Göttinger Predigten im Internet
hg. von U. Nembach

Septuagesima, 23.1.2005
Matthæus 20,1-16, Elisabeth Birgitte Siemen
(-> www.predigten.uni-goettingen.de)


”De sidste skal blive de første – og de første de sidste”. Ja, hvad i al verden stiller vi op med en fortælling, hvor dette er pointen? Een ting er klar, set ud fra vores synsvinkel er der tale om stor uretfærdighed.
Jeg gad da også godt se den arbejdsgiver der ville lønforhandle ud fra dette princip. Og som gammel tillidsmand for præsterne i mit provsti, kan jeg sige, at den heller ikke går hjem her. Der ville blive stor opstandelse – og med rette.
For uanset hvordan vi vender og drejer disse ord – udtryk for rimelighed bliver de jo aldrig.
Og det er også det der gør det så svært, med disse lignelser vi kender så godt fra Det Nye Testamente. For de sprænger så ofte de faste rammer vi går rundt og gør os, om hvad der er op og ned og ret og rimeligt.
Og det er formentlig også een af grundene til, at kristendommen så ofte har virket forargende. Ikke bare på kristne, men også på mennesker der tilhører andre religioner.

For i alle de andre store religioner - Jødedom, Islam, Hinduisme og Buddhisme gælder det, at der stilles krav til mennesket - herligheden i himlen for nu at sige det meget kort, ses som en rimelig løn for en rimelig indsats. Og derfor er den drivende kraft i religionerne da også, det at mennesket skal gøre noget, for på jorden skal det gøres, som skal lønnes siden hen i det hinsidiges. Eller med andre ord – i disse religioner handler det om menneskets vej til Gud, at det ved bøn, hengivelse, lovoverholdelse –meditation, kan nærmes sig Gud.
Eller for at blive i lignelsens sprog – de som har arbejdet hele dagen i sol og hede, får mere end de som kommer til i den sidste time – ganske som rimeligt er. Som din indsats er, bliver også lønnen.
Men kristendommen er anderledes, det er dét vi netop har fejret i julen, at vejen – går fra himmel til jord.
Vejen til Gud, går i kristendommen ikke via et menneskes præstationer, der er ikke noget vi skal ”gøre”, der er ikke noget vi kan gøre dybest set – vejen mellem Gud og menneske er Kristus selv.
Det er derfor han kan sige – jeg er vejen og sandheden og livet. Ja, han er nemlig vejen der går fra himmel til jord!
Han forlod sin trygge himmel og blev født blandt os, som vi lige har fejret det her i julen.
Han levede hos os i den grumsede og ofte ganske uigennemskuelige verden, som også vi står overfor, eller midt i hele tiden.
Derfor er hans vej heller ikke drømmen eller den uopnåelige utopi, som man kan ofre sit liv for.
Og det er så svært at forstå for os, der er så vant til at tænke i ”noget for noget” termer.

Nu ved jeg selvfølgelig godt, at lignelsen her om vingårdsejeren ikke er en eksempelfortælling, der er ikke tale om, at vi skal handle på hans eksempel. Lignelsen her vil slet og ret sige, at hvor gudsriget slår igennem, der hører alle vore begreber om ret og rimelighed ikke til.
Men – og det skal så også understreges – at når der tales om at de første der skal blive de sidste og omvendt, så betyder det ikke, at der fra Vorherres side er tale om blind vilkårlighed.
Pointen er derimod, at i gudsriget handler det om kærlighed og nåde – den nåde der altid går forud for retten og rimeligheden. Og gudskelov for det, for i virkeligheden kan vi netop være godt tjent med det.

Gud er kærlighed, som der står i 1. Johs. Brev, og det betyder, at hvor han hersker, hvor hans kærlighed sætter sig igennem, har ingen fortrin frem for andre.
Og er der ingen fortrin, er der ingen fortjeneste – jamen, så er der heller ikke længere tale om ret og rimelighed – men netop om kærlighed.

Kærligheden – den har sin pris, den er dyr, siger vi til hinanden, mens vi på den anden side godt ved, at den hverken kan købes eller sælges.
Og trods denne viden, så forsøger vi alligevel konstant at gøre os fortjent til at kunne vinde, eller fastholde kærligheden.
Vi vil alle så gerne være gode nok, være elskværdige i ordets inderste betydning, nemlig værd at elske, og dermed sikre os Vorherres eller andre menneskers accept – dvs. deres kærlighed.

Bent Falk skriver i sin vidunderlige bog Kærlighedens pris følgende: Kærligheden koster altid noget – og mest for den der elsker mest. Det ved enhver som elsker: Forældrene, der kæmper den kærlighedens kamp, der hedder opdragelse af deres børn, ægtefæller der livet igennem må slide hinandens hjørner af, og venner der møjsommelig må slå tilgivelsens bro over meningsforskellenes og interessemodsætningernes afgrund. Mest koster kærligheden, når barnet ikke kom hjem, når den elskede ikke var tro, og når vennen vendte sig bort uden at ville tage imod den udstrakte hånd.
Dvs. mest koster kærligheden, når den ingenting får for dét den betaler!”

