Folketælling! Findes der noget mere nedværdigende og menneskefjendsk. Dette bare at reducere mennesker til et tal, et nummer i rækken. Ren kvantitet. Skidt med, hvem det er, hvad de kan, hvordan de er, hvad de tænker og føler, hvordan de har det psykisk og fysisk.

Nej, det drejer sig kun om tallet. Ind i rækken med dig: En - to - tre.... firetusind - femtusind - sekstusind - syvmillioner - ottemillioner - ni millioner. Derefter kan tallene indarbejdes i tabeller, fremstilles i kurver og grafer, forelægges på møder, indgå i beregninger, gøres til genstand for forhandlinger: Så og så mange giver så og så mange, og om ti år er det så og så mange.

Hvor er blodet, smilet, hjertebanken, håndtryk, gråd og latter. Hvor er håbet, længslen, sorgen og smerten. Hvor er familiesammenhold og søskendejalousi. Hvor er livsmod og dødsangst.

Hvad gælder fem millioner danskere mod en lille varm barnekrop, som svøbes ind i spraglede klude og lægges til sin mors bryst. Hvad er den ensformige lyd af et tælleapparat mod barnets grådige grynten, mens moderen nynner sagte vise, så den lille føler sig tryg og sikker.

Det er kejserne, der forlanger folketællinger. Og præsidenterne, regeringerne, og nu om dage også producenterne, varehusene, markedsanalytikerne, opinionsdan­nerne, fremtidsforskerne, planlæggerne. Der er da ikke noget ondt i det; og det kan nok ikke undværes; men umenneskeligt er det, uanset hvor meget det skal forestille at være for menneskers skyld.

Det er og bliver imod naturens orden eller rettere Guds orden, når mennesker bare bliver tal. Og intet steds afsløres det klarere end overfor det nyfødte hjælpeløse barn; det kan nemlig ikke rigtig gælde som et tal, men får hele sin eksistens fra moderens kærlighed og omsorg. Og der fylder barnet uendelig meget.

Folketællingerne skal afsløre, hvor mange indbyggere der er: Hvor mange skatteydere, hvor mange kunder, hvor mange stemmer, hvor mange patienter, hvor mange soldater. Ja, kejserne og regeringerne har soldater. De marcherer i række og geled. Eller de smider sig ned og begynder at skyde løs; jo flere de rammer, des bedre er det. Og befalingsmanden roser soldat nr. 712 for en fuldtræffer.

Hyrderne skal drage omsorg og beskytte liv. Dyrenes liv. De arbejder ikke efter ordrer, men de er på forunderlig vis bundet til de dyr, de skal passe på. Kan straks se, hvis der mangler et, og så begynder de at søge efter det. Og hvis det er kommet noget til, vasker de sårene på det stakkels dyr og passer og plejer det. Hyrderne kalder selvfølgelig hinanden ved navn, og ofte giver de også dyrene navne. Det er så smukt. Liv forbinder sig med liv.

Kejseren afgiver sine ordrer, udsteder sine dekreter, underskriver lovene, afsiger dommene... Måske gør han ikke det alt sammen selv; men så gør hans apparat det: Ministrene, embedsmændene, obersterne, dommerne, bødlerne. Kejser Augustus var diktator; han kunne også have været en demokratisk præsident. Det gør ingen forskel i denne forbindelse. Regeres, det skal der!

Det lille barn i krybben kan ikke regere eller skrive under på noget som helst. Det er fuldstændig værgeløst og helt afhængigt af, at nogen tager sig af det. På den måde ligner barnet de allerførste mennesker; før der var lande med grænser, regeringer, hære, postvæsen og tælleapparater. Barnet ligner Adam og Eva, da Gud havde gjort dem til levende sjæle ved at puste livsånde i deres næsebor.

Kejseren har tit svært ved at sove om natten. Der er så meget at tænke på. Planer for morgendagen. Ærgrelser fra den forgangne dag. Spekulationer over, hvad han kan bruge alle tallene til.... Og så er der angsten. Den er den værste. Kejseren har mange fjender; og de kan være vanskelige at udpege. De findes i hans nærmeste omgangskreds, ja i hans familie. Selvom han til stadighed er omgivet af vagter, må han passe på.

