Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach

1. søndag i advent - 28.11.2004
Matthæus 21, 1-9, Lars Ole Gjesing

(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


Så er det blevet advent. Det markeres af kransen og det første lys, og det markeres af nogle af årets smukkeste salmer. Alt sammen bringer det gode gamle adventsstemninger med sig, stemninger af travlhed og forventning. Vi oplever igen, hvor vigtigt det er, at der er forskel på tiderne igennem et år, hvordan stemningerne er ganske forskellige. En sommerdag ved Vesterstrand forekommer umådelig fjern lige nu, og når vi ser tilbage på sådan en dag, så opdager vi også, hvad vi måske ikke tænkte så meget over dengang, nemlig at også sådan en sommerdag er forbundet med sin egen ganske bestemte stemning. Altid er vi i én eller anden stemning, vi er aldrig bare neutrale i humøret. Og det, at stemningerne skifter er med til at holde energien oppe. Det er så vigtigt at der får lov til at være forskel på hverdag og fest og på de forskellige fester indbyrdes, for det giver os en rigdom af stemninger og variation at komme igennem i årets løb.

Stemningerne ligger der altid i baggrunden af bevidstheden, og de farver og bestemmer den måde, vi oplever tingene på.

Så fortællingen om Jesu indtog i Jerusalem høres altid i adventstidens særlige stemning af forventning, og det passer ualmindelig godt til den historie, for dybest set handler den mere om fremtiden end om fortiden.

Man kan sagtens nøjes med at lade den give sit bidrag til adventsstemningen lige som en kær gammel rekvisit eller et stykke velkendt julepynt, men det ville være ærgerligt, for historien er værd at gå dybere med.

Dette æselridt ind i Jerusalem viser sig ved nøjere eftersyn at være en i detaljer vel planlagt handling. Anledningen er speciel: Der er høje forventninger i Jerusalem: dels er påsken nær med alt, hvad det betyder af pilgrimme og liv og også ballade. Dertil kommer at rygtet har bredt sig, at helbrederen og profeten og oprøreren - eller hvad han nu er - fra Galilæa er på vej ind i hovedstaden. Folk er ellevilde, myndighederne er bekymrede over uroen og besættelsesmagten på vagt mod oprørstendenser.

I den bevægede situation vælger Jesus at opføre et lille symbolsk stykke gadeteater for forsamlingen. Han genopliver den velprøvede teknik, som de gamle profeter havde udviklet: Han sætter sit budskab i scene, så folk bliver inddraget og nødt til at bekende kulør. Ezekiel havde gjort det samme i sin tid. Han havde lagt sig ned midt i Jerusalem og var blevet liggende på den samme side i 390 dage - én dag for hvert år Israel havde svigtet sin Gud. Jeremias var draget gennem byen med et mægtigt åg på sin nakke for at advare om, at Nebukanesers babyloniske undertrykkelse ville ramme det ulydige folk, og Hoseas havde giftet sig med en horkvinde og fået horebørn med hende for at demonstrere folkets utroskab mod Herren.

Det er denne tradition for slagkraftige illustrationer, Jesus tager op i dag. Han kender forventningen om, at han skal komme som en oprørsleder, en messiaskonge af kong Davids slags, som skal kaste romerne på porten og genoprette Israels selvstændighed og storhed som i de gode gamle dage.

Han rekvirerer med kongelig autoritet ridedyr som til en mobilisering og spiller på den måde med på stemningen af kongelighed, men ellers modsiger hans indtog forventningerne så radikalt som det næsten er muligt: han er ubevæbnet, ledsaget af en blandet folk af fattigfolk og kvinder, og han rider på et æsel som udtryk for den største sagtmodighed.

Men folk er så hildet i deres egne ønsker, at de slet ikke ser modsigelsen. De hylder ham med grene og klæder på vejen og med de gamle kongehyldningssange: ”Velsignet være han, der kommer i Herrens navn, Vær hilset, Davids søn!”.

De spiller med på Jesu teater på den mest bedrøvelige måde. Bedrøvelig fordi de er så hildede i den gamle magttænkning, at de slet ikke kan se, det nye, der folder sig ud for deres øjne. De bliver afsløret af dette teater, som de gamle profeter yndede at afsløre folk. Dette folk kender kun magten som svar. De kan ikke forbinde deres Gud med andet end herredømme, vælde, kraftudfoldelse, nedtromling af fjender på det mest primitive.

Derfor tror de, at de ser en mægtig oprører i spidsen for sin befrielseshær, mens de i virkeligheden ser en fuldstændig magtesløs person, som få dage senere lader sig falde som offer for myndighedernes og besættelsesmagtens fælles justitsmord.

Det er en historie med grotesk ironi, fordi folk hylder det modsatte af det de går ind for.

Og netop derved kommer de efter Jesu plan til at hylde det, der virkelig er værd at hylde, og det, der virkelig er værd at glæde sig til og over, nemlig at Gud Fader har brudt voldens spiraler, at han er kommet for at lade sin krop opsuge vold, så denne vold bliver taget ud af cirkulation og ophører med at sprede sig som ringe i vandet.

Med sit afslørende teater, får han skabt en scene, der siger, at den, de havde håbet ville udøve vold, er i virkeligheden bemyndiget til at gøre langt mere end folk havde turdet tro og håbe, nemlig til at begynde at standse volden.

Det er kærlighedsbudskabet fra bjergprædikenen, der her viser sig i sin yderste konsekvens. Kærligheden er ikke forenelig med nogen form for vold og tvang. Den må altid give afkald på magtudfoldelse. Ikke desto mindre er kærligheden Guds magt.

Det er hele denne forkyndelse, der står skarpt tegne og iscenesat på Jerusalems gader 1. søndag i advent.

Vi har stadig tilbage at se det opført på verdens store scene, for det er jo endnu sådan, at vold og magt hersker i denne verden. Men med historier som denne er volden afsløret, vi behøver ikke længere tro på den, vi kan stole på, at den kun er en falsk hersker, som i den sidste ende ikke har al magt i himlen og på jorden.

Derfor håber vi på og forventer, at det, der dengang var en lille teaterscene en dag vil være hele jordens og alle væseners virkelighed.

Sognepræst Lars Ole Gjesing
Søndergade 43
DK-5970 Æreskøbing
Tel.: ++ 45 – 62 52 11 72
E-mail: logj@km.dk

 

 

 

 


(zurück zum Seitenanfang)