Mener I, at de var større syndere end alle andre - dem det gik ud over, da Pilatus forvoldte et grusomt blodbad?
Eller mener I, at de var mere skyldige end alle andre - dem det gik ud over, da tårnet i Jerusalem styrtede ned?
Jesus henvender sig til folket, menigmand. Og han refererer til ulykker i sin samtid.
Vi kan nemt følge op på spørgsmålene og aktualisere dem:
Var de større syndere end andre, dem det gik ud over på Bali og Filippinerne, da bomben sprang og slog hundreder ihjel?
Eller var de mere skyldige end andre i New York, alle dem der havde sin gang i World Trade Center og derfor døde ved terrorhandlingen den 11. september sidste år? Nej, det var de ikke - er Jesu svar. Dem det gik ud over dengang, og dem det stadig går ud over i dag, er ikke mere skyldige eller større syndere end andre.
Det kunne ske for enhver.
Det kan ske for enhver.
Der er ingen sammenhæng mellem et menneskes liv og tro - mellem skyld og synd - og så de ulykker og den død der rammer os.
Evangeliet om Jesus Kristus er det, der frelser os fra denne tro eller opfattelse.
Troen på ham som den barmhjertige Guds søn er det, der befrier os fra at finde denne sammenhæng og martre os selv med den og dømme andre ud fra den.
Det onde rammer tilfældigt.
Sygdom og ulykker og forlis - de slår ned, som et lyn - og vé den, der tilfældigvis står dér. På det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Vi andre, som går ram forbi, er heldige. Og vi skal prise på, hvor heldige vi er. Og vi skal vide, at det lige så godt kunne være vores familie det gik ud over. At det lige så godt kunne være vores ægtefælle der fik stillet den diagnose, vi alle frygter, at det lige så godt kunne være det fly, vi sad i, der styrtede ned, eller være os der var på den metrostation, hvor bomben sprang.
Tilfældigheden rammer i flæng.
Der er ingen budskaber i den meningsløse død og vold og brutalitet.
Der er ingen Gud for oven, der bruger disse midler til at føre sit folk hjem til sig i paradiset.
Den Gud vi kender og bekender os til gennem Jesus Kristus, er ikke en fader som truer os ind i himmeriget - men en Gud, der ynkes over os og føler medlidenhed med menneskers hovmod, når vi bilder os ind, at vi kan selv og at det er vores egen skyld, når vi ikke kan selv.
Hvis ikke vi havde evangeliet om Jesus Kristus at holde fast i, så kunne vi blive ved med at bilde os ind, at der er en sammenhæng mellem skyld og straf i form af ulykke og død. Og derfor siger Jesus - ophidset og truende som en anden Johannes Døber: “Nej, de var ikke mere skyldige end andre, men hvis I ikke omvender jer, skal I omkomme ligesom de.”
For hvis vi ikke omvender os, og ser Jesus Kristus som den der frelser fra denne årsagssammenhæng, så rammer vi os selv med denne unådige dom, den dag det går ud over os - for det gør det jo en dag, før eller siden går det ud over os og vores familie. Døden er uundgåelig. Men den er ikke Guds straf.
Det døde Jesus for at vise os. Han døde for at vi ikke skal dømmes. For at vi ikke skal lade døden være vores livs dommer, men lade Gud i himlen være det - den barmhjertige og nådige Gud, der ikke truer os i himlen men rækker sin hånd ud til os for at trække os op fra vores egen forkvaklede og fortabte måde at se på vores liv og se på andres liv på.
Det eneste vi har at holde op mod tilfældighedens spil her i verden er vores tro på Gud.
Det er også sådan mange mennesker siger det - mennesker som måske ikke har været specielt kirkelige eller bekendende troende - de fortæller, at når man kommer helt derud, hvor livet viser sig fra sin mest unådige og grusomme side, ude i den totale meningsløshed, så er den eneste overlevelsesmulighed at tro på Gud.
Så er der kun troen på Gud tilbage. Den sidste spinkle tråd som holder et net sammen af mening midt i meningsløsheden.
I den situation betyder troen på Gud at det simpelthen ikke kan passe, at vi alene er overladt til tilværelsens tilfældighed. Så er der jo slet ikke noget håb.
Håbet knytter sig til, at der alligevel skulle kunne ske det usandsynligt heldige, at tilfældet ville, at man som menneske kunne komme videre, komme gennem krisen, eller hvis der var tale om en sygdom: blive helbredt, eller bare få nogle uger endnu at leve i og altså på det symbolske plan: håbet om at genoptå fra de døde.