Det er ikke bare kejseren, der kender til angsten; den lærer vi alle sammen at kende. Der er så mange ting, der lurer på en, også selvom man ikke direkte har nogen fjender. Der kan pludselig indtræffe noget; eller man kan blive ramt af en dødelig sygdom. Angsten indfinder sig ofte bare uden forklaringer. Og den kan give ethvert menneske søvnløse nætter.

Barnet i krybben sover så trygt. Det har endnu ikke lært angsten at kende. Adam og Eva kendte heller ikke noget til angsten før syndefaldet. Før de selv ville være som Gud og kende godt og ondt. Før de faldt ud af det naturlige liv, til livet hvor man tæller og tæller og tæller.

Når kejseren ikke kan sove, beordrer han hele underholdningsbranchen ind: Fløjtespillerne, mavedanserinderne, narrene, poeterne, sangerne, skuespillerne. Det dulmer for en tid og gøre nattens pinsler lidt mere udholdelige. På et tidspunkt begynder kejseren at gabe, og da er det tid for en godnatsang…. Den er der stadigvæk, hele underholdningsbranchen. Vi behøver bare at åbne for fjernsynet. 90 % eller mere er underholdning. Lykkehjul, film, sang, show, sport, konkurrencer. Du kan se dem på alle kanaler; og de er ens, selvom de er på forskellige sprog. Der må være meget, der skal dulmes og glemmes.

Pludselig flængedes mørket over marken, hvor hyrderne sad, af et mægtigt lys. Og de så en himmelsk hærskare. En stemme råbte til dem: Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og en backing-group sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag! Det var ikke underholdning; det var ikke dulmende fortrængning af angst og smerte. Nej, det var glæde, overvindelse af angsten, lys i mørket!

Det er så helt helt anderledes end vores tælleverden. Barnet i krybben leder os på sporet: Uden I bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Guds rige. Ja, for det er Guds rige, der er tale om. Pludselig bryder det ind som et lys i mørket, som en fødsel midt under folketællingen, som en flok hyrder blandt galt afmarcherede soldater, som englesang overdøvende alle de hæse popsangere og latterlige konkurrencer om ligeså latterlige kroner og ører.

Krybbebarnet! Så helt anderledes, men dog med anelser af noget, vi har kendt engang, og som endnu findes iblandt os: Et liv i kærlighed og tillid, et liv hvor man er til, som den man virkelig er og ikke kun som et tal, et nummer, en kunde, en seer, en vælger. Et liv hvor man kan høre den himmelske hærskare synge om glæden for hele folket: At Han blev født, at Han har været her og stadig er her: Kristus, Herren.

Men verden larmer løs for at overdøve. Tælleapparaterne snurrer; kanonerne tordner; præsidenterne regerer, og fjernsynet underholder os sønder og sammen. Men igen og igen toner det modsatte billede frem af barnet i krybben og den lykkelige moder, der har svøbt det i klude og nu nynner en sagte sang. Af hyrderne på marken og den himmelske hærskare med det glædelige budskab.

Det sætter sig igennem år efter år. Nu blev han født, ham der skal følges med os gennem livet, ham der skal dele glæder og sorger med os. Ham, der skal gå gennem lidelse og død sammen med os. Ham, der på den måde lever Guds rige ind i vores liv.

Sommetider stirrer præster og andre kirkeligt engagerede folk bekymret på verden og tænker: Hvordan skal det dog gå?Folk tænker jo slet ikke på Gud og hans kære søn. De er så optaget af deres eget og har travlt med så mange gøremål. De bliver fuldstændig knust af folketællingerne og al deres væsen.

Til jul gøres alle bekymringer til skamme. Da viser det sig endnu engang, at barnet i krybben og det evangelium, som det bærer med sig er stærkere end alle kejsere og alt, hvad de og deres håndlangere herunder vi kan finde på at sætte i værk. Det er rent ud sagt helt ubegribeligt. Ikke andre end netop Gud selv kan håndtere verden og menneskeheden med en sådan legende lethed. Den himmelske hærskare havde virkelig grund til deres sang hin nat:

Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag.

Glædelig jul! Amen.

Sognepræst Arne Ørtved
Storegade 10
DK-7330 Brande
Tlf.: ++ 45 – 97 18 01 91
E-mal: aoe@km.dk