Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach

Nytårsdag, 1.1.2005
Lukas 2,21, Lars Ole Gjesing
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


Her ved nytårstide er der god tradition for at besinde sig på året, der gik, og det, der kommer. Vi hører dronningens og statsministerens nytårstaler og kan forhåbentlig bruge dem som anledning og hjælp til at orientere os i strømmen af begivenheder og til at gøre op med os selv, hvor det danske folk befinder sig i øjeblikket og hvad der er at slås med, og hvad der er vigtigt i det og hvad der er mindre vigtigt.
Nytårsgudstjenesten befinder sig ganske vist ikke i helt det samme rum, som de forskellige politiske og folkelige statusopgørelser, men ikke desto mindre har den dog også et forhold til de politiske og folkelige nytårstaler.
Luther skældte på et tidspunkt ud over, at Nytårsdags prædikener var fyldt med gode ønsker og fromme forsætter i stedet for at handle om det, de skulle efter teksten. Den er jo så kort, at det ikke er til at overse, hvad den handler om: nemlig Jesu omskærelse og navngivelse.
Men det er nu ikke umuligt, at der er en nær sammenhæng mellem de to ting: den folkelige statusopgørelse og Jesu omskærelse her på hans ottende levedag.

For otte dage siden fejede vi fødslen, og alle julesalmerne talte på forskellige måder om det samme, at Gud var blevet menneske, og de opholdt sig af gode grunde udførligt ved det sære sammenstød mellem Gud og menneske.
Der er derimod ikke så mange salmer til omskærelsen, selv om den meget tydeligt skærper det sammenstød mellem guddommeligt og menneskeligt og det anstødelige, der ligger indbygget i det.
Hvad er det anstødet består i? Det består jo i, at Gud nægter at efterkomme vores forventning om, at han skal svæve over vandene. Han blander sig med folk.
Og skærpelsen i dag består så i, at man jo ikke kan blande sig med folk uden at det er et bestemt folk, man blander sig med.
Da Gud blev menneske blev han ikke blot menneske i al almindelighed, men menneske af et bestemt folkeslag. Omskærelsen er for hans folk jo netop tegnet på deres identitet. Gud blev jøde. Det er den korte teksts korte besked i dag. Og det rammer os som en overraskelse til eftertanke. For vi har en næsten uudryddelig forventning om, at Gud må skulle svæve over vandene uden at forbinde sig særligt med bestemte mennesker og med deres sprog og traditioner og uden at identificere sig særligt med dem.
Når vi tænker det anstød efter, hvad er det så, der kommer frem? Hvad er det i grunden, vi mener, når vi lidt tåget finder det underligt at sige, Gud blev jøde?
Mon ikke det egentlig er en lille skjult foragt for det jordiske, vi lider af? Den opfattelse, at det jordiske menneskeliv, sådan som det findes - opdelt i folk og sprog og kulturer - er for småt til Gud? At det liv, vi har med hinanden, mangler så meget i væsentlighed, at vi ikke kan forestille os, hvordan det guddommelige skulle kunne rummes i det og skulle kunne bruge vores liv i folk og i kultur til noget som helst?
Vi tænker lidt uklart, at det kan næppe virkelig være Gud, når han går ind på at tilhøre et bestemt folk.
Som sagt er den tænkemåde næsten ikke til at udrydde. Anstødet ligger meget dybt - det var det, der i den gamle bibeloversættelse hed forargelsen. Ikke den moralske forargelse, men netop sammenstødet mellem vores ringe forventninger til det jordiske liv, vi har med hinanden og så det guddommelige indtog i disse folkelige ordninger.
Det er måske det allervigtigste juleevangeliet og nytårsevangeliet har at udrette iblandt os: at få os til at forstå, at netop her, hvor vi er, udspiller det allerstørste, det guddommelige sig. Kristentro er ikke at vende ryggen til det daglige liv i folk og samfund og kultur og politik, som om det religiøse hørte til i anderledes høje sfærer. Det hører til lige her og udfolder sig som krav og som nåde i de ordninger, vi har med hinanden. Vores liv med hinanden, sådan som verdenshistorien nu har indrettet det, er helliget af Guds kærlighed til verden og er helliget af Guds indgang fuldt og helt i denne verden og dens ordninger.

Det betyder, at der er den allernærmeste sammenhæng mellem nytårstalerne og nytårsgudstjenesten. Den optagethed af, hvordan vi indretter os sammen og løser vores problemer, som nytårstalerne i bedste fald er udtryk for, - den optagethed er en del af ethvert kristenmenneskes liv.
Ikke sådan, at vi kristeligt er udstyret med en opskrift på, hvordan tilværelsen skal indrettes i vores folk, men sådan at vi ved, at barmhjertighed og kærlighed og tilgivelse er og skal være virkelighed i nøjagtig den verden, vi hører til i. Disse tungtvejende gudelige ord hører til her og ikke på et andet og særligt religiøst plan, som er finere end det dronning og statsminister bevæger sig på, når de forsøger at hjælpe os med overblikket her ved nytårstide.
Da Gud blev jøde, blev enhver religiøs verdensflugt dømt, og vi blev sat til at afspejle Guds kærlighed her, hvor vores folk døjer med indretningen af vore fælles liv. Amen.

Sognepræst Lars Ole Gjesing
Søndergade 43
DK-5970 Æreskøbing
Tel.: ++ 45 – 62 52 11 72
E-mail: logj@km.dk






(zurück zum Seitenanfang)