Der bor en kolossal realisme i kristentroen. En erkendelse af tingenes tilstand på denne jord. Der er ingen, der prøver at binde nogen noget på ærmet.
Selv om udgangspunktet er det, vi fejrer i juletiden, at den Gud, som af kærlighed har givet menneskene og deres jord liv, er gået direkte ind i denne verden - selv om det er udgangspunktet, så ligger der ikke deri en påstand om, at alt dermed er godt.
Hvis der er nogen steder, hvor verdens uordentlighed og dens grundlæggende tvetydighed bliver holdt fast, så er det netop her i huset. Verdens tvetydighed er jo det, at godt og ondt findes side om side, at liv og død, had og kærlighed kæmper om magten, uden at nogen kan tilkende hverken den ene eller den anden part magten og æren og riget på forhånd. Vi ser, at livet formår at hævde sig mod døden, men vi ser også, at ethvert liv ender med død. Vi ser også, at det ofte går den onde godt og den gode ondt. Vi ser også - især i dag på Stefans dag -, at den, der stærkest bekender sig til Guds kærlighed risikerer at falde som offer for magter, der vil det anderledes. - Alt sammen fuldstændig realistisk, fuldstændig svarende til almindelig erfaring. Kristentroen påstår ikke, at verden ser anderledes ud, end den gør, og vi ser den.
Men den vælger side! I striden mellem godt og ondt og mellem liv og død står kristentroen på livets side på den måde, at vi tillader os at tro, at Gud selv er en fjende af død og undergang. Ja, evangeliet - både juleevangeliet og påskeevangeliet - siger netop at Gud har valgt side, at han står ved det liv og den kærlighed han har skabt jorden til.

Men det er jo netop det, der ikke er indlysende. Verden har jo ikke mistet sin tvetydighed efter Jesus har været her. Kampen raser med uformindsket styrke mellem liv og død. Verden blev ikke forandret på grund af den første jul.
Selv om vi her i huset nu bekender os til troen på, at Gud elsker liv op hader død, så er vi jo stadigvæk mennesker, der skal miste og dø.
Og så er det, at spørgsmålene myldrer frem. Når Gud elsker livet og hader døden, hvorfor findes så døden? Når al magt i himlen og på jorden står døden imod, hvordan kan den så findes? Og hvordan kan alle dens følgesvende i form af sygdom, sult, krig, mismod, forfølgelse osv. så trives så godt, som de gør? Så godt, at vi må indrømme, at verden er lige så tvetydig som før?
Det er det ældgamle spørgsmål om det onde. Hvordan kan det trives, hvis Gud er god?
På det spørgsmål gives der ikke noget ordentligt svar. Det er præcis den realisme, der er så kendetegnende for kristentroen, at den fastholder, at det onde findes, ganske uimodsigeligt og magtfuldt.
Til gengæld kan man godt svare på, hvorfor der ikke er noget svar på det ondes problem. Det er fordi enhver rimelig forklaring, der kan gives på det onde, går det ondes ærinde! En forklaring består jo i at give rimelige grunde til at det onde findes, og så snart man har givet rimelige grunde til det, så har man jo givet det ret til at være der. Derfor er det både godt og rimeligt, at der ikke findes svar på det ondes problem. Enhver forklaring på lidelse og ondskab er selv ond. Den finder sig nemlig i det onde i stedet for at bekæmpe det og tage sig af de lidende.

Fra først til sidst - dvs. fra jul til påske - var det det, Jesus selv gjorde. Han bekæmpede ondt og død ved helbredelse, trøst, bespisning, opvækkelse og al mulig omsorg, og opfordrede enhver anden til at gøre det samme: sætte sig op mod det onde, så langt kræfterne rakte. Det er Jesu tro, at når man bekender sig til Guds kærlighed, så må man handle efter det.
Men når nogen spurgte ham, hvoraf det onde kom og hvorfor det fik lov til at eksistere, så gav han ingen svar. For den, der svarer på det, bliver en tjener for ondt.
Derimod gjorde han noget andet. Han påtog sig selv en lidelse og ondskab, som slet ikke kom ham ved. Han gjorde det med åbne øjne. Han gjorde det i den tro, at dermed kunne han bringe Gud til at vise sit sande ansigt. Det var Jesu håb, at Gud var den kærlige, som ikke til evig tid ville lade døden hærge. I den tro satte han sit liv til og fik Gud til at vise sit ansigt påskemorgen, vise sig som den, der ikke vil tåle døden.

Det er kristentro, at Gud viste sit sande ansigt den morgen. At hele verdens tvetydighed kun er foreløbig, at døden har tabt, så vi rolig kan leve her, selv om det går mod død.
Det var det Stefan og de mange andre martyrer i århundredernes løb gjorde. De tillod ikke ondskaben at overvinde sig, for de havde det samme håb og den samme tro, som Jesus havde, da han indlod sig på menneskelivet. Amen.


Sognepræst Lars Ole Gjesing
Søndergade 43
DK-5970 Æreskøbing
Tel.: ++ 45 – 62 52 11 72
E-mail: logj@km.dk