Det menneskelige håb er en underlig størrelse. Det er både skrøbeligt og sejlivet. På mange måder ville det være nemmere at lade være med altid at fatte håb, når fremtiden tegner dystert - opgive håbet, men vi gør det ikke, tværtimod rejser det sig den ene gang efter den anden på ny. Det ville også være lettere én gang for alle at resignere, at slå sig til tåls, at affinde sig med den elendighed, som jo altid vil findes i verden - men i stedet for sker det alligevel gang på gang at vi løfter hovedet igen og spejder fremad mod så også bare det mindste glimt af lys.

At skulle plante sit håb på steder, hvor man ikke véd, om det kan vokse, om der er noget det kan næres af eller ej, kan synes meningsløst. Men vi gør det. Hvor tit er en forventning ikke visnet, og så prøver vi alligevel at plante den om, for vi kan ikke bekvemme os til bare at rykke den op med rode, befri os for det sårbare håb og leve uden illusioner om, at fremtiden eller verden eller vi selv kan blive bedre. Vi synes ikke at kunne leve uden det, som nogle utvivlsomt vil betegne som en naiv tro på, at alting måske alligevel kan ende godt.

Den østrigske læge Viktor Frankl, Auschwitz-fange fra 1942-45, fortæller, hvordan håbløsheden tog livet af mange af hans medfanger i den nazistiske udryddelseslejr. Og det er måske forklaringen på, at håbet ikke kan udryddes. Det er måske en sindets selvopholdelsesdrift, der får håbet til at melde sig på ny og på ny, selvom det ikke er særlig realistisk. Sådan var det i hvert fald for fangerne: gang på gang visnede håbet, gang på gang rejste det sig på ny på grund af et eller andet rygte, en eller anden lille begivenhed, en eller anden henkastet bemærkning fra en af bødlerne. En af fangerne kom til Frankl i slutningen af februar 45 og fortalte ham, at han havde haft en drøm: han havde drømt at krigen i hvert fald for hans vedkommende skulle være ovre den 30. marts. Alle vidste, at krigen sang på sidste vers: rygter om de allierede troppers fremmarch nåede helt ind bag pigtråden, hvor livet ellers var ligeså brutalt og lidelsesfyldt, som det hele tiden havde været. Nu slog hans håb sine rødder i denne drøm. Han talte derom, han glædede sig, han lyttede til ethvert rygte, der kunne bekræfte hans vilde håb. Men det var som om fronten stod stille, og da den 29. marts kom, og ingen befrielse var indenfor rækkevidde, fik manden et alvorligt anfald af plettyfus. Den 30. marts om morgenen mistede han bevidstheden, og den følgende nat døde han. I den forstand gik hans drøm jo i opfyldelse.

Episoden viser, at selv i den karrigste jordbund gror håbet - og nogle mennesker knuses af håbløshed. Men når man ser, hvor lidt håbet undertiden har at bygge på, og hvor meget, der truer det, må man altså nok sige, at det ville dog være nemmere at opgive det end at bevare det. Og man må spørge, om ikke realismen eller resignationen var et mere passende livsgrundlag for oplyste mennesker. Sådan er det også i dag. Jeg behøver ikke at lade verdenssituationen passere revy for at begrunde dette, hvem har ikke følt det?

For Jesus må resignationen også gang på gang have været den mest nærliggende mulighed. Som det berettes i dag: han talte, og folk hørte, og dog fattede de intet, han handlede og folk så, og dog begreb de ikke noget. Selv hans disciple misforstod ham. Han erkendte, at det eneste iøjnefaldende resultat af hans gerning var en voksende modstand hos dem, der virkelig betød noget - hvad talte det så, at der var ubetydelige enkelt-mennesker, som lod til at holde med ham og holde af ham? Og alligevel gav han ikke op, men fortsatte. Forklaringen derpå ligger i den lignelse, som vi har hørt i dag, og i andre af disse små billedlige fortællinger. Hvor mange af dem handler ikke om, hvor småt, hvor truende, hvor udsigtsløst alting tager sig ud! Og dog ender de altid bedre og mere overdådigt end man næsten har fantasi til at forestille sig.

Sædemanden i lignelsen havde mange odds imod dig; hovedparten af dem endda skjulte, først til at få øje på, når kornet voksede op. Men han såede alligevel. Ja, han gjorde det med en rundhåndethed, der grænsede til det ubetænksomme. Så kom kornet op, de steder hvor der altså var noget tilbage af det, og mens det groede, måtte sædemanden gang på gang se sine forhåbninger blive kvalt og visne, her var virkelig stof til nogle dystre høstprognoser. Og alligevel endte det så med denne formidable høst. Man kan rette blikket nedad - mod de mange vanskeligheder, som udsæden udsættes for. Men man kan også rette blikket fremad, mod høsten, og det er det, Jesus vil have sine tilhørere til. Hvem vidste ikke godt om alle de genvordigheder, en bonde havde? Men den overvældende store høst - det er historiens pointe.

Hvem handler denne lignelse så om - handler den om kirken, eller handler den om verden, eller handler den om mig: det enkelte menneske? Jeg tror ikke, det kan skilles ad på den måde, det hele er dog skabt af Gud. Den handler om at ordet fra Gud skal få en overraskende virkning - møde lydhørhed, forny verden, omvende mennesker. Det er en historie, hvis dybeste mening er at give os håbet og troen tilbage - trods alt, hvad der kan true dem. Og det er der nok, der kan. Glæden og frimodigheden til livet kan nemt kvæles af bekymringer og gustent overlæg og anden elendighed. Men det véd Gud udmærket, og Gud opgiver ikke ævred. Det var den viden, der gav Jesus mod til at fortsætte. Og det er den viden, han deler med os i denne og andre små historier. Gud er rundhåndet med sine gaver, Gud bliver ved, Gud véd, hvad han gør, Gud har tid, Gud er tålmodig. Og til allersidst går det, som Gud i sin godhed vil.

Vidunderligst af alt på jord er Jesu Kristi rige, dets herlighed er og så stor, at det har ingen lige. Lad hvisle kun i ormegård, at riget er lagt øde, Gud kroner ligefuldt dets år med frugtbarhed og grøde. Amen.

Biskop Niels Henrik Arendt
Ribe Landevej 37
DK-6100 Haderslev
Tel.: ++45 – 74 52 20 25
e-mail: nha@km.dk