Matthæus 11,25-30

Der blev talt om åg her på sidste søndag i kirkeåret. Jesus sagde jo, i den tekst, der blev læst for alteret før: ” Tag mit åg på jer, og lær af mig. For mit åg er godt, og min byrde er let”.

I vore dage bliver åg stort set kun brugt i overført forstand – altså dér, hvor ubærlig modgang opfattes som et åg, som en byrde, ensbetydende med noget tvingende, noget tungt og nødtvungent.

Oprindelig var ordet åg noget ganske bogstaveligt. Det var et redskab, et praktisk redskab. Åg var dels et træktøj af træ til trækdyr, dels det tværtræ, som kunne lægges på et menneskets skuldre. Åget gjorde det da muligt for vedkommende at bære to spande - og så dog alligevel have begge hænder fri. Men en forudsætning for, at åget kunne bruges, var naturligvis, at det var tilvirket dén, der skulle bære det. Passede åget ikke til skuldrene, blev byrden følgelig endnu mere ubærlig, end den i forvejen havde været. Byrdens vægt ville jo bevirke, at åget gnavede og smertede i skuldrene, hvor det ellers skulle have været lettende og aflastende for den bærende.

I dag hed det altså: ” Tag mit åg på jer, og lær af mig (…) For mit åg er godt, og min byrde er let”. Men Jesus sagde tillige: ”Jeg priser dig, Fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige”. I øvrigt, det med ’umyndige’ er i den danske oversættelse egentlig en tilsnigelse. Det oprindelige ord for ’umyndig’ betyder her snarere ’spæd’.

Jamen, skal man være spædbarnsgodtroende i sin uvidenhed, for at Jesu ord kan bevæge? Nej. Men de, der er forstandige og vise - de hører det ikke gerne. Eller rettere: de – vi!!- tror, vi kan undvære de ord, idet vi regner med at kunne klare det hele selv. Ordene om de umyndige, de spæde, som Gud alene åbner sit rige for, bliver da også let udleveret til de kloges kolde latter.

Det fortælles, at den sekt, som hedder Jehovas vidner, - at den slet ikke er interesseret i at værge medlemmer med højere uddannelser. Med andre ord: man må ikke være for belæst eller for lærd, når man vil være medlem af den sekt. Groft sagt: Hellere blæst end belæst. Det er nemlig ikke tilladt på nogen måde at anfægte den – af Jehovas vidner - overleverede sandhed.

Det ser jo ud, som om sekten kunne finde belæg for sin afvisning af de mere kloge og fiffige, når man hører ordlyden: ”Jeg priser dig, Fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige”. Altså: de umyndige – og kun de umyndige – har adkomst. De vise og forstandige, ikke.

Jamen, hvorfor? Hvad har de – netop – ’vise og forstandige’ gjort, siden de skal undsiges? Foreløbig sagt: De – vi!! – gør os let kloge i egne tanker. Men den klogskab gør dum. Den forhindrer den så kloge i at komme nær det, som i visse sammenhænge er – ja livsvigtigt. Det, nemlig, at turde lade alle parader falde. At være villig til åbne sig. At vove at tage imod det, der bliver rakt – det er ikke klogskabens, men netop troens væsen.

Som bekendt er det blevet en dyd at være kritisk. Altså ikke at hoppe på hvad som helst. Lad mig komme med et eksempel: Ville jeg nu stille mig sådan klog og forstandig an – altså demonstrere, at jeg kunne være sådan rigtig kritisk - så kunne det jo være fristende at indvende, at Jesus i dagens tekst nok bare gjorde en dyd ud af nødvendigheden, når han udpegede de ’umyndige’ som dem, hvem Gud ville åbenbare sig for. Hvorfor dem? Jo, ingen af de vise og forstandige - den tids intellektuelle - farisæere og skriftkloge, ville drømme om at have med ham at gøre. De afviste Ham. Stolede ikke på ham.

Tage imod ham ville kun de ’umyndige’, som ingen andre ville tage imod – altså de udstødte, de fattige, de syge – dem, der simpelt hen ikke havde andet at se hen til end de velgerninger, som Jesus – i ord og handling – øvede blandt dem.

