UDVÆLGELSEN

Jesus kom til Johannes som alle andre. Han kom som et menneske som alle andre. Han gjorde sig ikke bedre eller anderledes eller til noget særligt. Nej, han gjorde sig til det han var: et menneske blandt mennesker, et medmenneske. Mange mennesker kom til Johannes for at blive døbt. Så gjorde Jesus det samme. Han unddrog sig ikke dåben med syndernes forladelse – som om han alene var uden synd. Skønt han var det. Han gjorde sig ikke til et overmenneske, han gjorde sig mennesker lig. Derfor ville han døbes af Johannes. Den retfærdighed, der hermed skulle ske fyldest, var Guds retfærdighed. Gud kom menneskene i møde ved at lade det kæreste han havde blive menneske og leve et liv på menneskelige vilkår, men på en måde som gjorde mennesket til det det oprindeligt skulle være: Guds lydige barn. Guds kærlighed i menneskelig skikkelse, fra fødsel til død. Alle mennesker har brug for dåben med syndernes forladelse, for alle er syndige. Jesus var ikke syndig, men ved at lade sig døbe gjorde han sig til eet med alle mennesker og tog fællesskabet i synden og skylden på sig. Derved får vi et fællesskab med ham – ikke kun i synden og skylden, men også i hans retfærdighed: hans lydighed indtil døden. Han genoprettede den tabte menneskelighed og gav os del i den i fællesskabet med ham. Det sker i dåben, i Ordet. Det sker i troen på at vi er genfødt med ham.

Og dog – så var ha altså ikke kun et almindeligt menneske som alle andre. Han var udvalgt! Det vidste Johannes. Og det er også hvad evangeliet beretter. Da Jesus steg op af vandet så han Guds Ånd dale ned som en due og Guds Ånd kom over ham. Guds usynlige Ånd lod sig se i en dues skikkelse, for mennesket har brug for både at se og høre. Og Guds Ånd talte som en røst fra himlen. Det var en kærlighedserklæring og en udvælgelse. Jesus blev Guds Søn, Guds elskede søn. Som det eneste menneske i verden. – Ethvert menneske lever i et forhold til Gud, om det ved det eller ej. Dets liv er og bliver en gåde for det selv. Født af og til universet for en tid. Ingen andre end Gud forstår hvorfor. Ingen andre end Gud kender livets gåde. Men Jesus, som også fødtes af og til universet, fik af Gud en særlig status. Han fik guddommelig rang og bestemtes til at leve som Guds eget væsen på jorden. Som mennesket er en gåde for sig selv er Gud en gåde for os alle. Men Jesus udvalgtes til at åbenbare forholdet mellem Gud og menneske. Det skete med Guds egen kærlighedserklæring. Udvælgelsen grundede sig altså i kærlighed og kunne kun modtages i kærlighed. Dertil blev Jesus bestemt: At han skulle udleve Guds kærlighed på menneskelige vilkår, i glæde og sorg, fryd og smerte, død og opstandelse. At blive udvalgt har flere sider: Det er en gave og en ære, men det er også en opgave og en lidelse, man må bære. Jesus gjorde ikke sig selv til Guds Søn, det var Gud der udvalgte ham fordi han elskede ham og ville bruge ham til at komme menneskene nær. Dåben var både kærlighedserklæring, udvælgelse og bestemmelse. Herfra kunne han begynde.

Også vi kan føle, at vi er udvalgte. At vi er bestemt af noget andet end os selv. Overordnet bestemt af Gud. For hvem har bestemt os til at få livet og være dem vi er – hvis ikke Gud? Vi kender alle tanken om at det ligeså godt kunne være en anden der havde fået mit liv og at det kunne ligeså godt være en anden der var mig. Det er og bliver en gåde at jeg er mig. Men også de ting der sker i et langt livsforløb kan opleves som en række af udvælgelser. Som noget der kommer til mig – ikke som noget jeg selv tager. Forældre, søskende, kæreste, børn, venner – alle er de nogle der kommer til mig – ikke nogle jeg selv tager eller skaber. Arbejdspladser, opgaver – ja alt hvad der står vort hjerte nært – er noget der kommer til os og bestemmer vort liv. Giver os identitet. Hvordan vi tager imod udvælgelsen er vort eget ansvar og det er vor frihed at sige nej og afvise det der vil os noget. Men grundlæggende er livet at være og blive udvalgt til at leve som en bestemt person, et bestemt menneske, der er enestående i verden. Ingen andre er som mig. Jeg er ikke som nogen anden. Jeg er mig og ingen anden – på godt og ondt. Det er det fantastiske ved det liv vi har fået!!