Fortællingen om Gud der blev menneske i Jesus fra Nazaret, er fortællingen om ham, der elskede så meget, at han var villig til at betale den pris kærligheden koster.
Evangelierne er eet langt vidnesbyrd herom. Og når vi kommer frem til påske, ved vi også, at han betalte den fulde pris, nemlig med sit liv, for at lade os uforstående se et glimt af kærligheden.
Og uanset om vi fatter det eller ej – sådan er det med gudsriget.
I gudsriget er vi alle elskede, der – og kun der, brydes den hårde nødvendighed, som er sammenhængen mellem indsats og løn.
I gudsriget får vi nemlig alle det samme – een dagløn.
Vi har alle fået vort liv – en dagløn, om man vil.
Om det bliver et kort eller langt liv, om det bliver lyst og lykkefuldt eller mørkere og tungt, er i denne forbindelse ikke det afgørende.
Vi har fået det liv der nu engang er vort, og det er af uendelig værdi for Gud. Han gav os det, og i hans øjne er vi det vi så brændende ønsker at være, værd at elske.
I hans øjne er vi altid en dagløn værd, for vores værdi består ikke i hvad vi udrettet, den består i, at vi er til. At vi er!

Når vi samles her i kirken til gudstjeneste, så kan man sige at vi på en måde samles om forudgribelsen af gudsrigets komme.
Og hvis vi bliver i dagens billede, kunne man sige, at her i gudstjenesten rækkes vi hver især en guldmønt – nemlig ordet fra Gud – du er elsket på forhånd, og her er lønnen – dine synders nådige forladelse og håbet om det evige liv.
I virkeligheden er det jo en skam at vi ikke har barnedåb i dag – for her bliver det hele så tydeligt. I dåben rækkes denne mønt til de spæde – forud for al præstation, forud for alt hvad dette lille barn nogensinde vil komme til at yde. Og netop derfor er dåben et så fint billede på gudsriget. Her bryder alle forestillinger om overensstemmelse mellem arbejde og løn sammen. Her gælder kun kærlighedens målestok.
Og ja, det er ikke bare uforståelig tale, det er også forargelig tale.
Så forargelig, at nogle af de første tilhørere slog fortælleren ihjel. Men sand kærlighed lader sig aldrig fornægte – og verden glemte aldrig fortælleren eller hans lignelser.
Selv her i det 3. årtusind efter, samles vi stadig i hans navn, og fortæller hinanden om den kærlighed, der turde betale kærlighedens pris.

Men hvad bliver der så af vores arbejde i vingården? Af vores daglige almindelige liv med hinanden?
Ja, holder vi fast i, at enhver får samme løn, får guldmønten som et tegn på deres rette værd, så kunne dette liv for alvor blive til et liv i frihed og glæde.
Så er der ikke længere noget, hvormed vi skal gøre os fortjent til frelsen, men alt kunne derimod blive til et glædens overskud, der bunder i, at vi er elskede .
Vi er nemlig alle indbudt til at være Guds medarbejdere, til at bruge al vor flid og alle vores betroede talenter på at virke for ret, fred og glæde.
Og vi ville være nået langt, meget langt, hvis vi kunne lade Vorherres målestok være pejlemærket i vores liv, så vi ikke giver os selv og hinanden følelsen af, at det kun er højt lønnet arbejde, der giver et menneskes dets værdi.
For vi er ikke først og fremmest hvad vi gør, men derimod hvad vi gøres til!
Og gudsrigets gerninger er kærlighedens gerninger, og de måles ikke efter menneskelig målestok.
Gudsrigets gerninger er af så mange slags, de skal ikke vurderes og bedømmes.
For hvad enten vi gør lidt eller meget, så beror Guds nåde alene på, at Han er god.
Han er så god som den vingårdsejer, der udbetaler tilstrækkelig løn til enhver arbejder uanset indsats, han er så god som den far, der tilgiver sin bortløbne søn, og slagter fedekalven for ham da han endelig dukker op igen, og han er så god som den mand, der indbød alle på gader og stræder til et festmåltid.

Efter vor målestok bærer vingårdsejeren sig ufornuftigt ad. Det må vi nok erkende.
Men evangeliet fortæller, at Guds dårskab er visere end menneskers klogskab, fordi den er båret af kærligheden.
Gud vide hvad der ville ske, hvis vi turde lade os gribe af denne kærlighedens dårskab, og lod den slippe løs mellem os? Amen.


Sognepræst Elisabeth Birgitte Siemen
Kirsebærbakken 1
DK- 2830 Virum
Tel.: ++ 45 – 45 85 63 30
e-mail: ebsi@km.dk


(zurück zum Seitenanfang)