Det er sådan, at det ikke kun er boomeranger, man kan få i hovedet igen. Det gælder også ord. Som nu ordene i dagens tekst: Hører man dagens evangelium sådan – klogt, bedrevidende, tilbagelænet, altså med den dér attitude: ’Ja, ja, manden gør en dyd af nødvendigheden!’ Og ’man skal meget langt ud på landet med dén der, at selveste Den ophøjede Gud skulle have givet sig selv mund og mæle i en fattig lægmandsprædikants skikkelse!’ - ja så har man allerede udmeldt sig og placeret sig mellem såkaldt de vise og forstandige, altså de, som ikke vil modtage budskabet – og som ikke ville modtage budskabet.

Jamen, hvad er der galt med stille sig skeptisk an? I princippet, ikke noget. Men, hvor livet bliver virkeligt og måske derfor gør ondt, duer det ikke at tale principielt. Her duer den visdom og forstandighed ikke, som møder op med sin skepsis. Som en mur stiller den sig nemlig hindrende i vejen for at tage imod det, der bliver sagt og rakt én af Evangeliet.

Dog: Det er ikke sådan, at menneskelig visdom og klogskab diskvalificeres her. Skulle vi opgive vor forstand for at nærme os Evangeliet, ville der da også være tale om noget underligt, ufrit noget. Og i øvrigt: Når Gud har skabt mennesket, må Han også have skabt det – netop med fornuft og forstand.

Visdom og forstandighed som sådan skal altså ikke undsiges”. Men der er altså visse, fatale sammenhænge, som er væsentlige, og hvor visdom og forstandighed som sådan kommer til kort.

Det ved de, der erkender, at de kommer tomhændede. Det sander de, som ikke kan andet end tage imod. Det forstår de, som intet har at betale med.

Hvem er de? Det er dem, som er tynget; for hvem livet – med tiden, eller med ét - er blevet ubarmhjertigt, brutalt. Det er til dem, som netop nu føler ågets vægt på deres skuldre, at Jesus taler.

Åget kan være alt muligt: Dén, der intet har, men hjemløs er henvist til et suppekøkken, ved, hvad et åg er. Og dén, der med ét må se sig berøvet ham eller hende, som forgyldte livet, kan ved Gud også tale med om, hvad et åg er… Men det er til dem – det er til dig og dig og mig – at Jesus retter sit ord.

Her til sidst i kirkeåret, hvor kulden tager til og mørket mere og mere binder jorden, lover Kristus dog ikke, at Han vil tage åget fra vore skuldre. Men han siger, at åget er til at bære – fordi han er der i sit ord, fordi han dér gør det let.

Et åg kan gnave og gøre byrden endnu mere ubærlig, end den var i forvejen. Men Han, der på sine egne skuldre ved og vidste, hvad et åg er, - i Hans – i Kristi - magt er det tillige at skære og forme dit og mit åg, så det netop er til at bære. Sådan som Jesus gør, når han siger: ” Tag mit åg på jer, og lær af mig. For mit åg er godt, og min byrde er let”.

Ord kan bevæge selv dén, eller rettere, lige netop dén, der finder sin bryde ubærlig. Når Jesus da hævder, at hans åg er godt, og hans bryde let – må det betyde, at Han, der om nogen virkelig bar sin byrde selv – sit kors til Golgatha – at han derved har gjort vores byrder til at bære for os. For i hans magt og efter Hans vilje er det at tilpasse enhvers åg, så at byrderne bliver til at bære.

Stol da på, at det åg, som Kristus lægger på dine skuldre, er tilpasset dig, så at netop du evner at bære dét! Og glem da aldrig, at dét åg, som Kristus har formet og skåret dig, giver dig frie hænder. Også til at løfte dine hænder mod himlen. Det vil sige: Ingen skal råbe op mod en stængt port. For Han, der bar, Han bærer stadig, med os. Hos Ham er der altid en åben himmel. Han er ikke fremmed for nogens åg. Hos ham kan vi altid finde hvile for vore sjæle. Han ved jo, hvad vi bærer på. I Jesu navn. Amen.

Sognepræst Niels Henning Brønnum
Valløvej 19
DK-2700 Brønshøj
Tlf.: ++ 49 - 38 60 50 17
e-mail: nhb@km.dk