Det personlige kommer også til udtryk i dåben. I folkelig forståelse hænger dåb og navngivelse uløseligt sammen. Og navn og person er ligeså uløseligt forbundet. Jesu dåb havde dog ikke noget med almindelig navngivelse at gøre. Det var et særligt navn han fik, mere en betegnelse end et navn. ”Guds Søn” er en messiansk titel. En af mange betegnelser for den frelser som alle ventede skulle komme. Den betyder at Jesus har en enetående status i verdens, ja universets historie. Som vi siger i trosbekendelsen: ”Vi tror på Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, vor Herre”. Gud har kun denne ene søn. Ingen andre er så lig Gud som han. Han som var lydig indtil døden på et kors. Så tæt var forholdet mellem far og søn, at han ikke kunne andet end hvad faderen ville. Ulydighed har ellers kendetegnet mennesket fra syndefaldet i tidernes morgen, men med Jesus genoprettedes det nære forhold mellem Gud og menneske, hvor lydighed er en selvfølgelig ting. Fordi forholdet er et kærlighedsforhold mellem far og søn, hvor begge vil hinanden det allerbedste. Det personlige ved Jesu dåb er altså dette, at han blev dette enestående menneske i verden, som kom Gud så nær, at han forandrede forholdet mellem Gud og menneske for altid. Han dementerede den ulydighed, som ellers havde karakteriseret forholdet.

I vores dåb er det heller ikke kun vort navn og vor person det drejer sig om. Også vi modtager i dåben Guds kærlighedserklæring og gøres til hans børn. Hver af os er således Guds barn. Ikke Guds Søn. Men Guds barn. Ikke enbåren, men mange. Kløften mellem Gud og menneske er overvundet af Guds kærlighed, så vi er som Guds elskede børn. Ikke fordi vi har fortjent det, men fordi Gud elsker os af en kærlighed der er så bundløs og ubestikkelig som Jesu kærlighed. Børn er ikke fuldkomne, vi elskes som ufuldkomne børn elskes. Det betyder at vi aldrig i evighed er uden et forhold til en fader i himlen. At vi aldrig i evighed er alene med os selv. Det må vi ikke glemme. Endsige foragte. For her på jorden lærer livet os at miste. Vi mister det ene forhold efter det andet – enten ved død eller svig. Vi lærer sjælens ubodelige ensomhed at kende – om ikke før så i døden. Men vi er altid i evighed i et barneforhold til Gud. Vi er altid sikre på hans kærlighed, hvor vi i verden ikke er sikre på noget som helst. Vi kan høre ham tale til os, vi kan bede, klage, takke ham. Aldrig er vi uden et menneskeligt forhold til Gud. Vi har fået det i dåben, hvori han gør os til sine børn og skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv. Der er ligheder og forskelle mellem Jesu dåb og vores. Men Gud er vor fælles far i himlen. Han var sin far lydig. Vi ikke. Alligevel er vi i et fællesskab med Guds kærlighed som kilde.

Fællesskabet kommer også til udtryk i korsets tegn. Her får den døbte et tilhørsforhold til den korsfæstede Jesus, Kristus og Herre. Han bliver en bror. Fra det øjeblik flettes den døbtes liv sammen med Jesu liv. Jesu identitet bliver bestemmende for den døbtes: Et liv i kærlighed til Gud og din næste. Som det hedder: Den døbte er ”indpodet i ham”. Blevet en gren på hans stamme. Det er den samme kærlighed der løber gennem Jesu årer og den døbtes. De er blevet uadskillelige. Billedsproget er pragtfuldt og voldsomt. Det ville hjælpe os meget hvis vi ikke glemte det, men altid havde det som en understrøm for alt hvad vi tænkte og gjorde. Men de døbte lever jo stadig i den syndige verden og er ikke fuldkomne, hvor døbte de end er. De glemmer og de handler som de selv vil. Derfor er ritualet med syndernes forladelse en begyndelse, et ord for altid og kan derfor ikke gentages. Dåben er gyldig altid og i evighed. Men vi har for vore synders skyld brug for at høre det på alle mulige måder igen og igen. Hver gang vi modtager syndernes forladelse er det for at minde os om dåben. For i dåben modtog vi syndernes forladelse een gang for alle. Det er en kærlighed og en tryghed som er ud over al forstand, men ligeså virkelig som Gud selv. Den kærlighed og tryghed gik Jesus ud i verden med. Den gjorde at han kunne holde ud helt ind i døden. Og denne udholdenhed gav han videre til alle der er døbt til at tilhøre ham og lade deres liv bestemme af hans liv. Amen.

Sognepræst Kirsten Bøggild
Thunøgade 16
DK-8000 Århus C
Tel.: ++ 45 – 86 12 47 60
E-mail: kboe@km.dk