sprog kunne kalde for Guds vilje.

Og omvendt med den anden søn, der beredvilligt siger ja. Han udviser lydighed, men i praksis kører han sit eget løb. Det kunne jo være et billede på den, der udadtil tager troen meget alvorligt, men som ikke lever op til livets krav og hans egne idealer.

Hvem af dem er vi ? Vi er dem begge! Vi svinger mellem at gøre det, der skal gøres for næsten, og at gøre det, vi selv vil og intet andet, og om vi så skal hykle og snyde lidt, så gør vi også det.

Derfor er det andet billede eller den anden lignelse også et billede på frelseshistorien. For mennesket har jo ikke en fri vilje til at frelse sig selv. Det har vi jo lige konstateret. Vi lever det spaltede liv og svinger mellem af være både den ene og den anden bror, øjentjeneren og fornægteren.

Den anden lignelse fortæller i et kort billede verdens og menneskets historie. Vi fik skænket et liv, som Gud skabte, han gav os en vingård, hvor vi skal leve, han byggede en perse, gav os en daglig opgave og satte sit hegn omkring den. Vi var beskyttede af hans nåde. Og hvad gjorde vi så? Opdagede at han nok ikke var lige her, at han ikke er en Gud, der sidder og vogter og gennemkontrollerer os, men lader os få friheden og ansvaret for hinanden. Han overlader os ikke til os selv. For han kræver sit, han kræver, at som han har elsket os, således skal vi elske hinanden. Det gør vi ikke altid. Vi slår tværtimod hinanden ihjel eller ødelægger livet for hinanden.

Derfor sendte Gud sin egen søn til os, for at han kunne give os den frihed og det ansvar, som vi ikke af egen fri vilje kan skaffe os.

Som arvingen i lignelsen blev han slået ihjel, hængt op på et kors. Han blev den hovedhjørnesten, som bygmestrene vragede. Nemlig de bygmestre, der er dig og mig, når vi siger, at dette liv, det kan vi klare selv. Og når vi siger, at vi har sandelig ikke brug for nogen tro eller religion.

Men han er hovedhjørnestenen, der, hvis den fjernes, får alt til at styrte sammen. Han er det bærende i livet. For det bærende i dit liv er nemlig ikke, hvad du selv kan og vil og tror. Det bærende er, at du som udgangspunkt har alt det du fik for intet. Alt det, der var der og er der før dig. Hvad er det? Jo, den kærlighed, du er opdraget ved og i. Den lykke det er for dig, at du har fået det liv, du har. Du synes måske, at det er du selv skyld i. Sikkert er det, at du nok for forvaltet mange af dine chancer godt, men du har ikke selv skabt forudsætninger for at du fik alle de chancer og muligheder.

Du kan gøre noget ved de muligheder, du fik og får, men vilkårene for dit liv, dem har du modtaget og fået. Og din opgave er, at komme her i kirken og høre, hvad du skal gøre i det af Gud velsignede og skænkede liv. Du skal gå hen i vingården, som er din hverdag og der gøre dit arbejde, leve med din næste og skænke Gud den høst, han kræver, nemlig at du elsker din næste som dig selv. Han kræver at du gør det ved at bære de byrder i hans eller hendes liv, som er tunge og ubærlige.

Ja, at du i det hele taget ikke tænker på, som forvalterne eller forpagterne i lignelsen, hvad man kan opnå ved at ødelægge den andens liv. Du vil erfare, at hvad du selv har givet, uden at du vidste det, det får du igen som velsignelse, men hvad du gav for at opnå noget, kan vise sig at vende tilbage som en forbandelse.

I lignelsen tog de arvingens liv for selv at opnå riget og magten og æren. Det skal du ikke gøre. Du skal indse, at det er dig skænket og at Kristus er kommet for at skænke dig det, du ikke på nogen måde, hverken ved den frie vilje eller ved egen hjælp på anden måde kan få: Frelsen som redder dig fra synd og død. Den hovedhjørnesten er Kristus og ingen anden. Amen.

Provst Poul Henning Bartholin
Selskovvej 42
DK-3400 Hillerød
Tel.: ++ 45 - 48 24 90 50
e.mail: phb@km.dk