Tilfældet - har altså en dobbelt funktion. Det kan ramme os og ødelægge vores liv - ubarmhjertigt og unådigt.
Men tilfældet kan også indtræffe og ændre alting, så det der stod til at falde lader sig rejse og genopstå til liv.
Denne dobbelthed beskriver vores store digter Søren Ulrik Thomsen i sin seneste digtsamling, som netop er udkommet og bærer titlen: Det værste og det bedste.
I digtet opregnes hvad der er det værste og det bedste - ‘for mig’ - og det er mange ting, som man som læser både kan grine og græde over.
Men der er en sætning, der bruges i begge betydninger - én sætning, som både er det værste og det bedste - og den lyder i alt sin enkelthed sådan her:
At alting stadig kan ske er det værste.
Og på den næste side står der:
At alting stadig kan ske er det bedste.
At alting stadig kan ske. Livets tilfældighed, livets uforudsigelighed - at alting stadig kan ske - det kan vi frygte - i form at ulykken der rammer - men også glæde os over - i form at barmhjertigheden, der reder os fra noget som uafvendeligt skulle være sket.
Frygten ligger i at alting stadig kan ske - det er det værste. Det kunne lige så godt være os, tårnene var faldet ned over eller os, der havde været der, hvor bomberne sprang.
Glæden og befrielsen ligger i at alting stadig kan ske - det er det bedste.
Det er det bedste ved livet, at Guds nåde stadig sætter sig igennem og vi frelses fra at gå til grunde.
Det bedste er at vi har denne lille fine tråd at hænge vores liv op på, der hedder håb. Håb til Gud om at vise sig som nådig og barmhjertig og befri os fra vores skyldfølelse og fra vores synd, som tynger.
- Et håb til at det bedste kan ske for os, at vi bliver fri for at leve i en evig dom over os selv og andre. At vi bliver fri for at finde sammenhænge overalt og dermed leve i et tvangsneurotisk forhold til verden, fordi vi unådigt slutter fra det ene til det andet: “- gør jeg dette, sker der nok det og det. Spiser jeg dette, får jeg nok den og den sygdom - kan jeg ikke tilbyde mine børn de og de vilkår ender de garanteret som småkriminelle og omsorgsvigtede ...”
Årsag- virkning, deterministiske følgeslutninger - mønstre som er umulige at bryde og som bliver selvopfyldende profetier....sådan har det altid været i vores familie, jeg ligner min moder, hun gjorde også altid den og den fejl...
Vi martrer os selv på den måde og lukker verden omkring os ved at placere os i disse mønstre, nedarvede mønstre og gentagelser. Det er det værste.
I Det Gamle Testamente, hos profeten Ezekiel kan man finde følgende ordsprog: “Fædrene spiser sure druer, og sønnerne får stumpe tænder.”
Et nedarvet mønster af skyld, der tynger, og som vi aldrig kan blive fri for. Vi kender det. Men hos profeten står der:
”Så sandt jeg lever, siger Gud Herren: I skal ikke mere bruge dette ordsprog i Israel. Alle menneskers liv tilhører mig.” Det fantastiske ved livet, levet i lyset af evangeliets befriende og frelsende ord, er, at vi får lov til - fra begyndelsen at tro og håbe på, at vi alle tilhører Gud og at Gud vil os det bedste - og vil lukke nogle døre op for os, som vi ikke selv ville kunne finde endsige kende kodeordet til.
Vi får lov til - i lyset af evangeliet - at tro på at vores liv er i Guds hånd – hvad enten vi rammes af ulykker, sygdom og død eller vi selv roder os ind i de mest ulykkelige omstændigheder, som vi ikke kan se en udvej ud af og for altid vil dømme os selv på.
Vi har fået lov til at leve her i denne verden fyldt med glæde og sorg og håbe på, at vi ikke bliver dømt på vores mangel på tro men at der ses i nåde til os - at Gud bærer over med os og vores iver efter at forstå og overskue og sætte verden og livet i system - at han giver os en chance og endnu én og endnu én - til vi omvender os og lægger livet i hans hånd - og dermed modtager det hele med glæde, hver en stund, hver en dag. Amen.
Sognepræst Eva Tøjner Götke
Platanvej 10
DK-5230 Odense M
Tel.: ++ 45 - 66 12 56 78
email: etg@km.dk