De hellig tre konger så hjertensglad,
fra hjemmet de droge til Betlehems stad,
de toge sig for den rejse så lang
at finde Jesus i krybben trang.

Historien om de vise mænd fra Østerland, der kom til Judæa for at opsøge det nyfødte barn - eller den nyfødte konge, som de kalder ham, er én af de historier, man umiddelbart tager til sig, fordi den er så enkel og anskuelig. Der er noget eventyragtigt over den. I grunden hører vi intet om, hvor mange de var disse vise mænd, men traditionen har med tiden fået gjort dem til tre - måske fordi tretallet er blevet betragtet som et helligt tal, og tretallet går da som bekendt også igen i mange af de eventyr, vi kender. Der er således ofte tale om tre brødre som drager ud i den store verden for at prøve deres lykke af eller om tre prøver som skal bestås eller lignende. Mattæus, som er den eneste af evangelisterne, der har historien med, fortæller os i øvrigt heller ikke noget om, at de vise mænd skulle være konger, det er også noget eftertiden har tildigtet, og det giver da også en god effekt, at det netop er konger, der kommer og tilbeder det lille barn.

Stedsangivelsen i forhold til, hvor de kom fra har også dette eventyragtige over sig: Østerland. Det dufter jo ligefrem af eventyr og mystik. Hvor dette Østerland sådan mere præcis ligger er fuldstændig ligegyldigt, fordi en fortælling, som den vi her har for os, ikke indskrænker sig til at sige noget, der er bundet til et bestemt sted og heller ikke til en bestemt tid. Fortællingen vil derimod sige noget, der er sandt og har gyldighed i al almindelighed, noget der gælder alle mennesker til alle tider. At begynde at lede efter Østerland i geografisk og historisk forstand vil ikke bare være absurd, men også en total misforståelse, idet spørgsmålet ingen som helst betydning har i forhold til, hvad fortællingen om de vise mænd vil sige.

Fortællingen om de vise mænd vil nemlig bl.a. fortælle os, at vi ikke kan finde frem til sandheden og livets mening ad videnskabens vej. Vi kan ikke analysere os frem til, hvad det gælder om her i livet. Hverken historikeren, medicineren, kemikeren, psykologen eller andre kan via deres fag, via deres videnskab nå frem til tilværelsens mening og betydning - og det kan for den sags skyld teologen heller ikke. Vi kan nå langt ad de videnskabelige veje, vi kan finde ud af meget, hvordan ting og forhold virker og fungerer, og hvad de består af og den slags; men spørgsmålene om, hvem vi er, hvorfor vi er her, og hvad vi skal, ligger uden for videnskabens felt; den slags spørgsmål skærer mange af videnskaberne endog bevidst væk som uvedkommende og forstyrrende.

Når det kommer til spørgsmålet om meningen med det hele, bevæger vi os over på et helt andet felt, fordi vi da hver især så at sige spørger med livet som indsats. Her handler det ikke om faglig viden og kunnen, det handler ikke om uddannelse eller specialviden, men snarere om at leve med åbent og modtageligt sind i al almindelighed – og i denne sammenhæng er der ikke så lidt om Jesu ord, når han et sted siger, at den, der har øren at høre med, han hører.

Vi får indgivet stumper og stykker af meningen med livet, hver gang vi læser eller hører en god historie.

Vi er sandt nok nu om stunder blevet utroligt dygtige til mange ting, men hvad angår det at finde meningen med livet, er vi ikke nået et skridt længere end mennesker i tidligere tider – måske snarere tværtimod. Der har altid skullet gode historier til for at mennesker har kunne finde hoved og hale, retning og mål i tilværelsen, og sådan er det stadig den dag i dag. Som det engang var det myter, sagn og eventyr, der gav mennesker mål og mening og hjemlighed i tilværelsen, sådan er det stadig den dag i dag gode historier, der bærer på livets betydninger.

Ingen videnskab kan f.eks. finde ud af, hvad tapperhed eller retfærdighed er. Man kan jo ikke sådan bare lige gå ud og finde et stykke tapperhed eller et stykke retfærdighed og så sige: her har I det, sådan ser det ud. Nej, vi bliver nødt til at fortæller en historie, der viser os en tapper mand eller en retfærdig kvinde, før vi kan forstå, hvad begreberne dækker over; og sådan er det med meget af det betydningsbærende i livet, det fremgår alt sammen af gode historier.

– Hvis det da ikke på anden vis bliver gjort synligt for os, f.eks. ved at det åbenbares for os, komme til syne for os, og det handler det også om i dag. Helligtrekongers dag blev førhen også kaldet epifanidagen. Epifani betyder at noget bryder ind i den verden, vi lever i. Noget kommer til syne, som førhen var skjult.

Og det er det, de vise mænd har blik for. De er ikke videnskabsmænd - i hvert fald ikke kun - men netop vise mænd, og det er noget andet. Videnskabsmanden har stor viden, mens de vise mænd har visdom. At være vis eller have visdom handler om at være klog på tilværelsen og have indsigt i, hvad det vil sige at være menneske, og det er jo altså noget helt andet end viden. Man kan udmærket have læst utallige bøger og alligevel være ganske dum på livet - mens man modsat kan møde livsvisdom og indsigt hos den ulærde - den ulærde kan nemlig samle alt det op, der vederfares ham og således blive seende.

Men selvfølgelig kan det også kombineres, så den samme person både kan være lærd og vis, have viden og visdom.

Hvordan det nu var fat i så henseende med de vise mænd, der drog i verden ud på stand, vides ikke, men i hvert fald var de i stand til at opdage og opfange, se og høre, at der var noget i gære, da de engang på himlen så en stor stjerne over Judæa; de så straks, at der nu åbenbaredes verden noget stort.

Og da de havde set stjernen, satte de sig ikke først ned og analyserede og undersøgte sagen kritisk, om det nu også kunne passe, at sådan noget kunne indtræffe. De drog tværtimod afsted med det samme for den konge at oplede, for den konge at tilbede, som vi synger.

Da de kom til Judæa glemte de en kort overgang deres visdom, og tyede til, hvad vi kunne kalde almindelig viden. Derfor søgte de den nyfødte på kongens slot i hovedstaden Jerusalem, for ifølge den logik, der gør sig gældende, der hvor alting beror på viden, skulle en konge naturligvis fødes her.

Men heller ikke her var viden nok. En åbenbaring fra det høje går sine egne veje - den ligger ikke under for menneskelig viden. De vise mænd måtte drage til Betlehem for der at finde barnet i en stald, svøbt og liggende i en krybbe.

Da de kom dertil faldt de ned for barnet og tilbad det og gav det dyrebare gave, for her var jo målet for deres søgen. Lyset, de havde set på himlen, så de nu i det nyfødte barn. De havde set og oplevet en åbenbaring fra himlen. Omfanget af denne åbenbaring kunne de selvsagt ikke kende, - at den skulle sætte nye fortegn for alting i verden, det vidste de ikke, men de havde givet sig det nye lys, de havde set, i vold og havde ladet sig drage med. De så lyset, der kom til verden, og det blev afgørende for deres liv.

Lad os endelig studere og få viden og gøre os kloge på denne verden, det kan være til megen gavn og glæde, men vi må ikke lade denne viden gøre os blinde og døve for alt det, der virkelig betyder noget, alt det, der bærer vores liv oppe og giver det mening, sandhed og betydning.

Måtte også vi få visdom, så vi lader os lede af det lys, der kom til verden julenat med barnet i krybben.

De vise mænd i hytte lav,
på knæ i krybberummet,
guld, røgelse og myrra gav
til ærens drot forblommet;
gid vi det lære må af dem,
langt over verdens vise,
det lille barn i Betlehem
at skatte og at prise!

Kom, arme sjæl, som intet har
af jordens guld i hænde,
tænk ej, fordi din hånd er bar,
din Gud dig ej vil kende.
Byd Jesus kun dit hjerte til!
Hvad end de rige mene,
han hjerter nænsomt gemme vil,
som var de ædelstene. (DDS 137,5-6)

Amen!

Sognepræst Erik Bredmose Somonsen
Præstebakken 11
DK-8680 Ry
Tel.: ++ 45 - 86 89 14 17
E.mail: ebs@km.dk